Efter i mange år at have lejet ferieboliger i Punta del Este i Uruguay besluttede Maria og John sig for, at det var tid til at bygge deres egen drømmebolig. ”Vi ønskede os en bolig, hvor vores to store familier kunne samles, og hvor vores børn, der er født og opvokset i Europa, kunne bevare og dyrke deres sydamerikanske rødder,” fortæller parret.
Da muligheden for at købe en sjælden, uforstyrret og ubebygget grund ved vandet opstod, vidste parret, at det var det perfekte sted at investere krop og sjæl i et udfordrende projekt: at integrere et hus i landskabet med respekt for naturen. Ejerne genkalder tankerne: ”Grunden var så uberørt og vild, at vi til at starte med var urolige for at gøre skade på den ved at bygge. Vi ønskede, at huset skulle være helt integreret i og samtidig vise respekt for dette smukke sted.”
Parret henvendte sig til den argentinske arkitekt Diego Montero, der i lang tid havde arbejdet i Uruguay og dermed kendte til landskabets kompleksiteter. ”Vi så desuden en designfilosofi og æstetik i hans arbejde, som vi kunne genkende i os selv,” tilføjer John.
- Fra husets tagterrasse ser man tydeligt havet og horisonten. I alt fire terrasser forstærker samspillet mellem huset og naturen.
- Mange af rummene i det enorme hus har håndvævede tæpper, der er fremstillet af lokale håndværkere.
- Soveværelse og tilhørende badeværelse. Specialfremstillede skabe i lapachotræ, lokal sort vægflise i skifer, gulv med varme i afpudset beton og bordplade i marmor fremstillet af sten fra lokalt brud.
- Udendørsområde. Lokalt piedra de campo-stengulv, specialfremstillet sofa og bord i lapachotræ med puder fra Sunbrella samt lanterner fra en lokal smed.
- Specialfremstillede sofaer med brasilianske tæpper, originale brasilianske lænestole fra No Sé, en lokal butik, specialfremstillet bord af genbrugt perobatræ af Julio Varela, specialfremstillet trefodslampe af lapachotræ af Laura Sanjurjo, grønne glasflasker fra Trading Post, en lokal butik, og jutetæppe fremstillet i Indien og fundet hos El Galpon, en lokal butik.
- Specialfremstillet seng i egetræ med sengegærde i læder af Julio Varela, sengetæppe i kaninskind fra en lokal butik og specialfremstillet læderstol med ramme i rustfrit stål af Gerardo Rodriguez.
- Det separate poolhus er designet i uruguaysk stil, der typisk byder på rene linjer og simple former
- ”Da muligheden for at købe en sjælden, uforstyrret og ubebygget grund ved vandet opstod, vidste parret, at det var det perfekte sted at investere krop og sjæl i et udfordrende projekt: at integrere et hus i landskabet med respekt for naturen”
180-graders betagende skønhed
Grunden på fem en halv hektar består af to niveauer, der er adskilt af et stejlt fald på syv meter. Prærieagtig foroven og klitbevoksning forneden, der alt sammen ender i en bred, hvid strand. Hovedhuset, der er placeret midt på bjergskråningen, byder på et fantastisk blik til den flotte strand og det uendelige ocean.
Når man nærmer sig huset fra bagsiden, ser man tydeligt havet og horisonten hen over huset. De fire terrasser forstærker yderligere samspillet mellem huset og haven. Husets design trækker naturen med indenfor og lokker samtidig gæster til at kigge ud på naturen.
Husets respekt for miljøet er ikke begrænset til æstetikken. Muren mod nord er begravet i skråningen, og det beskytter huset mod den intense sommersol og den resulterende opvarmning. Adskillige solceller samler dog energi til husets vandsystemer. Det forholdsvis smalle hus og terrasserne gør det let for havluften at nå huset og dermed assistere med nedkølingen.
Facaden består af skydelameller og isolerede glasdøre, hvilket giver mulighed for at kontrollere temperaturen på en naturlig måde. Lamellerne giver skygge udefra, når dørene er lukkede. Når de er åbne, kommer havluften gennem lamellerne, og de giver samtidig privatliv på soveværelserne. Tre kunstige søer leverer alt drikkevandet til ejendommen og kontrollerer samtidig afstrømningen fra den øverste have.
Et fleksibelt hus
Parret ønskede sig et helårshus, der levede op til både europæiske og amerikanske standarder for konstruktion og teknologi. Gulvet, den solopvarmede indendørs pool og flere ildsteder på ejendommen gør huset lige så indbydende om vinteren som om sommeren.
