Ole Wanschers møbler er i en kategori for sig. De udstråler eksklusivitet og et højt håndværksmæssigt niveau, og hans design fremstår som forfinede, skulpturelle objekter. Det gælder også Beak Chair med modelbetegnelsen OW124, som Carl Hansen & Søn nu føjer til sin kollektion af klassiske møbeldesign. Loungestolen, med den ekspressive silhuet og de markante armlæn, er et eksempel på, at Ole Wanscher altid udfordrede det muliges kunst.
Carl Hansen & Søn føjer endnu en stol til samlingen af Wanscher-møbler. Denne gang er det OW124, som Ole Wanscher designede i 1951. Den blev samme år vist på Snedkerlaugets Møbeludstilling. Stolen er et elegant eksempel på Ole Wanschers skulpturelle formgivning – ikke mindst i kraft af de meget specielle armlæn, der minder om et næb, og som således har inspireret til stolens kaldenavn: Beak Chair.
Beak Chair er et godt eksempel på, at Ole Wanscher havde en mesterlig indsigt i møbelfremstillingens teknikker og ikke veg tilbage for designmæssige eksperimenter. Netop de meget markante armlæn, der skyder sig frem i konstruktionen, kræver udsøgte materialer og forbilledligt håndværk. Stolens blødt svungne elementer er sat sammen uden synlige overgange i et organisk flow. Kun dækpropperne på siden af armlænene er synlige – en fin funktionel og dekorativ detalje, som fremstår som et fugleøje.
“Stolen er indbegrebet af Ole Wanschers lyst og evne til at udforske materialer og former. Armlænene svæver frit, og de er udformet så præcist og elegant, at de føjer sig naturligt til resten af stolens konstruktion. Her viser Ole Wanscher virkelig sin store materialeforståelse,” forklarer Knud Erik Hansen, direktør for Carl Hansen & Søn, der mener, at Beak Chair har sit helt eget unikke udtryk, som gør stolen lige så aktuel i dag, som ved præsentationen i 1951.
Ole Wanscher var igennem hele sin karriere inspireret af engelsk møbelkunst fra 1700-tallet, og han udviklede en lang række møbler med netop dette afsæt. Han dyrkede de spinkle dimensioner og de spændstige former, som man også genkender i Beak Chair. Ole Wanschers møbler er klassiske og gennemført moderne på én og samme tid – en kombination, det gør hans værker til efterspurgte samlerobjekter verden over. “Beak Chair passer perfekt ind i Carl Hansen & Søns kollektion af Wanscher-møbler, som også inkluderer hans Colonial serie, der er en af vores bedst sælgende møbelserier over hele verden. Vi har derfor en forventning om, at Beak Chair vil gøre endnu flere mennesker opmærksomme på Ole Wanschers helt særlige talent,” udtaler Knud Erik Hansen.
Carl Hansen & Søn har i tæt samarbejde med Ole Wanschers efterkommere genskabt Beak Chair efter de originale tegninger, og i den forbindelse supplerer Knud Erik Hansen: “Ole Wanscher var en meget dygtig og alsidig arkitekt, som skabte mange smukke møbler, som desværre ikke kom så bredt ud, som de uden tvivl fortjener. Carl Hansen & Søn vil nu præsentere Beak Chair og de øvrige Wanscher-design for verden via vores internationale salgsorganisation.”
Beak Chair fremstilles i eg, sortmalet eg eller valnød med polstring i stof eller læder – naturlige og bæredygtige materialer, der kan mikses og matches, så stolen tilpasser sig både moderne og klassiske miljøer – uanset om man er dedikeret Wanscher-entusiast eller blot ønsker at føje et skulpturelt og unikt møbel til indretningen.
OW124 er i butikkerne fra september 2017, koster fra 13.995 kr.