Der er få ure, der signalerer statsmand som et Rolex Day-Date. Mange betydningsfulde mænd – både de gode og de mindre gode – har båret netop dette ur og dermed hjulpet til at løfte dets status betragteligt.

Året er 1956. Elvis Presley indspiller Heartbreak Hotel, Japan optages i FN, ‘Moby Dick’ har premiere med Gregory Peck i hovedrollen, og så lancerer Rolex det første armbåndsur, der ikke bare viser dato, men også ligefrem ugedag. Og så endda på 26 forskellige sprog – inklusive dansk.

Rolex var allerede et verdenskendt urmærke efter lanceringen af det første vandtætte ur i 1926 og dernæst lanceringen af DateJust i 1945. Sidstnævnte var det første automatiske ur med datovisning ved ’3’.

Disse ure var kun starten på en perlerække af ’World’s First, der blev styrket af de mange sportsure, som Rolex lancerede igennem 1950’erne: Submariner og Explorer i 1953, GMT-Master i 1955 og Milgauss i 1956. Som Rolex’ grundlægger, Hans Wilsdorf, selv sagde: “Vi vil være de første, vi vil være de eneste, og vi vil være det bedste ur på markedet”.

Oyster Perpetual Day-Date 40 med “President” lænke i hvidguld. Pris 287.300 kr.

Rolex henvendte sig ikke til alle med Day-Date. Faktisk kommunikerede producenten uret i et højere leje. En annonce proklamerede eksempelvis, at ’Det koster tusinde dollars at eje Rolex Day-Date, uret du ser på armen af alverdens præsidenter’. Her bør det nævnes, at det engelske ord ’president’ også kan være et firmas daglige leder.

Med andre ord skulle man være mere eller mindre statsoverhoved for ikke bare at have råd til et Rolex Day-Date, men altså også for overhovedet at måtte bære det. Og måske var det netop denne form for kommunikation, der var med til at gøre Day-Date til noget helt specielt. Et ur for de færreste.

”Det var ikke Hr.-Hvem-Som-Helst, der kan bære et Day-Date”

Grunden til, at et Rolex Day-Date var dyrt, skyldtes ikke kun den revolutionerende måde at vise både dag og dato. Det skyldtes endnu mere, at uret kun blev tilbudt i ædelmetal. Ikke desto mindre var modellen en succes fra starten af og blev ikke mindre populært, da den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson bar uret under sin regeringsperiode fra 1963-69 og sågar gav et Day-Date til udvalgte kolleger i Det Hvide Hus.

Den amerikanske præsident Lyndon B Johnson bar et Rolex Day-Date, og derfor fik uret kælenavnet ’President’.

Præsident Lyndon B. Johnson var datidens influencer, og måske skyldtes hans kærlighed for uret, at et Rolex Day-Date blev det ur, der kommunikerede succes mere end noget andet ur og samtidig fik kælenavnet ’President’.

Det gik naturligvis ikke Rolex’ næse forbi, at verdens mest magtfulde mand gik med et ur fra mærkets produktion. Således viste en annonce fra Lyndons regeringsperiode en hånd, der løftede røret fra en rød telefon til overskriften: ’Præsidentens Ur’. En anden annonce fra 1967 havde et billede af FN’s flagparade og teksten: “Hvis du skulle tale her i morgen, ville du bære et Rolex”.

Rolex forstod at kommunikere Day-Date som et ur til verdens ledere.

Der var ingen tvivl om målgruppen. Det var ikke Hr. Hvem-Som-Helst, der kunne bære et Day-Date. Men selvom reklamerne gjorde deres for at få alverdens statsoverhoveder til at bære Rolex-uret, ville både bilforhandlere og mafiatyper også ose af succes. Dette viste sig med al tydelighed, da Tony Soprano (spillet af James Gandolfini) fra HBO’s fantastiske TV-serie ’The Sopranos’ også bar et Day-Date.

I flere årtier har et Day-Date desuden været det ur, der hænger om armen af mange unge kinesiske forretningsmænd, der bruger modellen som et forlænget visitkort. Det siges, at disse unge, håbefulde forretningsmænd køber et Rolex Day-Date, før de overhovedet er flyttet hjemmefra, endsige var færdige med deres business-uddannelse.

Rolex forstod at kommunikere Day-Date som et ur til verdens ledere.

Men hvem køber et Day-Date i dag? Kristina Rosing, der er tredje generation af familien bag Rolex-forhandleren Ragnar Ure & Juveler i Odense, fortæller: “Vi sælger 40 mm Day-Date til kvinderne og 36 mm til herrerne. Og omvendt. Day-Date appellerer til begge køn i disse år, eftersom modellen kommer i to størrelser. Klientellet til uret er blevet yngre. Før i tiden var det de ældre mænd og kvinder, der købte mo- deller af massivt guld. Nu er vores kunder pludselig i start-30’erne. Det skyldes nok, at Day-Date anerkendes som det ypperste i Rolex’ kollektion, ligesom de unge kender urets historie og ved, at et Day-Date holder sin værdi.”

”Rolex Day-Date er stadig et ur, der kræver (mange) penge på kontoen”

Som forhandler har Kristina Rosing naturligvis set mange Rolex-ure. I mange år har hun selv båret et Daytona i Everose. Men når hun snart fylder fyrre, skal der noget andet på armen: “Jeg ønsker mig et 36 mm Day-Date i gulguld, gerne med diamantkrans. Det er jo noget af det mest elegante, man kan købe. Day-Date har så meget Rolex- DNA i sig, og det har ligget i kortene, at jeg på et tidspunkt i mit liv skulle have netop dette ur,” understreger 39 årige Kristina Rosing.

Oyster Perpetual Day-Date 36 i gul-guld med turkis skive og diamantkrans. Pris på forespørgsel.

Nøjagtigt som originalen tilbydes Rolex Day-Date kun i ædelmetal. Men siden 1956 har kollektionen udvidet sig fra kun at rumme versioner i gulguld til også at rumme modeller i platin samt hvid-, gul- og Everose-guld. Dermed bevarer Rolex Day-Date aka President sin plads som et ur for de få – men ikke længere kun statsoverhoveder. Rolex Day-Date er stadig et ur, der kræver (mange) penge på kontoen. Det kræver også en vis pondus at bære uret, uden at det bærer dig. Som Rolex selv udtrykte det i en annonce fra 2016: “Et Rolex vil aldrig kunne ændre verden. Vi overlader dette til de mennesker, der bærer det.”

Et sådant menneske er – formentlig til overraskelse for de fleste – Dalai Lama, der ejer ikke bare et, men ligefrem to Day-Dates. Tibetanernes religiøse overhoved ynder dog at bære dem med rem i stedet for med den velkendte ’President’- lænke.

Oyster Perpetual Day-Date 40