Så er årets første store urnyheder sluppet ud. Den store SIHH-messe i Schweiz bød på spirende optimisme og spændende nyheder fra 30 producenter i den dyre ende. Her præsenterer vi dig for vores favoritter i det eksklusive felt.

Urbranchen har været igennem lidt af hvert i de senere år, hvor blodrøde bund- og eksporttal, der gik tocifrede procenter ned i 2016, har været platte du jour hos producenterne af mikromekanik. Men nu synes bunden at være nået, og der var spirende optimisme at spore i de interviews, jeg lavede under årets første urmesse, Salon International de la Haute Horlogerie – SIHH – i Genève.

De umiddelbare reaktioner er tydelige. Mange nyheder er stadig præget af forsigtighed med klassisk design og et minimum af funktioner ud over tid og dato. Nogle producenter viser dog horologiske muskler og har sat udviklingen i det ambitiøse gear – eksempelvis A. Lange & Söhne – mens andre viser styrke ved at minde om en årelang produktionshistorie – eksempelvis Audemars Piguet – og andre igen overrasker ved at knytte sig til bilsporten som f.eks. Montblanc. Her kan du se, hvem der fortjener lidt ekstra opmærksomhed.

Drive de Cartier Extra-Flat
Cartier udvider kollektion af det to år gamle Drive de Cartier, der har vist sig at være en stor succes hos det mandlige publikum. Udvidelsen betyder dog ikke, at de nye Drive-modeller følger trenden og er blevet større; tværtimod er de med en diameter på 39 mm et par mm mindre, hvilket i undertegnedes øjne blot gør dem endnu mere tiltrækkende. Det gælder ikke mindst versionen af rødguld, der smyger sig om armen, når den eksklusive alligatorrem lukkes med foldespændet, der ligeledes er af rødguld. Den høje bærekomfort forstærkes af urets slanke kasse, der måler sølle 6,6 mm i højden. Det slanke design betyder, at nyheden kan komme under selv den strammeste skjortemanchet. Prisen er oplyst til ca. 105.000 kr.

A. Lange & Söhne Tourbograph Perpetual ’Pour le Mérite’
Dette tyske urfirma hører i undertegnedes øjne til den absolutte horologiske elite og beviser dette med lanceringen af sit femte masterpiece, Tourbograph Perpetual ’Pour le Mérite’. Her er der ikke blot tale om et ur med mekanisk evighedskalender, kronograf og tourbillon. A. Lange & Söhne mestrer genren på sin helt egen måde, hvor traditionerne dikterer design, produktion, samling og ikke mindst dekorering af det imponerende værk, kaliber L133.1, der indeholder ikke færre end 684 separate dele. Glem alt om automatiseret masseproduktion eller robotter. Hos A. Lange & Söhne er det nemlig erfarne menneskehænder, der så at sige driver værket. På trods af de mange funktioner holder uret en diameter på 43 mm og er – som alle andre ure fra mærket – lavet af ædelmetal, i dette tilfælde platin. Modellen er limiteret til 50 styk og koster ca. 3,6 mio. kr.

Audemars Piguet Royal Oak Ultra-Thin Ref. 15202
Et af de sidste familieejede urfirmaer i Schweiz hedder Audemars Piguet og er mest kendt for sit Royal Oak, der i 1972 var epokegørende med sin integrerede lænke og et slankt design. Den nye version i ’yellow gold’ er lige så epokegørende. I mange år har rød- og pinkguld været en populær guldlegering, men Audemars Piguet hylder fortiden med denne lysere guldlegering, der kan fejre 40 år, idet Royal Oak først blev præsenteret i yellow guld i 1977. Den nye version lægger sig både i form, størrelse og rent værkmæssigt direkte op ad originalen fra 1972, hvilket vil være et sikkert hit blandt hardcore Royal Oak-fans. Spørgsmålet er så bare, hvor mange af disse fans der har råd til at købe uret, der introduceres til en pris på ca. 382.000 kr. Men så kan man til gengæld også vælge mellem guldfarvet eller blå skive.

H. Moser & Cie Heritage Perpetual Moon
I de seneste par år har SIHH dedikeret en afdeling til mindre, selvstændige urfirmaer. Her finder man ofte spændende nyheder, som f.eks. de ure, der kommer fra det lille schweiziske firma H. Moser & Cie. Alle værker er 100 procent designet, produceret og dekoreret inhouse. Heritage Perpetual Moon er en nyhed, der designmæssigt lægger sig mere op ad lomme- end armbåndsure og tilbyder AM/PM via den lille centrale viser, der kører en omgang rundt om skiven i løbet af 24 timer. Den markante månefase, der først skal reguleres om 1.027 år (!!), er placeret nederst på den smukke, hvide Grand Feu-emaljeskive. Diameteren er 42 mm, mens prisen er ca. en halv mio. kr.

Panerai Luminor Submersible 1950 3 Days Bronzo
Som leverandør af store ure til de italienske kampdykkere under anden verdenskrig har Panerai slået sig fast som et urfirma, der kan lave store og vandtætte ure. Desuden var det italienske mærke en af pionererne, da bronze gjorde sin entré i den tikkende verden. I 2017 gentager Panerai succesen med det 47-mm store Luminor Submersible 1950 3 Days Bronzo, der på grund af materialevalget ændrer udseende fra allerførste dag, man sætter det om armen. Det kan være klimaet, luftfugtigheden eller ens egen sved, der påvirker materialet og giver en øjeblikkelig patina og dermed et unikt udseende. Det automatiske inhouseværk, kaliber P.9010, tilbyder tre dages gangreserve, og ikke overraskende er uret vandafvisende til 300 meter, selvom størstedelen af seriens i alt 1.000 styk næppe kommer meget dybere end hjemmets køkkenvask. Prisen er oplyst til godt 97.000 kr.

IWC Da Vinci Tourbillon Rétrograde Chronograph
I 1980’erne var urbranchen endnu mere udfordret end nu på grund af billige, trendy quartzværker fra Asien. Det dårlige salg af mekaniske ure dengang betød, at mange urmagere måtte nøjes med en tredages arbejdsuge, heriblandt schweizeren Kurt Klaus, der dog i sin fritid besluttede at designe et værk, der tilbød evighedskalender. Året var 1985, og uret, som det første værk blev puttet i, fik navnet Da Vinci. Netop denne kollektion har i år fået en særdeles spektakulær overhaling og tilbyder bl.a. mange nyheder til det feminine håndled. Redaktionens favorit er dog hverken Da Vinci med evighedskalender eller Da Vinci til det smukke køn, men derimod Da Vinci med både tourbillon, kronograf og retrograde-dato. Med sit solide 43-mm-design begejstrer denne nyhed med urmageri i højeste potens til en attraktiv pris på ca. 825.000 kr.