Hun er frontkvinden i Danmarks største musiksucces nogensinde, men hun er også hustru og mor, skuespiller, snart musicalstjerne og altid nordmand helt ind til benet. Vi har mødt Lene Nystrøm til en snak om den norske vildmark, om at kaste sig selv for løverne, om at omfavne sine dårlige sider og om kærligheden til en gammel Ford Mustang

FOTO: Ulrik Jantzen

”Jeg er sikker på, jeg skulle have levet i 1960’erne,” udbryder Lene Nystrøm, da snakken kort inde i interviewet falder på hendes åbne Ford Mustang. Der er umiddelbart ikke meget Marilyn Monroe over hendes sorte læderstøvler, de gothagtige fingerringe og tatoveringen på undersiden af håndleddet. Nærmere en rebelsk Steve McQueen, om man vil. Men Lenes stemme er mild og imødekommende med en herlig norsk kant på ordene, og hun tager venligt solbrillerne af, så man kan fornemme i de rolige øjne, at hvis der engang var en rebel inde bagved, så har den da i hvert fald fundet ro for en stund.
”Jeg har altid ønsket mig sådan en gammel cabriolet, og når jeg kører rundt i den, har jeg følelsen af at være en del af den tid. Jeg kan bedst lide at køre rundt helt alene med min hund. Lyden af motoren, når man ligger ude på landevejen, det hele er ren yoga for mig. Jeg kan pudse og polere bilen, men jeg kan ikke det mekaniske så godt endnu,” smiler hun. ”Men jeg vil gerne lære det. Det er så nemt at sætte andre til noget.”
Den røde sportsvogn med de blanke hjul og den hvide kaleche fik hun foræret af manden, Søren, på sin 40-årsfødselsdag. Søren, med efternavnet Rasted, var ligesom Lene en del af Aqua, den ubetinget største danske musiksucces til dato, og da bandet gik i opløsning i 2001, blev Lene og Søren gift, fik børnene India og Billy og slog sig ned på et landsted ved Birkerød.

Behovet for naturen

Birkerød er en skarp kontrast til det vilde liv i de sene 90’ere, hvor Aqua turnerede hele verden rundt som vaskeægte superstjerner. Men Lene Nystrøm er født i Norge, opvokset i en lille landsby ved bunden af de norske fjelde og opdraget i et hjem med violin og klaver.
Naturen betyder mere for hende, end man lige skulle tro. ”Naturen var en kæmpe del af min opvækst,” fortæller hun. ”Om sommeren sejlede vi på søerne, og om vinteren kom snescooteren og lavede langrendsspor til skiene. Min mor var god til at skubbe mig ud ad døren uanset vejret, og sådan noget styrker et barn på en rigtig fin måde. Det samme forsøger jeg at putte over i mine egne børn. Generelt synes jeg, at vi mennesker fjerner os mere og mere fra det, vi kommer fra. Jeg har ikke boet i Norge i mange år, men landet og dets natur ligger stadig i blodet på mig. Jeg ser måske skønheden i naturen på en anden måde end andre. Nogle gange har jeg brug for at komme op på en fjeldtop og føle mig lille og ydmyg. Naturen i Norge er så anderledes end herhjemme. Den er så vild og så ren. Mindst én gang om året tager vi på en tur, hvor vi bor i en hytte, vandrer rundt i fjeldene eller sejler rundt på fjorden og fisker og laver andre basale ting. Børnene elsker det. Jeg prøver at integrere dem, så de også kan vokse op med det, jeg gjorde, og forstå, hvad mor er lavet af.”

