Ole Lynggaard Copenhagen præsenterer sit sølvkoncept, Silver Edition, i en eksklusiv pop-up shop i Magasin Kgs. Nytorv. De poetiske sølvkollektioner er et attraktivt alternativ til familiefirmaets eftertragtede gyldne designs.
Fra november vil kollektionen Silver Edition kunne opleves i en unik pop-up shop i Magasins nye smykkeafdeling. Sølvsmykkerne er udført efter de samme håndværksmæssige traditioner som guldsmykkerne, og diamanter og ædelsten fra eftertragtede guldkollektioner er derfor identiske i sølvudgaven.
”Som guldsmed er jeg fascineret af ædelmetallernes forskellige udtryk. Sølv kan både være meget feminint og meget street cool, når man kombinerer organiske former med en mat eller struktureret overflade,” fortæller smykkedesigner Charlotte Lynggaard i en pressemeddelelse.
Charlotte Lynggaard står bag udviklingen af Silver Edition, som er en pendant til flere af brandets eksisterende guldkollektioner. Hun ser frem til, at Magasins kunder får unik adgang til de smukke sølvkollektioner. ”Pop-up butikken i Magasins skønne omgivelser er en helt vidunderlig mulighed for at vise vores sølvlinje til kvinden, som elsker helt unikke sølvsmykker og eksklusivt håndværk,” forklarer smykkedesigneren.
Silver Edition kombinerer det eksklusive sølvhåndværk med elementer af guld, og fine detaljer i 18K guld pryder flere designs. Toppe, blade og filigran i guld står i smuk kontrast til de satinerede og oxyderede overflader, som skaber et helt utroligt udtryk, når man forener ædelmetallerne.