Midt i november fik en heldig køber hammerslag på 330.000 kr. for et helt unikt ur fra IWC Schaffhausen. Uret var et Pilotur i rødguld med dobbelt kronograf med ref.nr. IW37810 i en Le Petit Prince special edition med blå skive. Hele provenuet fra salget af uret går til velgørenhedsorganisationen Antoine de Saint-Exupéry Youth Foundation, som vil bruge pengene fra salget af uret på en skole for dårligt stillede børn i byen Mae Sot i det nordlige Thailand.

Det smukke, 44 mm store ur med IWC’s eget automatiske værk, kaliber 79420, har en gangreserve på 44 timer.

Det forunderlige eventyr om den lille prins, der på sin dannelsesrejse rundt i universet lærer kærligheden, livet og døden at kende, handler om omsorg for de nære ting. Bagsiden af uret har graveringer fra eventyret.