Som vedhæng eller som armbåndsur? Hvorfor vælge, når man kan få begge dele i ét?! Det er tanken bag Harry Winstons konceptur ”Divine Time” – og det er en glitrende god idé, for aldrig har tiden været helt så brillant.

Byen New York er med alle dens skyskrabere, sofistikerede natte- og restaurantliv og epicentret for den amerikanske art deco-periode grundlaget for diamantfirmaet Harry Winstons æstetik. Firmaet blev etableret i 1932, da art deco’en var på sit højeste, og Winstons ambition var at flytte fokus fra Paris til New York. Som tænkt, så gjort.

Det nye konceptur fra firmaet refererer til periodens ånd, i kombinationen af den symmetriske elegance med Harry Winstons højtelskede diamanter. Og så de nye ejere af Harry Winston, den schweiziske ur-gruppe Swatch Group, sat sig for at relancere vedhængsure. Sidste år blev der således vist uret Rosebud Heart, og det er i den tradition og i forlængelse af sidste års ur at man nu har præsenteret ”Divine Time” – Guddommelig tid.

Uret udmærker sig ved sammenstillingen af diamanter i forskellige slibninger og størrelser, som dækker overfladen på uret, som er af 18 karat hvidguld. Derved får man både demonstreret Harry Winstons diamantsliberes og diamantfatteres ekspertiser. Skiven er dækket med 188 brillanter (i alt 0.33 carat) fattet pavé. Seks marquiseslebne diamanter (i alt 0.16 carat), fattet direkte ovenpå diamantpavéen, tjener som time-markører. Skiven omgives af 28 brillanter (i alt 1.41 carat), og på hver ”spids” ses en trio af diamanter; hver trio består af en baguettesleben diamant (de to er tilsammen på 0.16 carat) flankeret af to marquiseslebne diamanter (de fire er på tilsammen 0.24 carat).

Uret kan enten bæres som vedhæng på en kæde eller som armbåndsur på en rem af blåt alligatorlæder, og ja, det er så let at skifte fra den ene til den anden mulighed, at ejeren af unikauret selv er i stand til at foretage skiftet.

Kvartsværket (HW1051) angiver med to visere timer og minutter; det ligger i en kasse med dimensionerne 25 x 26 mm, som i øvrigt er 6.60 mm høj. Safirkrystalglasset er antirefleks-belagt på begge sider. Remmen er af blåt alligatorlæder (arten Mississippiensis) med et spænde af 18 karat hvidguld fattet med 27 brillanter (i alt 0.16 carat). Kæden er af 18 karat hvidguld med en brillant på 0.002 carat.

Til dem, som måske har mistet overblikket i opregningen af samtlige detaljer, er der en sammenfatning her: I alt er der fattet 244 brillanter (i alt 1.90 carat), to baguetteslebne diamanter (i alt 0.16 carat) og ti marquiseslebne diamanter (i alt 0.40 carat) på uret. Så burde andre smykker heller ikke være nødvendige den dag, hvor man flasher tiden på ’the Harry Winston way’.