De fleste mænd elsker biler, og rigtig mange mænd elsker også mekaniske ure. Det kombinerer en håndfuld urfirmaer ved at lancere modeller, der hylder biler, senest Zenith.

Hvis man starter en historie med ”der var engang …”, regner man ikke med, at ordene herefter er helt sande. Ikke desto mindre kan visse historier faktisk starte på denne måde uden at være baseret på ren fantasi.

Der var for eksempel engang to engelske herrer, Spencer King og Gordon Bashford, der besluttede sig for at skabe en luksuriøs Land Rover. Alene det syntes at være et ’oxymoron’ – en selvmodsigelse – idet en Land Rover var den engelske pendant til den amerikanske Jeep og dermed skabt til mere mudder end Moet og med et interiør, der appellerede langt mere til gummistøvler end Gucci.

Ikke desto mindre skabte d’herrer King og Bashford en endog særdeles vellykket bil, der både tilbød en firehjulstrækkers kræfter i terræn og et interiør, der mere appellerede til shoppingture til Harrods end at hente bortløbne får i det skotske højland.

Firehjulstræk med luksus

Navnet på denne bil var Range Rover, og den delte altså efternavn med den allerede legendariske Land Rover fra 1948. I 1969 var der solgt over 60.000 Land Rovers, da de første ’pre production’-modeller af Range Rover gav genlyd verden over. Pludselig var det ikke kun længere det engelske kongehus og andre royale og adelige fra Storbritannien, der kunne begejstres over den luksuriøse tilgang til firehjulstræk.

Men der skete også noget andet i 1969. Det var nemlig dette år, hvor det schweiziske urfirma Zenith lancerede sit første automatisk kronografværk, El Primero. Fra første dag blev Zenith El Primero et af de mest omtalte ure – og det i en tid, hvor det begyndte at gå den forkerte vej for mekaniske ure, idet billige quartzværker fra østen vandt indpas.

Legendariske partnere

I dag, 47 år efter, hører Zenith El Primero-værket stadig til et af de mest roste. Det er tidligere blevet brugt af såvel Rolex som Panerai og benyttes i dag stadig af TAG Heuer, Hublot og Bulgari, hvoraf sidstnævnte nyder godt af at have samme ejer som Zenith, nemlig LVMHgruppen.

”Vi tilbyder dog ikke længere automatisk vores værker til urfirmaer uden for LVMH,” slår gruppens ansvarlige urdirektør Jean-Claude Biver fast under et interview i Paris. ”Jeg er ikke helt sikker på, hvor mange værker Zenith producerer om året, måske 30-35.000, men på nuværende tidspunkt bruger vi størstedelen af vores værker selv. Dog hjælper vi naturligvis stadig vores mangeårige samarbejdspartnere Hublot, TAG Heuer og Bulgari.”

Jean-Claude Biver er manden, der vækkede Blancpain fra de døde i 1992 og siden fik Omega op at stå igen. Senest er han bedst kendt for at gøre Hublot til et ’household name’.

Et spørgsmål om synergi

Jean-Claude Biver er desuden også direktør for TAG Heuer, men når han nu sidder og taler med mig i Paris, skyldes det, at han skal præsentere et helt nyt samarbejde mellem Zenith og Range Rover. Men hvorfor passer de to mærker sammen, hvis man ser bort fra, at de begge er født i 1969?

”Det handler om synergi,” mener Biver. “Zenith er ikke bare et ur, Range Rover er ikke bare en bil. De er begge legendariske, klassiske mærker. Rent udseendemæssigt har hverken El Primero eller Range Rover ændret sig radikalt. De er kun blevet moderniseret. Man kan ikke pille for meget ved legendarisk design, uden at man kommer til at ødelægge det.”

Begrænset vægt

Jeg spørger ved samme lejlighed designeren bag Range Rover, Gerry McGovern, hvorfor han ser samarbejdet mellem Zenith og Range Rover som en god idé. “Jeg samler selv på ure og kan nævne en håndfuld modeller, der altid har tiltalt mig. Zenith El Primero er et af disse ure, og jeg synes netop, at vi har skabt et ur, der passer perfekt til en sofistikeret Range Rover,” lyder hans svar.

Zenith og McGovern indleder deres samarbejde med et 42-mm El Primero Range Rover Special Edition af aluminium, der er blevet behandlet med matsort keramik. Aluminium er et materiale, som Range Rover og andre bilfirmaer arbejder med for at begrænse vægten, men for at gøre uret modstandsdygtigt mod ridser og skrammer – aluminium er ikke lige så stærkt som stål – har Zenith valgt at supplere med den keramiske behandling, der desuden giver uret et råt udseende.

Sofistikeret motor

Det velkendte El Primero kaliber 400B-værk består af 326 separate værkdele og svinger med 36.000 svingninger i timen, hvilket er 2/3 mere end et konventionelt automatisk kronografværk, der oftest svinger med 28.800 svingninger i timen. Det betyder, at Zenith El Primero-værket er mere præcist i forhold til et konventionelt kronografværk – især med hensyn til tidtagning.

Desuden mener værkkyndige (som i urmagere), at Zenith El Primero-værket kræver mindre justering. Med andre ord tilbyder Zenith et værk, der tikker af sted uden de store problemer og har gjort det i over 47 år. Det kan man måske ikke ligefrem påstå, at en Range Rover-motor med samme antal år på bagen gør. Ikke desto mindre repræsenterer både Zenith og Range Rover motorkraft og performance, der yder mere end de fleste og derfor også har deres faste klientel, der kræver noget langt ud over det sædvanlige.