L.A. Media udgiver nogle af Danmarks stærkeste medier med magasinet Luxury Aficionados i spidsen. Vi udvikler vores virksomhed og øger aktivitetsniveauet i 2017, og søger derfor en Key Account Manager.

Kan du tænke dig at arbejde med Danmarks førende luksusannoncører indenfor bil-, bolig-, møbel-, design-, mode-, ur-, smykke- og skønhedsbranchen, så har vi jobbet til dig.

Til at understøtte vores vækststrategi på print og digitalt, skal vi bruge en ambitiøs Key Account Manager. Du vil få din egen attraktive kundeportefølje bestående af gode, faste kunder og nye, relevante kundeemner.  Lønnen er attraktiv og pakken vil bestå af fast løn + provisioner og bonus.

Vi forestiller os at du er en dynamisk person, der elsker at sælge og som ikke er bange for at tage kontakt til andre mennesker. Du har en udpræget positiv indstilling til nye udfordringer, og vil via dit job kunne se muligheden for at hjælpe dine kunder til at få endnu mere succes.

Selve salgsindsatsen foregår indledningsvis via telefonen, men du skal også være parat til at møde kunderne ved arrangementer og ikke mindst kundemøder. Det er derfor vigtigt, at du er i stand til at diskutere kundernes markedsmæssige udfordringer på et professionelt plan.

Du skal være præsentabel og velformuleret i skrift og tale. Gode IT-færdigheder på brugerniveau, når det gælder Officepakken er et must, og du skal have lyst til at tale med mennesker. Erfaring fra salg af annoncer er en fordel, men ikke et krav, da oplæring vil finde sted. Du vil få kontorsted i centrum af København, og bliver en del af et dynamisk team på 10 kolleger. Du skal starte hurtigst muligt, men vi venter gerne på den rette person.

Mener du, at du er vores nye key account, så send en kortfattet ansøgning bilagt CV, og skriv hvorfor vi lige netop skal ansætte dig. Du er også meget velkommen til at ringe og sælge dig selv!

Yderligere oplysninger fås hos adm. direktør og chefredaktør Per Ingdal, mobil 2090 1030.

Din ansøgning mrk. KEY ACCONUT vedlagt relevante bilag skal inden den 20. januar 2017 sendes til:

job@luxuryaficionados.com

L.A. Media ApS er Danmarks førende udgiver af magasiner rettet mod luksussegmentet. Foruden magasinet Luxury Aficionados, det digitale medie luxuryaficionados.com og de tilhørende sociale medieprofiler på facebook og Instagram, udgiver forlaget de selektivt postdistribuerede magasiner STATUS og LEISURE i samarbejde med Politikens Lokalaviser A/S. L.A. Media ApS har en portefølje af medier, der enkeltvis er placeret stærkt i markedet, og samlet udgør en attraktivt pakke til vores annoncører.