Naturen på den mexicanske stillehavskyst kan tage vejret fra de fleste. Dette hus – Casa Luna på 2.000 kvadratmeter – hjælper til med sine unikke løsninger, der er skabt i harmoni med omgivelserne og med inspiration fra de gamle aztekere.

Careyes er et eksklusivt resort på den mexicanske stillehavskyst halvvejs mellem Puerto Vallarta og Manzanillo. Det blev opført i 1968 af den italienske investor Gian Franco Brignone som en legeplads for internationale velhavere, der fløj ind for at spille polo og for at socialisere i de 70 villaer – eller rettere små slotte – på den vilde bjergside langs kysten.

Navne som Heidi Klum, Seal, Uma Thurman og Francis Ford Coppola er blandt de berømtheder, man kan rende ind i på Careyes’ smukke strand, Playa Rosa.

”Det er så smukt et område,” siger Chris Tribull, en tysk født forretningsmand, der ønskede, at hans eget hus – Casa Luna – skulle passe godt ind i landskabet med respekt for regionens iværksætterånd og samtidig udnytte områdets storslåede udsigt. ”Gør det sexet,” var den første instruktion, han gav arkitekten Manolo Mestre, der fulgte hans forslag og designede en unik bolig med naturlige former, teksturer og levende farver. Meget i stil med den store mexicanske arkitekt Luis Barragáns værker.

Mexicansk kunstværk

Tribull købte grunden i 1997 og påbegyndte udviklingen af byggeriet et par år senere. ”Det tog os tre-fire år at færdiggøre konstruktionen, da huset er så atypisk. Det er mest af alt et mexicansk kunstværk. Jeg rejste Mexico rundt med Mestre og lærte undervejs om traditionelle byggemetoder og arkitektur. Gennem Manolo mødte jeg en masse kunstnere og håndværkere. Det var ét stort eventyr,” siger Tribull.

Mestre tog på et tidspunkt sin klient med op til et kloster fra det 16. århundrede i Oaxaca for at vise ham, hvordan stukken var lavet af knust kalksten med væske fra den lokale nopalkaktus. Denne metode holder sammen på blandingen og giver et strejf af beige kulør. Samtidig giver metoden stukken en glat overflade. Adskillige håndværkere blev bedt om at lave den samme blanding til Tribulls hus.

Poolen som rækværk

”Det var en god øvelse for mig, da det gav mig muligheden for at lade min hånd flyde, og jeg indså, hvor sensuel designprocessen kunne være,” siger Manolo Mestre, der fulgte de omkringliggende klippers former, da han skulle tegne bygningen og grunden.

En serie af terrasser og stier gengiver den rå kystlinjes udseende og skaber rum, hvorfra man kan nyde udsigten og mærke havluften. Inspireret af John Lautners ’Marbrisa’-hus i Acapulco har Mestre designet poolen, der følger de samme naturlige linjer og ender helt henne ved afgrunden. På den måde fungerer den 70 meter lange pool som et rækværk, der afholder beboere og gæster fra at falde ud over kanten. Samtidig skaber den et magisk kig til havet i horisonten.

Ved første øjekast ser strukturerne simple – næsten primitive og landsbyagtige – ud, og det var faktisk også meningen. Men under jorden er der en labyrint af gange, værelser og serviceområder. Det mere end 2.000 kvadratmeter store hus har fem faste medarbejdere. Naturstier slanger sig mellem bygningerne som undervandsstrømme i orange og pink, udsmykket med rustikke lerkrukker fra Oaxaca og afbrudt af små frodige haver.

Det handler om mystik

Den primære bolig er brudt op i separate pavilloner med et traditionelt palapastråtag, som man så i præcolumbianske boliger.

”Mit hus er baseret på et 1.000 år gammelt design,” siger Tribull.

Tagene er kegleformede med store udhæng, der giver skygge og står mod vest for at opfange blæsten, der hjælper med at køle huset, der ikke har aircondition.

Hovedindgangen går gennem en oval plads, der er omkranset af lyse, pink vægge. Man ser ikke havet herfra, men man mærker det.

”Det handler om mystik,” forklarer Mestre, der placerede en stenskulptur midt på pladsen som en slags velkomsthilsen. Den er skåret af ét stykke sten af den anerkendte mexicanske kunstner og arkitekt Marco Aldaco og har et bassin og rindende vand.

”Vandet skaber en beroligende lyd. Det fjerner os fra verden udenfor og forbereder os på det store nærliggende hav. Belægningen på pladsen er håndlagte sten i en cirkulær konfiguration, som stammer fra et gammelt aztekermønster. Det skaber et rum, hvor man glemmer sine bekymringer,” siger Mestre.

Møbler vendt mod havet

Opholdsstuen med de åbne sider handler om at skabe en følelse af afslapning i havluften. En ring af otte lotusformede søjler – inspireret af en tur, arkitekten tog til Egypten – støtter det kegleformede palapatag, mens diagonale træstivere bærer selve stråtaget. Møblerne er få og uformelle: indbyggede sofaer, kurvemøbler og store, lyse puder, der er spredt på gulvet. Midt i rummet hænger et maleri, der repræsenterer den gamle mexicanske undergrund. Det er lavet af Sergio Hernandez, en kendt lokal kunstner.

Spisestuen, der ligger i en af de ovale palapapavilloner, er ligeledes indrettet, så alle møbler er rettet mod havet. Gulvene er støbt i hvid cement og marmorstøv i et koncentrisk mønster af cirkler og hvirvlende linjer, som arkitekten har set i en frise fra det 17. århundrede i Convento del Carmen. Mønstrene er mejslet ned i de polerede gulve.

Helbredende arkitektur

Mestre designede alle møblerne i spisestuen og fik dem fremstillet af lokale håndværkere. Stolene er skåret ud af mørk tzalam (også kendt som caribisk valnød), og det store ovale bord er lavet af mexicansk mahogni. Et langt, horisontalt spejl blev bygget ind i en fritstående væg, så gæsterne kunne kigge ud på havet uden at kigge på deres eget spejlbillede. For enden af stuen, der er under åben himmel og er formet som en halvcirkel, er der en alkove. Rummet har pink vægge og en cardonkaktus, der vokser ud af et bed med sorte sten. Det føles som et lille alter.

”Dette hus handler kun om glæde. Det er derfor, jeg kalder det ’helbredende arkitektur’,” siger Mestre.

Det måske mest helbredende rum er terrassen på den ene side af spisestuen. Mestre kalder den en ’echadero’ – en hvileplads – og tøver ikke med at kalde terrassen sit yndlingssted i huset. En indbygget platform bærer siddepladserne, der snor sig under den bærende bjælke af guabillo, en regional træsort.

Mestre designede en serie af vinduer, der giver plads til, at lys og luft kan komme ind i rummet. Arkitekten har selv designet kobberlamperne, og fakler på bagvæggen giver en blød og sensuel belysning. Det hele skaber det perfekte rum til afslapning og kig til havet, og på visse tider af året kan man fra terrassen se hvaler svømme forbi.

”Jeg har lært meget af dette projekt,” oplyser Mestre. ”Jeg lærte, at det er bedre at gå efter det rå frem for det perfekte.”

Tribull, klienten, står på den øverste terrasse og kigger ud over de spredte lys på bakken, der troner over det flotte hus. ”Manolo er en sand kunstner,” siger han atter.

Foto: James Silverman – Stylist: Julia Landgren