Elsker stilheden

Bjergene er knap så høje i Nordsjælland som i Norge, men Lene valgte alligevel Danmark som base, da hun og Søren skulle slå rødder efter syv år i en tourbus. Her bor de så, mellem træer og søer, med et par hunde og nogle heste, som ganske vist ikke er deres egne, men som giver et hyggeligt selskab.
”Jeg elsker stilheden heroppe. Det kan lyde fuldstændig crazy, når man tænker på, hvad vi foretog os i de syv år, vi rejste rundt med bandet, men jeg har faktisk måttet lære mig selv at være social. Jeg var den af os fire, som gik først hjem. Det har altid været meget hektisk på vores ture. Mange oplevelser, mange mennesker og rigtig mange fester. Jeg har altid haft behov for den her tid for mig selv, og det har nok også noget at gøre med den måde, jeg er vokset op. Som barn elskede jeg at gå rundt i skoven og lege indianer, så det med stilheden og det med at være alene med sine tanker er ret vigtigt for mig. Nogle gange tager jeg til Norge uden Søren og børnene. Jeg har nogle gode venner deroppe, og så har jeg min norske manager, som jeg ofte besøger, og så sidder vi og drikker rødvin og snakker til langt ud på natten,” fortæller Lene.

Tromlet ned i Norge

Manageren hedder Ole, og ham mødte Lene efter Aqua-tiden. ”Drømme stopper jo ikke, og vi har vel allesammen lyst til at skabe noget helt selv. Efter at børnene kom, syntes jeg, at det var på tide at sætte gang i det, som jeg altid havde haft lyst til, og det var skuespil. Det er, som om der sker noget med én, når man får børn. Man bliver stærkere, og man får kampgejst,” forklarer Lene. ”Jeg mødte Ole gennem en kontakt, og det var kærlighed ved første blik, altså rent venskabsmæssigt. Han spurgte mig, hvad jeg havde lyst til at lave, og så fortalte jeg ham, at jeg var begyndt at få så ondt i maven, hver gang jeg skulle hjem til Norge. Når man er kendt, bliver man hevet op og tromlet ned igen på forsiden af aviserne, og da det skete i Norge, gjorde det ekstra ondt. Så jeg begyndte at gøre mig mere tilgængelig i Norge. Jeg kastede mig selv for løverne, kan du sige, men det var åbenbart dét, der skulle til. Jeg lavede ni film, hvoraf de seks var norske krimifilm, og det skal jeg i gang med igen. Jeg har også lavet en del TV-shows, og det skal jeg så ikke lave igen lige foreløbig. Det er megasjovt, men du har et kamera i hovedet hele tiden, og det er hårdt arbejde. Jeg sagde ja til at være med i den norske udgave af ’Toppen af Poppen’, og det var en fantastisk oplevelse. Man går endnu tættere på i den norske udgave, og det var første gang, jeg gav nordmændene mulighed for at lære mig at kende og opdage, at jeg er et menneske, som ikke har så nemt ved at styre mine følelser, som de fleste måske tror. Jeg fik så meget kærlighed og så meget varme efter den udsendelse.”

Gennembrud på film

Det helt store gennembrud som skuespiller kom i den danske spillefilm ’Fri os fra det onde’, hvor instruktøren Ole Bornedal efter en intensiv casting gav Lene Nystrøm rollen som den ene halvdel af et lykkeligt ægtepar, der vender hjem til mandens umiddelbart fredsommelige og idylliske fødeby i den jyske provins. Snart får byens folk set sig onde på den lille familie, og ondskaben topper, da Lene Nystrøms karakter på et tidspunkt når at gemme sine børn i skoven, før hun selv bliver brutalt voldtaget af tre mænd i en yderst realistisk scene.
”Jeg sagde til de mandlige skuespillere, at de skulle tage ordentligt fat, så voldtægten blev så troværdig som muligt,” forklarer hun. ”Det var enormt grænseoverskridende, og der var en underlig stemning på settet, fordi alle var så omsorgsfulde, hvilket blot forstærkede følelsen. Jeg var virkelig stolt over min præstation, selvom det var meget mærkeligt at have min far og Søren med til premieren. Filmen gjorde det faktisk ikke så godt i Danmark. Den gjorde det bedre i lande som Frankrig, hvor man har en mere naturlig tilgang til det mørke og melankolske. Filmen pegede fingre ad nogle bestemte samfundslag, og nogle gange kan sandheden gøre ondt,” siger Lene.