”Huset er bygget som et familiehus, men med ønsket om hyppige besøg fra den store familie skal huset have plads til op til 20 overnattende gæster, og det skal derfor være fleksibelt,” forklarer John.
Skydedøre og -paneler giver muligheden for at samle eller adskille forskellige dele af huset. Separate fløje til gæster og børn tilbyder alle grupper plads og ro. Poolhuset og strandhuset bruges som ad hoc-samlingssteder. Der er tale om selvstændige bygninger med opholdsrum, køkken og bad. Poolhusets ejendommelige spejlbassin, der rager ud over bjergkanten, gør det til et populært legeområde, men det er ligeledes oplagt til cocktailaftener med gæster i solnedgangen. Strandhuset ligger i en åbning mellem akacietræerne med kig til stranden og er ofte base, når familien besøger stranden.
Lokale materialer og æstetik
Ejerne ønskede, at huset skulle have et uruguaysk design, der typisk byder på rene linjer og simple former. Materialerne, der alle er handlet lokalt, består af formstøbt beton, glas, udskåret stål, lapachotræ fra Brasilien og piedra de campo, en brunlig overfladesten fra nærområdet. Hver gang det var muligt, købte parret lokalt eller fra regionen – hvilket vil sige Brasilien, Argentina og Chile.
Intentionen var at fremvise, hvad Uruguay er i stand til, og at alle kunstnere, håndværkere og materialer skulle være lokale. En heftig brug af hvid og cremetoner i samspil med varme jordfarvede toner dominerer farveskalaen – de hvide og cremefarvede, da de står godt til sol- og strandlivsstilen, og jordtonerne, da de står godt til landskabet og til selve materialerne.
Sunbrella har leveret stof til alle møbler, såvel inde som ude. Brugen af læder i gulvet i soveværelset og i strophåndtagene på skabe og skuffer er en hyldest til vigtigheden af kvæg og landbruget i regionen. De vævede tæpper i flere værelser er ligeledes fremstillet af lokale håndværkere.
De fleste af møblerne er skabt til huset. Mange af dem er store loungemøbler til hyggestunder med større grupper af venner og familie. Stilmæssigt er møblerne fremstillet med rene, lige linjer for øje, og de ledsages af klassiske og moderne samt rustikke møbler fra regionen.
Grimms eventyr
Eftersom det smukke landskab har givet inspiration til huset, er det kun retfærdigt, at parrets yndlingsrum er udendørs. Den centrale gårdhave er i sandhed husets hjerte. Den er det første, man ser, når man går ind i huset, og der er direkte adgang fra flere værelser. Gårdhaven er omringet af huset og er dermed beskyttet mod blæsten, men husets gennemsigtighed giver alligevel udsyn til havet.
Gårdhaven er det oplagte samlingssted til enhver lejlighed, fra frokoster over eftermiddagssamling til cocktails i solnedgangen og romantiske middage mv.
Designet af haven lagde parret i hænderne på den anerkendte chilenske landskabsarkitekt Juan Grimm. Grundens varierende terræn byder på hele tre unikke mikroklimaer: det store prærielandskab, den robuste klippeside og de sandede klitter. Som følge heraf har den øvre have en velplejet og parklignende atmosfære med snoede gang- og cykelstier. Tættere på huset skifter græsset fra det korte, velplejede til et længere og vildere udseende. Med beplantning på taget, de omkransende typiske bjergsideplanter og palmernes naturlige tilstedeværelse ser det næsten ud, som om huset kommer op af jorden.
Genskabte klipper
De små klippeområder ved siden af huset blev desværre medtagne i forbindelse med opførelsen af huset. De er imidlertid blevet nænsomt genskabt af Grimm med tre slags akacietræer, pampasgræs og andre naturlige arter.
Ikke alle planterne omkring huset kunne findes i lokale drivhuse, så de er nænsomt høstet i den lokale natur. Flere akacietræer og mere pampasgræs beskytter klitterne, der leder ned til stranden. En sti i træ skal forbinde hovedhuset og poolhuset med strandhuset. Den skal opføres til vinter og vil understrege følelsen af at have et naturreservat i den lavere beliggende have. Snoede stier og en rustik træbro binder alle punkter af ejendommen sammen.
”De store haver er noget af det smukkeste ved ejendommen, og vi nyder hvert sekund, vi tilbringer dér,” fortæller John. Vilacacia er det perfekte sted til at lukke øjnene, glemme tid og sted og nyde, hvad der stadig er et vildt stykke af kystlinjen.