Seneste nyhed i Victorinox I.N.O.X.-serien er et hardcore ur skabt af det samme materiale, som man bruger til rumfærger.

Schweiziske Victorinox har tidligere præsenteret os for deres I.N.O.X.-serie, som er en række hardcore ure, skabt til ekstreme eventyr. Det hævdes, at urene er testet til at modstå et fald fra 10 meters højde eller en tur 200 meter under vandet – og du kan sågar køre henover den med en 64 tons tung kampvogn.

Hemmeligheden er den utrolig stærke urkasse, som til at begynde med kunne fås i rustfrit stål og senere også i titanium. Nu har Victorinox imidlertid præsenteret endnu en udgave, og denne gang i kulfiber, som måske bedst kendes som det materiale, Formel 1-biler er bygget af, og som bringer urets vægt ned under 100 gram.

Det nye ur er som de øvrige i serien udstyret med et Ronda 715-værk i en 43 mm kasse med tredobbelt overfladebehandlet safirglas. Urkassen er imidlertid fremstillet i den samme type kulfiber, som anvendes til rumfærger, og som kan modstå temperaturer på helt op ti. 1.260 grader.

Læg dertil en avanceret og nytænkende Naimakka-rem, som er fremstillet af de stærke tråde, som forbinder faldskærmsudspringeren med sin skærm, og du har det ultimative ur til den eventyrlystne.

Læs mere om Victorinox I.N.O.X. på www.victorinox.com