Denne weekend åbner en udstilling af Prins Henriks private samling af orientalsk jadekunst på Museet på Koldinghus, Kolding. Samlingen, der til daglig står på Fredensborg Slot, Amalienborg og på Château de Cayx, spænder vidt både i stilarter, størrelse, form og farve, og samlingen tæller flere tusinde genstande.
Foto: Lærke Posselt og Iben Kaufmann
Udstillingen ”Himmelsten”, der kan opleves frem til den 25. august, giver de besøgende et enestående indblik i et kunsthåndværk, der ikke alene er fremmed for den danske kultur, men som strækker sig flere tusinde år tilbage i tiden.
Materialet jade er en forholdsvis ukendt smykkesten for langt de fleste i den vestlige verden. Det står i skarp kontrast til Asiens tusindårige historie og kultur, hvor jadekunst har været en integreret del af livet. ”Den forestående særudstilling på Koldinghus skal være med til at udbrede kendskabet til jadekunsten, og samtidig portrættere en entusiastisk og passioneret samler”, siger museumsdirektør Thomas C. Thulstrup.
Prins Henrik vil i små kortfilm selv introducere de besøgende til udstillingens seks forskellige temaer: Farve, form, brug, religiøse genstande, fabeldyr og historiske stilarter. I filmene vil Prinsen fortælle nogle af de historier og erindringer, der knytter sig til udvalgte genstande, og om baggrunden for sin store passion for jadekunst.
- Prins Henriks private samling af orientalsk jadekunst udstilles på Koldinghus
- Et smaragdgrønt jadevedhæng, som tilhører Prins Henrik