De er humoristiske og kitschede, men først og fremmest en sjov blanding af noget både barnagtigt og meget glamourøst. Scenen er sat for de Grisogonos ”Crazymals” – en sammenskrivning af ordene ”crazy” (vanvittig, red.) og ”animals” (dyr, red.). Og her er der virkelig tale om en samling vanvittige dyr.

Kollektionen ”Crazymals” blev oprindeligt lanceret i 2009. Dengang bestod den af Super Pig, Cool Bear, Funky Monkey og KissmeFrog. I år er der så blevet tilføjet syv nye figurer – eller karakterer, om man vil. For nu er hver karakter ikke blot navngivet; næh, deres historier, karakteristika og interesser/hobbyer er dybdegående forklaret og redegjort for i en lille kollektionsbog, som følger med ved køb af hvert smykke fra kollektionen.

Smykkernes stil genkalder den amerikanske vestkyst, fra Hollywood til Palm Springs – den elegance og retro-charme, som vi i dag tillægger 1950’erne som et slags guldalder-årti i USA. Lady Flamingo, Crooner Snake, Great Ladybug, Stogie K, Tux’ Penguin, Hip Hop Panda og Buddy hedder det nye drømmehold af små (på alle måder) farverige karakterer – og med deres karisma og underholdningsværdi indtager de allerede hjerter rundt over alt i verden. Hvert vedhæng er udstyret med bevægelige led – for eksempel arme eller ben – eller rekvisitter som for eksempel et par solbriller, der kan vippe op og ned.

Hver figur fås som ring og vedhæng. Lady Flamingo er naturligvis sat med lyse og mørke pink safirer; Crooner Snake med grønne tsavoritter; og Hip Hop Panda med farveløse og sorte diamanter i kombination med blå safirer – nøjagtig som de forskellige dyrs farver i virkeligheden lægger op til. Ædelmetallerne matcher ædelstenenes farver – dvs. Lady Flamingo er af rosa guld for at matche de pink safirer, osv. – og hvor der er behov for sorte detaljer er der enten tale om 18 karat sort rhodium-belagt hvidguld eller sort nano-keramik sat med sort onyx eller sorte diamanter.

Det allermest underholdende ved kollektionen er dog immervæk optimismen, der ligger til grund for den. Verden må være ved at have rette sig op efter den finansielle krise, når smykker så kitschede som disse også kan sælges.