Passionen i Aqua

Vi sidder på kanten af den lille å, som snor sig gennem Frederiksberg Have. Med ryggen op mod et simpelt rækværk og to kopper to-go-kaffe mellem os. Det er hverken d’Angleterre eller Café Victor, selvom formuen efter at have været en del af Danmarks største band utvivlsomt giver Lene Nystrøm rige muligheder for at marinere hverdagen i luksus. Men det var Lenes eget forslag, at vi skulle mødes i parken. Hun fortæller, at hele familien netop har holdt ferie på Bornholm, og når vi er færdige med at snakke, skal hun ind i byen og hente ungerne og sin far, for så går det nordpå til en weekend i telt i den vilde, norske ødemark. Deres helt egen lille familieturné, mens far er på spillejob med sit band – Hej Matematik.
”Jeg tror ikke, jeg havde været det samme menneske, hvis jeg ikke havde fået den opdragelse, som jeg har fået,” siger hun. ”Jeg har oplevet, at man flere steder i verden har det her særlige syn på skandinaviske kunstnere, at vi har et tungt anker. At vi har en blødere platform, og at vi ikke bare kan komme hjem og være rockstjerner. Alle har brug for at lande, hvis de ikke skal miste sig selv. Hvis man prøver at løbe væk fra sine rødder, tror jeg, man crasher. Uanset hvor store vi var i Aqua, har jeg aldrig kunnet komme hjem og spille smart over for min mor. Jeg skulle stadig opføre mig ordentligt. Vi har været opmærksomme på, at vi skulle passe vores arbejde og gøre det godt. Det, som vi skabte, det var vores. Vi var ikke en gruppe, som var blevet sat sammen. Vi havde en finger med i alt, og vi havde passionen med os. Vi kæmpede for det, opførte os ordentligt, stillede til interviews klokken otte om morgenen og så videre. Og så havde vi gode mennesker omkring os. Jeg har set mange eksempler på bands, som har fungeret rigtig dårligt, fordi de har haft mennesker omkring sig, som er større stjerner end dem selv. Så bliver det også hårdere at lande igen, når tiden pludselig er ovre.”

Glamourøs diva

Skuespillet har været sat på standby, men nu er Lene Nystrøm begyndt at gå til castings igen. Hun forbereder sig i øjeblikket på sin rolle i Broadway-musicalen ’Hairspray’, som får premiere i Tivoli til januar, og hvor hun sammen med Julie Zangenberg spiller mor og datter.
”Det er første gang, jeg skal spille med i en musical, så jeg gruer helt vildt. Men det skal nok blive sjovt. Jeg har altid haft de mere bløde roller, men her skal jeg spille skurken, og det glæder jeg mig til. Nogle gange skal man have en ny udfordring. Jeg skal danse og synge i tre måneder, og det bliver fuldstændig vildt hårdt, men så må Søren tage over derhjemme,” lyder det fra Lene, som til en afveksling springer ud som glamourøs diva med pels og glimmer.
Hun plejer ellers at fremføre et lidt mere råt look, når hun står på scenen med Aqua-drengene iført kostumer af rigeligt lak og læder. ”På scenen har jeg altid elsket at lege med mit udseende, og jeg holder aldrig op med at synes, at det er megasjovt at provokere,” fortæller hun. ”Men det handler også om, at jeg skal føle mig stærk, når jeg går på scenen. Det handler om at iføre sig noget, hvor ingen er i tvivl om, at du er rockstjerne, som i … fuck, hvor er jeg stærk,” udbryder hun og griner.

