I Vestjylland er der ikke meget kaos over destilleriet Stauning, der leverer verdensklassewhisky. Vores cocktail ambassadør Jannick Gram har valgt at mikse cocktails med udgangspunkt i to af Staunings whiskyer, der kan sætte fut i enhver weekend.
Min sæson er startet rigtig, rigtig godt, især fordi mine venner fra Stauning Whisky har introduceret den fabelagtige Smoke som kollega til deres berømte Rye – og de smager altså bare begge fantastisk. Stauning har altid på mesterlig vis formået at fortælle sin smukke historie om ni venner, der med en fælles passion for whisky overtog et nedlagt landbrug i den lille vestjyske by Stauning midt mellem Esbjerg og Holstebro. Her, 15 år senere, har de slået et verdensklasse-destilleri op, og stedet er en så smuk og enestående attraktion, at et besøg må anbefales på det kraftigste.

I 2018 åbnede det unikke destilleri, som er lavet med glas, metal, træ, kobber og flammer. Indenfor kan tælles hele 24 kobberkedler, hvilket er noget usædvanligt for et destilleri – og ikke mindst, når det ligger 5 km vest for Skjern! Her produceres der årligt 80.000 liter whisky, og skulle du være mere nysgerrig, så tilbyder Stauning en rundvisning, som kan bookes på deres hjemmeside.
Den gode historie i de to unikke produkter, som i øvrigt kommer i yderst lækkert designede flasker, forsøger jeg her at fortælle videre gennem dejlige cocktails.

Staunings Kick
50 ml Stauning Rye
2 rosmarinstilke
10 ml friskpresset lime
80 ml ginger beer
Fremgangsmetode:
Gnid den ene rosmarinstilk på indersiden af et highball-glas, indtil aromaen har fyldt glasset. Byg øvrige ingredienser i glasset over is, og rør rundt, pynt, og servér.
Pynt:
Rosmarinstilk.
Bonusinfo:
Denne drink er så dejlig simpel, og de søde noter fra ginger beer, det syrlige fra lime samt det krydrede fra rosmarinen binder smukt Stauning Ryes udtryk af frugt og rugbrød sammen i et elegant og smooth smagsunivers.
Unikt flaskedesign
I 2021 modtog Stauning prisen som Brand Innovator of the Year ved whiskybranchens årlige prisfest Icons of Whisky for sit innovative design af flasker. Oplevelsen ved at betragte flaskerne går hånd i hånd med dråberne, når de rammer smagsløgene.

Smokey Tartufo
60 ml Stauning Smoke
15 ml trøffelhonning
25 ml friskpresset citronjuice
1 hel frisk æggehvide
Fremgangsmetode:
Shake alle ingredienserne, først uden, dernæst med masser af is (for at skabe den lækre skum). Si indholdet over afkølede rocks-glas med is, pynt, og servér.
Pynt:
Friskrevet tonkabønne og vild lyng.
Bonusinfo:
Smoke er et let røget resultat af Staunings helt egen New Nordic-whisky-filosofi, som bruger de lokale vestjyske råvarer (terroir). Den filosofi gjorde, at Jim Murray – den verdensberømte anmelder og forfatter til The Whisky Bible– ved smagen af de første spæde dråber udråbte Stauning til én af verdens bedste single malts. Smoke er let røget, sommerlig og sanseudvidende, og det kræver nogle kraftige luksusingredienser at fortolke.