I sidste uge løb den traditionsrige ’Salon International de la Haute Horlogerie’-messe af stablen i Geneve. Selvom der primært præsenteres nyheder i form af ure til mænd, sniger der sig som regel også nogle kreationer ind til kvinderne, og det er som regel dem, der løber med opmærksomheden, fordi de er visuelt flamboyante og farverige.

Hos Cartier blev der vist to smykkeure, som faktisk var mere smykker end ure. Den ene kreation var døbt ”Papyrus”-uret, og sat med 32 smaragder fra Zambia (i alt 38.20 carat), specielt slebet til uret. Armringen er af 18 karat hvidguld, og de 32 smaragder suppleres af onyx, to trekantet-slebne diamanter, der fungerer som timemarkører kl.12 og kl.16, brillanter og det manuelt-optrækkelige mekaniske værk 846.

Hos selv samme franske firma er det i høj grad smykkestenene, der dikterer kreationen – så steenes farver og personlighed kan komme til deres ret. En stor oval poleret katteøje-kvarts på 78.74 carat har dannet udgangspunkt for Cartiers “Flamant”-armbåndsur af 18 karat hvidguld. Igennem den cabochonsleben katteøje-rosakvarts ses urskiven, der er paveret med brillanter, og som detaljer ses sort lak og emalje. Uret drives af et kvartsværk.

I 1957 revolutionerede Piaget urbranchen med det ultratynde Altiplano-ur, som satte nye standarder for underspillet, minimalistisk elegance. I anledning af 60 års-jubilæet for det ikoniske ur dedikerede Piaget samtlige årets nyheder til Altiplano. Flere variationer var møntet på det kvindelige publikum, men det var det manchet-store unikaur af guld sat med brillanter og marquiselebne diamanter til 2.530.000 kroner, der for alvor imponerede.