Rolf Sørensen er stadig Danmarks mest vindende cykelrytter gennem tiderne. Selv om han nu har rundet de 50 år, har han det fysisk og mentalt fortsat allerbedst, når kroppen bliver banket igennem på en hård træningstur, men fremtiden for den nordsjællandske levemand er ikke længere i bjergene, men bag mikrofonen.
Foto: Ulrik Jantzen
For mange sportsstjerner kan det være svært at tanke indhold i livet, når karrieren køres i garage. For Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde kræver det dog stadig sin mand at manøvrere sikkert igennem en aktiv tilværelse, der veksler mellem familielivet i Vedbæk og utallige opgaver som kommentator og turguide i udlandet.
Rolf Sørensen tilhører den gyldne generation i dansk cykelsport. Allerede som junior var han med til at vinde VM for hold, og senere fik han succesrige kolleger som Jesper Skibby, Bo Hamburger, Brian Holm og ikke mindst den evige rival Bjarne Riis.
Før Riis for alvor slog igennem, var Sørensen dog uden sammenligning det store dansk navn i international cykelsport. Som 20-årig fik han kontrakt med det lille italienske hold Fanini, der helt uhørt gjorde debutanten til holdkaptajn og gav ham en grundløn på 100.000 kr. Allerede i sin anden sæson fik Rolf det store gennembrud, da han vandt det store italienske etapeløb Tirreno-Adriatico foran alle de lokale favoritter med superstjernen Francesco Moser i spidsen. Samme år var Sørensen tæt på at vinde verdensmesterskabet, men måtte i slutfasen se ireren Stephen Roche køre med titlen i Østrig.
Det gule mareridt
Den unge dansker skulle dog få masser af plads i rampelyset. I 1991 kørte han i den gule førertrøje i verdens største etapeløb, Tour de France, da et styrt i en rundkørsel i Valenciennes kostede både et brud i skulderen og videre deltagelse i løbet. I respekt for danskerens uheld nægtede den nye førstemand, den amerikanske Tour-legende Greg LeMond, at køre i den gule trøje dagen efter.
”De dage i gult var fantastiske. Jeg kunne ikke have vundet løbet, for der var større specialister end mig i bjergene, men jeg tror, jeg kunne have holdt trøjen i mange dage. Der var en enorm mediebevågenhed om den gule trøje, så det var frustrerende at måtte give afkald på den på den måde,” fortæller Sørensen.
De følgende sæsoner skulle dog understrege, hvilket ekstraordinært talent, Danmark havde fået. Sejre i klassikere som Paris-Bruxelles, Liège-Bastogne-Liège, Flandern Rundt samt etapesejre i Tour de France og Giro d’Italia gjorde splejsen fra Annisse til national helt, men snart skulle en anden dansker fra Herning gøre ham rangen stridig.
Forholdet til Riis
Paradoksalt nok var Rolf Sørensen selv med til at give midtjyske Bjarne Riis vinger. ”Jeg vidste, Bjarne var en rigtig god rytter, så jeg fik ham ind på mit italienske hold Ariostea, hvor teamchefen Giancarlo Ferretti ændrede hele hans tilværelse ved at give ham chancen som etaperytter i stedet for dygtig vandbærer. Året efter blev Bjarne nummer fem i Tour de France, og det resultat ændrede hele Danmarks syn på cykling,” erindrer Sørensen.
Vennetjenesten blev dermed også starten på en rivalisering mellem de to danske stjerner, selvom der faktisk var god plads til dem begge. Sørensen var nemlig den traditionelle rytter med fokus på endagsklassikerne, mens Riis efter en målrettet kostomlægning og et medfølgende vægttab blev den komplette etaperytter, der både kunne køre stærkt på enkeltstarter og i bjergene. Rolf Sørensen følte imidlertid ikke, at hans sejre affødte den samme respekt hos de danske fans, som når Bjarne Riis med konstante placeringer i toppen gjorde det godt i tourløbene.
”Selvfølgelig var det med til at skabe en form for rivalisering, men den var nu aldrig så intens, som medierne gjorde det til – og levede stort på. Cykling blev pludselig bare enormt stor i Danmark, så alle skulle have en mening om enten mig eller Bjarne. Vi havde dog stor respekt for hinanden, og rivaliseringen var ikke større, end at Bjarne under OL i Atlanta i 1996 tilbød at være hjælperytter for mig,” fremhæver Rolf Sørensen.
Vild med Italien
Selv i dag er cykling det helt afgørende element i Rolf Sørensens tilværelse. Han er fast kommentator hos TV 2, hvor hans ekspertviden er guld værd for seertallene, han har stiftet sit eget cykeltøjmærke, Astral, og han holder masser af foredrag samt afvikler teambuildingløb for kunder som Novo Nordisk, TDC og Dansk Bank.
”Jeg kan simpelthen ikke undvære cyklen. Da jeg stoppede karrieren i 2002, skulle kroppen lige bruge et par sæsoner på at komme ovenpå igen. På det tidspunkt havde jeg været professionel i 17 år, og på verdensplan er det historisk vel kun et halvt hundrede ryttere, der har holdt ud så længe. Herefter fik jeg mere og mere lyst til at få gang i kroppen igen, og såvel fysisk som mentalt har jeg det igen allerbedst, når jeg er ude at træde hårdt i pedalerne. Det er der, refleksionerne og de gode idéer pludselig dukker op,” påpeger han.
Det hyggelige, stråtækte hus i Sandager har været fast base for familien de seneste otte år, men stadig fylder Italien meget i Sørensens bevidsthed. ”Jeg boede 26 år i landet, og Italien har betydet alt for mig. Jeg er vildt fascineret af maden, vinen, respekten for råvarerne, det simple liv og den afslappede attitude til mange af livets forhold,” fortæller Rolf Sørensen med glød i stemmen.
Tæt på Team Sky
For seks år siden var den store britiske sportskanal Sky Sports interesseret i at lade Rolf Sørensen stå i spidsen for et nyt cykelhold, men danskeren kunne ikke få indfriet nogle væsentlige betingelser på det sportslige plan.
”Jeg vidste, det var en enorm chance, men jeg havde også udsigt til at skulle være væk fra familien 200 dage om året, så rammerne skulle være på plads,” afslører danskeren om flirten med det britiske Team Sky, der blot et par sæsoner senere skulle vinde Tour de France to år i træk med Bradley Wiggins og Chris Froome.
Dermed viser Rolf Sørensen også, at familien spiller en meget stor rolle i hans liv. ”Ja, men det skylder jeg den helt ærligt også. I min aktive tid var alt jo rettet ind efter mig. Jeg mødte Susanne en aften i 1992, da jeg var med nogle venner inde i byen i København, og efter blot et halvt år flyttede hun ned til mig i Italien. Det betød, at hun måtte opgive sin karriere på et advokatkontor. I år har vi været gift i tyve år,” oplyser Sørensen med et underfundigt smil, der både viser tegn på overraskelse og taknemmelighed.
Blå bog:
Født 20. april 1965 i Søborg. Er med sine 53 seniorsejre dansk cyklings mest vindende rytter nogensinde. Er gift på 20. år med Susanne Sørensen, med hvem han har børnene Jonathan på 19, Nicholas på 17 og Carla-Sofia på fem år.