Livet handler om smerte

Men hvorfor det mørke og dunkle? Er der i virkeligheden en rebel i det norske naturmenneske, som higer efter at komme til udtryk? ”If you kill all my demons, you will kill my angels too,” er Lene Nystrøm citeret for at sige. Hun erkender, at hun har et voldsomt temperament. Hun kan blive vildt begejstret, men hun kan også ryge helt op i det røde felt.
”Det hele handler jo om harmoni. Vi har allesammen vores mørke sider, og jeg tror, det handler om at acceptere dem og finde en balance. At det ene ikke kan være der uden det andet. Først da jeg fyldte 30, begyndte jeg for alvor at finde ud af, hvem jeg var. I stedet for at slås med mig selv, begyndte jeg at omfavne mig og sige, at det er helt okay også at have dårlige sider. Jeg tror, at det er ret vigtigt, at man er åben omkring det. At man ikke prøver at være et perfekt billede. Når man ikke er vokset op med Instagram og Facebook og den dér ydre perfekthed, som alle dyrker i dag, så kan man måske – synes jeg i hvert fald – føle trang til at vise sig som et menneske og ikke et profileret menneske. At man taler om nogle ting, som andre godt kan sætte sig ind i og forstå. Jeg er ikke bange for smerten, jeg er ikke bange for at mærke de dårlige følelser. Livet handler jo også om smerte. Du kan ikke undgå den,” siger Lene og læner hovedet tilbage og lader ansigtet bage i solen. ”Lige nu arbejder jeg med at få mit selvværd op at stå igen. Jeg tror, at alles selvværd i denne branche fiser op og ned. Kreative mennesker, som får opmærksomhed, de kan virkelig have nogle bølger. Det er faktisk sundt, tror jeg, men lige nu skal jeg have det op at stå igen.”

Nej til realityshows

Lene Nystrøm erkender, at hun er sær, men at hun faktisk godt kan lide at være sær. At hun kan blive lige så hidsig, som hun kan blive rørt, og at hun desværre nok heller ikke er den nemmeste at leve sammen med. ”Jeg håber, at folk synes om, at jeg ikke prøver at pynte på det. Der er så mange unge mennesker, som drømmer om at blive kendte, men de har ingen anelse om, hvad det indebærer. Derfor synes jeg, det er ærligt at sige, at ikke alt er så lyserødt og glamourøst. Der er stadig et menneske inde bagved.”
Selvom Lene Nystrøm i den grad har været med til at udvikle en hel generation af unge, synes hun alligevel, at verden på nogle områder er ved at gå af lave. ”Facebook og Instagram, fint nok. Men realityshows, altså, hold nu kæft. Jeg kan ikke holde det ud. Det stopper jo aldrig, det kommer bare længere og længere ud. Der må komme et tidspunkt, hvor de fortryder, og så tænker jeg især på de forældre, som skal sidde og se på det. Hvis det var min datter, havde jeg låst hende inde, til hun havde ombestemt sig. Det vil aldrig ske. Aldrig nogensinde.”

Fortryder intet

Og hvad så med fremtiden på lidt længere sigt? ”Jeg har ingen idé,” griner Lene Nystrøm. ”Det lyder måske lidt mærkeligt, men på mange måder har jeg det, som om jeg er kommet i 20’erne igen. Jeg har fået lyst til at gøre alle de ting, jeg aldrig fik gjort, fordi det gik så stærkt, da vi havde bandet. Jeg har fået lyst til at rejse igen. At backpacke og tage på drengeture med min far. Sidste år var vi i Peru, og i år talte vi om at tage til Kirgisistan. Det er lidt som at have en 16-årigs nysgerrighed og erfaringen fra en 80-årig,” siger hun og holder så en kort tænkepause.
”Men mine grundlæggende værdier som menneske har ikke ændret sig, og det er jeg taknemmelig for. Jeg kunne være gået helt til grunde. Jeg fortryder intet af det, jeg har lavet, men jeg er til gengæld sikker på, at hvis ikke jeg var vokset op i et hjem med så sunde værdier og så sund en opdragelse, ville jeg have været en helt anden person i dag.”