Verdens hårdeste regatta kræver ikke bare en god båd. Den kræver et professionelt mandskab, 72.000 opslidende km på vandet og præcision i særklasse. Bl.a. derfor ser urgiganten IWC sejladsen Volvo Ocean Race som det perfekte sted at profilere sit image.

Selvom du måske ikke er sejlentusiast, så bør du kende til Volvo Ocean Race – tidligere Whitbread Round the World Race – der blev afviklet første gang i 1973 og siden 2006 er blevet sejlet hvert tredje år. Her er vi et godt stykke ude over en tur på søen med et par gode venner og en kold øl i hånden, mens sejlet sættes. Volvo Ocean Race er en benhård kapsejlads for de få, hvad enten vi taler om de deltagende både eller mandskaber.

Volvo Ocean Race består af ni eller ti etaper, hvoraf nogle varer over 20 dage. Selve kapsejladsen er over 39.000 sømil, hvilket svarer til næsten 72.000 km. Den sejles over ni måneder og tager bådene hele kloden rundt. Man kan derfor godt gætte sig til, at de enorme sejl, resten af materiellet og ikke mindst mandskabet på ni professionelle skal kunne modstå udfordrende prøver fra moder Jord. Hun forvandler sig fra en blid kvinde, der puster lidt i sejlene for fremdrift og giver hyggelige bølgeskvulp på skroget, til at være en muskelpumpet, karseklippet bz’er i militærstøvler og afsender af 30 meter høje bølger.

Den schweiziske forbindelse

Elementernes rasen kræver, at mandskab og båd arbejder så tæt sammen, at man skulle tro, at de var opvokset med hinanden. Det ni mand (og ofte også kvinder) store mandskab skal kende hver sin plads på det trange dæk og arbejde med en præcision, som var der tale om et schweizisk urværk. Og det er så her, at schweiziske IWC kommer ind i billedet.

IWC er sponsor for den 20 meter lange båd Abu Dhabi Ocean Racing, der som en af syv både netop har deltaget i den seneste Volvo Ocean Race, og er desuden officiel tidtager for den udfordrende kapsejlads.

IWC’s CEO, Georges Kern, sammenligner IWC og Volvo Ocean Race på denne måde: ”Det ligger i vores dna at være konkurrencedygtige og de bedste på vores felt. Det kommer til udtryk i den måde, vi så at sige sætter vores sejl på for at nå vores ambitiøse mål,” påpeger han.

Den vindende samarbejdspartner

Kerns ord ville prelle lidt af, hvis IWC havde valgt at sponsorere den båd, der kom sidst i mål, men skipperen på Abu Dhabi Ocean Racing, Ian Walker, vidste allerede før den sidste kapsejlads i Göteborg i september, at trofæet var hjemme.

Sejren bringer automatisk IWC’s ure i vindernes cirkler, og alle ambitiøse mål er i høj grad nået. Sejren bliver kun bedre af, at Ian Walker som den første engelske skipper nogensinde vinder Volvo Ocean Race, hvilket vil kaste massive overskrifter af sig.

Om sejren siger kaptajnen, der har vundet olympisk sølv i både 470- og Star-klassen: ”Folk spørger mig, om dette er min karrieres højdepunkt. Og det er svært at svare på. Mine to OL-sølvmedaljer gjorde mig enormt stolt. Men jeg vandt jo hverken guld i Atlanta eller Sydney,” smiler han og peger på det enorme trofæ, som han nu kan kalde ’sit’ efter at have ført Abu Dhabi Ocean Racing først over målstregen under langt voldsommere forhold, end nogen Olympiske Lege kan tilbyde.

”Jeg tror, jeg vil blive bedre husket for denne sejr end for mine sølvmedaljer,” konkluderer Walker, inden han helt bogstaveligt hopper tilbage til sit vindende mandskab, der ligesom deres skipper er euforiske af den imponerende og historiske sejr.

Dedikeret ur

Om Georges Kern hoppede rundt i samme glædesrus, vides ikke, men der hersker ingen tvivl om, at IWC er lykkelige for det succesrige samarbejde.

I forbindelse med samarbejdet har IWC lanceret Portugieser Yacht Club Chronograph ’Ocean Racer’, som IWC’s kreative direktør, Christian Knoop, har været med til at udvikle.

”At slutte en kapsejlads på den korteste tid kan kun lade sig gøre, når timingen er helt på plads. Hvornår sejlene skal sættes, hvornår man skal ændre kurs og så videre,” fortæller Knoop, der i øvrigt selv sejler. ”Tid er den vigtigste ressource, og hvert eneste sekund har enorm betydning,” påpeger han.

Ikke overraskende forærede IWC hvert medlem af det vindende mandskab netop denne model efter sidste sejlads. Og mon ikke de vil kigge en ekstra gang på dette sindssygt flotte ur, fordi det minder dem om en helt særlig sejr?