Kun ganske få ure går uforandrede gennem tilværelsen, fordi de anerkendes som perfekte og historisk vigtige ikoner. Et sådant ur er JAEGER-LECOULTRES MODEL REVERSO, der ikke har forandret sig siden 1931. Vi var med i Paris til 90-årsfødselsdagen.

Det virker ganske fortærsket at benævne et ur som et ’ikon’. Men der er ikke desto mindre visse ure, derfortjener denne eftertragtede status, ikke mindst det vendbare Jaeger-LeCoultre Reverso, der siden lanceringen i 1931 har været et af de mest innovative og respekterede ure, der stadig produceres på grund af en konstant efterspørgsel.

Idéen bag Reverso kom, da den schweiziske forretningsmand César de Trey oplevede en polokamp mellem britiske soldater i Indien i 1930. Treyerfarede, at polospillerne klagede over ødelagte ure på grund af det hårde spil. Splintrede glas fra et møde med svingende trækøller eller vildtfarende kugler var en del af polospillet, men også irriterende for de aktive ryttere.

Reverso Tribute Small Seconds Green tilbyder det originale design fra 1931 og en blank bagkasse med plads til en personlig hilsen. Den grønne rem er lavet af argentinske Casa Fagliano.

Med en baggrund i produktion af tandlægeudstyr udtænkte César de Trey den vendbare konstruktion, der beskyttede fronten af uret under polokampene, og han delte sine tanker med den industrielle designer René-Alfred Chauvot. Da Chauvot den 4. marts 1931 patenterede sit ur, der kunne ’køres til siden for derefter at vende sig om sig selv’ med henblik på at beskytte urets glas, skabte han ikke bare et revolutionerende design. Han skabte et ikon, der stadig hyldes, ikke mindst i byernes by, Paris, der lagde hus til, da Jaeger-LeCoultre markerede Reversos 90-års jubilæum.

Chauvots registrering af Reverso (der på latin betyder ’jeg drejer’) fandt sted i selvsamme Paris, og det forklarer, hvorfor netop denne model trods sit schweiziske ophav er så populært blandt franskmænd af begge køn. Under alle omstændigheder har Jaeger-LeCoultre valgt at indrette et helt hus i midten af Paris for at markere det bemærkelsesværdige jubilæum. På fire etager får man hele historien om Reverso lige fra de første to modeller årgang 1931. Det ene var til herrer, mens det andet og lidt mindre var vendt 45 grader og sad i en lædersnor, så det kunne bindes fast om håndtaget på en taske. Sidstnævnte var nok primært tænkt til kvinder.

Catherine Rénier blev den første kvindelige urdirektør i Richemont-koncernen, da hun tiltrådte i 2018.

Reverso var fra fødslen en darling elsket af begge køn og er det stadig den dag i dag. Jeg spurgte urfirmaets kvindelige CEO, Catherine Rénier, hvordan salget af Reverso fordeler sig, da jeg mødte hende under åbningsceremonien.

”Vores salg af Reverso har altid været ligeligt fordelt mellem kønnene. Vores udstilling viser netop et udvalg af Reverso-modeller til både ham og hende igennem de seneste ni årtier,” fortalte Rénier, der i øvrigt blev den første kvindelige CEO i Richemont-koncernen (der ejer Jaeger-LeCoultre og mange andre urfirmaer i luksusklassen), da hun tiltrådte i 2018.

Mange af de udstillede ure viser Reversos nuværende spændvidde. Nogle versioner giver adgang til et blankt lærred i form af en bagkasse uden nogen form for gravering. Den kan man bruge til at få dekoreret en personlig hilsen eller til måske at få lavet en miniature af sit yndlingsmaleri.

”Vi tilbyder over 180 forskellige håndværk,” oplyste Catherine stolt og understregede, at de forskellige håndværk er med til at gøre Jaeger-LeCoultre til en unik urproducent.

Det schweiziske urfirma har i mange år forfinet dets kunstneriske håndværk, der er skabt med de fineste pensler, ført af de dygtigste hænder.

Jaeger-LeCoultre har et integreret atelier, hvor det fineste håndværk udføres af kyndige hænder. Her males bl.a. miniatureversioner af berømte malerier på bagkasse og/eller skiver.

”Det exceptionelle håndværk – kendt som métiers d’art – udføres i vores Atelier d’Antoine i Vallée de Joux, der er op- kaldt efter grundlægger Antoine LeCoul- tre. Håndværket er en afgørende styrke for vores position,” fortalte Catherine.

Reverso tilbydes ikke kun i unikke, hånddekorerede udgaver, men også med et væld af mekaniske funktioner. Dette gælder ikke mindst det netop lancerede Hybris Mechanica Calibre 185 Quadriptyque, der har intet mindre end 11 mekaniske funktioner, bl.a. tourbillon, minutrepetitioner, evighedskalender, drakonisk månedsindikator (en drakonisk måned varer 27 dage og 5 timer) og meget, meget mere, som man ikke ligefinder i et standard-Reverso. Jaeger- LeCoultre Hybris Mechanica Calibre 185 Quadriptyque er limiteret til ti stk. og koster godt 11 mio. kr. Uret var vel at mærke udsolgt på rekordtid, hvilket understreger interessen for det vendbare fødselsdagsbarn.

Jaeger-LeCoultre Hybris Mechanica Calibre 185 Quadriptyque er limiteret til ti stk. og koster godt 11 mio. kr.”

Reverso fås gudskelov også til de håndled, der blot vil fejre det geniale og enkle design – dog gerne med lidt farve. Det er det nye Reverso Tribute Small Seconds Green med manuelt optræk et flot eksempel på. Med en tiltalende størrelse på 45,6 gange 27,4 millimeter appellerer dette ur til begge køn, men hælder nok mere til det maskuline håndled.

Den grønne rem er lavet af argentinske Casa Fagliano, der har skræddersyet polostøvler siden 1892 samt siden 2018 produceret remme til visse af Reverso-modellerne. Der er derfor tale om en læderrem, der ikke blot er i lækker, håndlavet kvalitet, men som også er en hilsen til designet af polostøvler.

Udvalget på de mange etager i Rue du Faubourg Saint-Honoré er en sund blanding af nye og ældre Reverso-modeller, der alle fortæller en horologisk historie. Alle versioner er rige på art deco-design, håndværk i det øvre leje, spændende funktioner og en perlerække af celebre ejere, der har været med til at styrke Reversos position som et ikon, der har holdt sig ung gennem hele sit 90 år lange liv.

Det første Reverso fra 1931 tilbød de markante, vandrette art deco-inspirerede udfræsninger, der kaldes ’gadroons’ og stadig er kendetegnende for uret.