Det er ikke kun i fodboldens verden, Barcelona skiller sig ud. Denne fantastiske lejlighed forener en afroinspireret stil med det moderne som et symbol på byens pulserende metropolliv.
En bred palet af unikke materialer tilfører integritet og autenticitet til alle rum i denne storslåede lejlighed midt i Barcelona. Det rå træ og de rene naturmaterialer mikses med metaller, ruskind og skinnende hightech-overflader, hvilket på alle måder giver en enestående oplevelse.
Den store lejlighed ligger centralt på Passeig de Gràcia i et nyopført lejlighedskompleks med en hel etage for sig selv. Den bruges både som storbyoase og som familiens hjem. Rummene bruges praktisk og effektivt med en optimal udnyttelse af de mange kvadratmeter. Tanken bag interiøret, arkitekturen og designet har været at have det store, åbne rum som det centrale samlingspunkt i lejligheden. Den urbane og åbne levemåde flettes sammen med muligheden for privatliv – også fra de nærliggende bygninger.
Hvert rum har sin egen sjæl og identitet, men den røde tråd i alle rum er smukke strukturer i forening med såvel polerede som rå materialer. Farvet egetræ, specialdesignede messingskærme, moderne beklædte eller lakerede paneler og træværk giver lejlighedens fremtoning et ensartet og utrolig smagfuldt udtryk.
Maskuline farver
Rummene er minimalistiske i deres udtryk, men med en nutidig stemning af liv og by med både feminine og maskuline undertoner. Møbleringen er et sammensat miks af omhyggeligt udvalgte ting i kombination med personlige kunstværker fra ejerens farvestrålende kunstsamling. ”Vi ønskede at skabe en intim og varm stil med masser af personlighed, ligesom man kan finde i highend-butikkers interiør,” oplyser Mark Rielly, der har været projektleder for det ansvarlige arkitektfirma ARRCC.
Ejerens store kunstsamling med stærke og farverige malerier giver kontraster til det øvrige materiale- og interiørvalg i lejligheden. Maskuline farver og mørke træsorter giver associationer til en afrikansk stil, hvilket passer perfekt til ejerens vestafrikanske aner. ”For at bygge videre på denne stemning tog vi en afslappet tilgang til former og faconer. Vi tilføjede f.eks. draperede lædersofaer, små stilleben og detaljer som det store antikke sofabord. Det centrale rum, der både indeholder entré, spisestue, stue og køkken, har den mest fantastiske, specialdesignede rumdeler i messing. Dens skulpturelle og svævende ’vægge’ er inspireret af afrikanske mønstre og har udskårne trekanter med lyseffekter. Rumdeleren laver en smuk og kontrastfyldt, men også synlig deling af stuens to arealer, samtidig med at den tilfører noget internationalt og unikt til lejligheden,” tilføjer Rielly.
Dristigt design
Træloftet går ned bag spisebordet og i ét med trægulvet, hvilket giver en smuk visuel effekt. Desuden gav det ARRCC mulighed for at fremhæve et af ejerens vigtigste kunstværker bag spisebordet, hvilket giver et naturligt fokusområde i det store, åbne opholdsrum.
Spisebordet i blankt kulfiber ligner et gigantisk surfboard og står som en stærk kontrast til alle træelementerne. OKHA-vaserne er skabt af glaspuster David Reade og udgør sammen med den gigantiske, juvellignende lysekrone to feminine elementer i rummet.
I master bedroom er de brune nuancer stadig i centrum sammen med de geometriske væglamper og det dragende maleri i gule toner. Igen kombineres metaller og træ. Rammen på sengen er i fed læder, og de lette gardiner giver en let kontrast til de mørke nuancer og et sammenhængende flow i rummet. Det store badeværelse er beklædt med Antolini-marmorfliser med messing lagt ind i stedet for fuger. Det store spejl er på samme måde elegant integreret i messing, hvilket både er meget dristigt og rent visuelt giver et vægtløst billede og udtryk. Rummet emmer af ro i et tidløst design.
Venetiansk stil
Det usædvanlige køkken har strømlinede elementer i træ og smukke natursten på gulvet. Det er enkelt uden overskabe og smukt tilpasset resten af det store rum. I hjørnet er der store søjler i venetiansk stil. Intet er overladt til fantasien, og ikke en eneste pynteting står fremme. I sofaområdet er der bygget et stort ildsted i afrikansk stil, men et stort TV har trods alt fået lov til at være en del af rummet og udsmykningen.
Den store tagterrasse giver mulighed for at søge tilflugt fra Barcelonas storbyhede. At den så også er ideel til alskens hygge og underholdning med venner og familie, er noget helt andet. De specialdesignende baldakiner ser helt skulpturelle ud, men tager den værste sol og fungerer også som afskærmning for andre huse. De er inspireret af træalléen på Passeig de Gràcia og giver en fornemmelse af, at alle ikke bare kan se ind på terrassen.
Kreative løsninger
Tagterrassen er desuden fyldt med smukke blomster, buskbom og oliventræer. Ved den store bar genspejler røgfarvet spejl alt det grønne, hvilket både giver ekstra effekt og større rumfornemmelse. ”Vi blev nødt til at tænke anderledes og kreativt med den centrale gårdsplads, da den er sekskantet. Vores løsning var med denne lidt specielle facon at åbne designet og lade elementer i samme stil gå igen i hele lejligheden, så vi fik samlet det hele,” forklarer Jon Case, der er direktør for ARRCC.
Den vestafrikanske ejer af lejligheden valgte personligt at bruge dette arkitektfirma med domicil i Cape Town til renoveringen. Når man ser denne lejlighed, forstår man godt hvorfor. Den internationale stil med fokus på selv den mindste detalje tilhører boligernes Champions League, og derfor er der allerede aftalt nye ’kampe’ mellem de to aktører.