Til toner af en klassisk duo af violin og klaver bød en række feinschmecker-firmaer for sjette år i træk deres VIP-kunder indenfor til juleforkælelse.

Tilsammen leverede Christine Hvelplund, Chopard ved Hvelplund, Rikke Gudnitz Couture, Bioeffect hudpleje, Salon K2O, Bindesbøl, Bach Copenhagen, Così Copenhagen og Laudrup vine den 24. november både overdådig inspiration og konkrete forslag til årets julegaver.

På den æstetiske dagsorden stod der mindst lige så meget salg som inspiration til jule- og nytårsgaver, for til eventen var der medbragt luksus for millioner af kroner. Blandt Bach Copenhagens pelse var der en lille fræk sag til 475.000 kroner som prismæssig topscorer, men chinchilla, zobel og en flamingo-pink indfarvet ræv var alle repræsenteret med kreationer i luksusklassen. Hvor Rikke Gudnitz Couture dækkede kvinderne ind, fremviste Bindesbøl nyhederne til mændene – og ind i mellem havde Così Copenhagen kreationer med til begge køn.

Paul Hvelplund havde også valgt en feminin tilgang til årets julehygge. ”Vi har tidligere vist meget maskuline urmærker som Breitling og IWC, men har i år valgt at holde et feminint fokus på Chopards Happy Sport-smykker og Mille Miglia-ure, samt et udvalg af Chopards accessories som tasker, bælter og punge. Danskerne er begyndt at forkæle sig selv lidt mere, og vi er blevet lidt mere vovede i vores smag”, sagde han. Hustru Christine Hvelplund sekunderede ham med klassiske smykker indenfor prisspændet 4.900 kroner og op til 400.000 kroner. ”Jeg tilføjer hele tiden nye smykker til mine serier – for eksempel en ny kæde eller et par nye øreringe – og så sørger jeg altid for at smykkerne kan bestilles i tre forskellige farver guld matchet med enten farveløse eller sorte diamanter”, fortalte hun.