Hjorten, der giver evigt liv

I en tid, hvor vi dagligt bliver overdynget med hjerteskærende historier om krybskytteri og truede dyrearter, er det mærkeligt, at historien om milu-hjorten ikke er bedre kendt. Ikke mindst som inspiration til, hvordan vi mennesker gennem vilje og handlekraft kan redde de truede arter.

Det er de færreste herhjemme, der har hørt om den kinesiske milu-hjort. Nogen vil måske kende den under navnet Père David-hjorten efter den franske præst Armand David, der i 1866 bragte nogle kadavere fra Kina til Europa. Arten blev i Paris klassificeret samt opkaldt efter præsten, men på dansk siger vi bare kort og godt ’Davids Hjort’.

Fra 1866 og nogle årtier frem blev der stjålet enkelte levende hjorte fra det kejserlige jagthegn i Peking og smuglet videre til Europa, hvor racen blev solgt til en lang række zoologiske haver som en slags kuriosa. Det skulle vise sig at sikre artens overlevelse. Omkring 1900 var der nemlig blot 18 milu-hjorte tilbage i hele verden fordelt på en række europæiske dyreparker og zoologiske haver.

Den 11. greve af Bedford tog da sagen i egen hånd. Han var formand for det Zoologiske Selskab i Storbritannien, og i slægtens ældgamle hjortehegn havde han og hans forfædre sat en ære i at holde bestande af mere eller mindre eksotiske hjortearter. Greven var selvfølgelig bekendt med den kinesiske hjort og dens tilsyneladende sikre skæbne om at blive udslettet, men takket være hans indsats blev historien ændret.

Fra kejserlig spise til krigskost

Greven påbegyndte nemlig et kapløb med tiden ved at opkøbe de tilbagevarende milu-hjorte og få dem transporteret til Woburn Abbey, som havde været den adelige families residens siden 1571. De første to hjorte kom fra Le Jardin d’Acclimatation i Paris i 1894 og de sidste to fra den zoologiske have i Berlin i 1901. Derefter begyndte et ualmindeligt vellykket avlsprogram, hvor greven formåede at fremavle en bæredygtig bestand ud af de blot 11 individer, der var i stand til at formere sig. Heldigvis viste arten sig at være resistent over for indavl, men i betragtning af at levealderen for en milu-hjort kun er omkring 18 år, var det i sidste øjeblik, at greven gik i aktion.

Både under 1. og 2. verdenskrig var der et stort offentligt krav om, at milu-hjortene skulle på spisesedlen, men det lykkedes for greven at beskytte den stadig meget svage bestand. I midten af det 20. århundrede var der oprettet flere bestande uden for Woburn Abbey, og i dag er hjorten faktisk endt på spisesedlen flere steder i England, da antallet skal reguleres.

Det evige livs kød

Grunden til, at hjorten blev endeligt udryddet i Kina, var en anden krig, nemlig bokseropstanden i Kina. Under opstanden blev det kejserlige jagthegn i Nanyuan Royal ødelagt, og inden for kort tid blev Kinas sidste bestand af milu-hjorte spist. Arten havde for længst været udryddet i den øvrige del af landet, men en stor bestand var blevet gemt væk som en nærmest mytologisk hemmelighed af kejseren, idet dens kød ansås for at kunne give evigt liv.

Intet har ændret sig siden den gang, og krige samt væbnede konflikter er den dag i dag den største trussel for mange arter, lige fra vilde geder og får i Afghanistans bjerge til elefanterne i de centralafrikanske skove. Det faktum glemmer vi ofte i debatten om, hvordan vi sikrer artsrigdommen. Fred og stabilitet er en af de største forudsætninger for arternes overlevelse.

Genopstandelsen

Den 13. greve af Bedford havde fra barnsben lovet sig selv, at han en dag skulle genrejse milu-hjorten i Kina, og muligheden kom i 1983, da den kinesiske regering henvendte sig til greven for at finde ud af, hvordan arten kunne reintroduceres.

Der var kun to parter i dette forehavende, greven og de kinesiske myndigheder – både nationalt og lokalt. WWF krediteres ofte fejlagtigt for at stå bag det store arbejde med at genintroducere arten i Kina, men personen bag hele operationen var briten Maria Boyd, som i 1984 tog til Kina for at koordinere arbejdet. Det tog næsten to år, men i 1985 kunne bestanden lukkes ud, hvor det sidste kinesiske eksemplar var blevet skudt næsten 85 år tidligere. Dermed var milu-hjorten genopstået af asken som en anden Phønix.

Maria Boyd er stadig meget engageret i milu-projekterne i Kina, og sidste år blev der holdt 30-årsjubilæum for artens genintroduktion. Der er også en forhåbning om, at arten bliver taget af IUCN Red List over truede dyrearter.

Fra Woburn Abbey er hjorten blevet flyttet til en lang række hegn i Storbritannien og Nordamerika, og i dag er bestanden anslået til at være på 4.000 individer på verdensplan. Den eneste vilde bestand findes i Kina, hvor 600 individer er fordelt på mindre bestande i Hubei- og Hunan-provinserne.

For mere information: www.woburnabbey.co.uk