Tanzanitter er i løbet af kort tid blevet ganske bekostelige, men vi har på ingen måde set toppen endnu. De seneste ti år er priserne steget med 50 pct. på de blå-blå smykkesten, der i sjældenhed overgår de fleste ædelsten og kun findes i ét land.
Hvis man som kvinde har fået nok af de fire klassiske ædelsten: diamanter, rubiner, smaragder og safirer, må man søge andre græsgange. Dermed går jagten naturligt ind på noget af det mere sjældne – f.eks. tanzanitter, som har den smukkeste farve, man kan ønske sig.
Hvad angår køb, afhænger meget af de rette kontakter. Det er nemlig ikke alle firmaer, der får kaldet, når de større sten af slagsen kommer til salg. Så man skal i høj grad vide, hvor man skal henvende sig, hvis man vil komme i betragtning til at få lov til at købe nogle af de større tanzanitter – og så skal man være villig til at betale, hvad der forlanges, for de sjældne ædelsten er 100 pct. sælgers marked.
En af dem, som er i betragtning, hver gang større tanzanitter sættes til salg, er administrerende direktør Markus Wild, der ejer det tyske ædelstensslibefirma Paul Wild. Hans familie kan dokumentere tilhørsforhold til den tyske smykkestenbranchen siden 1660, altså de seneste ti generationer – og det er altafgørende i en branche, hvor tillid og integritet vægter over alt andet. Men før vi nu når frem til nutiden, må vi lige 200 år tilbage.
- Tiffany & Co. jubilæumshalskæde af platin med en cushionsleben tanzanit på lidt over 175 carat og en kaskade af brillanter.
- Tiffany & Co. sløjfe-broche med en smaragdsleben tanzanit fattet i platin og en sløjfe af guld med runde diamanter.
- Schreiner Fine Jewellery-suiten ’Bubble’ af 18 karat guld og platin – 169 farveløse brioletteslebne diamanter (i alt 91.01 carat) og 169 farveløse brioletteslebne diamanter (i alt 73.42 carat), 578 brillanter (i alt 4.15 carat), tre marquiseslebne diamanter (i alt 2.23 carat), en blå-blå tanzanitcabochondråbe på 111.34 carat, en blå-blå cabochonsleben tanzanitdråbe på 35 carat; et par tanzanitcabochondråber på i alt 61.15 carat og en oval tanzanitcabochon på 48.97 carat.
- Tanzanit fattet i 18 carat guld med diamanter på ringskinnen fra A G Color.
- Jewellery Theatres ’Centaury’-ring af guld med 280 safirer (i alt 3.85 carat), 32 tsavoritter (i alt 0.50 carat) og en tanzanit på 12.89 carat.
- Firmaet A G Color har samlet 15 størrelsesgradurede cushionslebne tanzanitter (i alt 237.14 carat) til en halskæde.
- Facetterede tanzanitter fra A G Color.
- Tanzanit fattet i 18 carat guld med diamanter på ringskinnen fra A G Color.
- Ringen “The Abyss” af 18 karat hvidguld med diamanter, safirer, lapis lazuli og en troidia-sleben tanzanit på 16,50 carat.
- Tanzanit på 16 carat fra Constantin Wild.
Zoisit anerkendes
Da zoisit blev anerkendt som et mineral af Abraham Gottlob Werner (1749-1817) i 1805, blev det opkaldt efter baron Sigmund von Zois (1747-1819), der indleverede de første prøver fra de østrigske Sau-Alp-bjerge til analyse og bestemmelse af mineralet. Transparent zoisit forekommer blandt andet farveløst, gult, brunt og grønt, men anvendes ikke i smykker. Det var imidlertid alt, man kendte til mineralet i begyndelsen af det 19. århundrede.
Den vigtigste transparente zoisit fra smykkebranchens synspunkt er den blåviolette. Smykkestensvarianterne er i prioriteret rækkefølge tanzanit (blåviolet, thulit (pink) og anyolit (grøn), som også en gang imellem finder dekorativ anvendelse. Det var imidlertid thulit og anyolit, som blev opdaget først.
I 1825 blev den rosenrøde thulit opdaget i Norge og navngivet efter det gamle navn for landet. I 1954 blev en grøn opak (uigennemsigtig, red.) zoisit med rubiner fundet i Tanzania; varianten blev kaldt anyolit, som er masaiernes ord for grøn. Men det var først i 1967, at zoisitterne for alvor blev interessante for smykkebranchen med fundet af store, blåviolette transparente zoisitter ved foden af Kilimanjaro i Merelani Hills nær byen Arusha i Tanzania.
Transparent tanzanit
De smukke, blåviolette zoisitter blev fundet af portugiseren Manuel d’Souza og døbt tanzanit af det amerikanske smykkefirma Tiffany & Co. Man ønskede ikke stenene kendt som ’blå zoisitter’, for zoisit lød for meget som ’suicide’ (selvmord, red.) på engelsk, og det var der jo ikke meget smykkefremtid i! Tanzanitter blev siden markedsført af Tiffany & Co. med stor succes.
De fleste tanzanitter i handlen i dag er opvarmede, fordi opvarmning fjerner – eller i det mindste bleger – det grønlige og gullige skær og dermed forbedrer indtrykket af den blå farve. Resultatet er en sten i blåviolette nuancer. Gule, brunlige, rødligbrun og brunliggrønne tanzanitter opvarmes i to timer til 500-620 grader celcius, hvorefter man får de flotteste tanzanitfarver. Varmebehandling af stenen gør også den blå farve dybere, og behandlingen er permanent. I modsætning til mange andre smykkesten foretages varmebehandlinger på allerede slebne og polerede sten.
Oprindeligt har man været mest begejstrede for sten med det violette skær, men i dag er man mindst lige så glad for de blå-blå, fordi det er den farve de fleste af stenene har efter opvarmningen. Så man siger altså ikke ’blå-blå’, fordi man stammer, men fordi man derved indikerer, at der ikke er noget violet skær.
Århundredets ædelsten
I dag leverer TanzaniaOne-minerne omkring 50-70 pct. af alle tanzanitter, men der findes også en del mindre miner. Det oprindelige fund ved Merelani Hills nær byen Arusha er inddelt i fire blokke – en blok er fuldstændig udtømt, mens de tre andre stadig er i produktion. Da hovedforekomsterne er begrænset til ét område, rangerer tanzanitter blandt verdens mest eksklusive smykkesten; tanzanitter er for eksempel mere end tusinde gange sjældnere end diamanter.
Tanzanit er blevet kaldt det 20. århundredes ædelsten, men den har også etableret sig som en fast, om end ekstravagant klassiker. Takket være kontakter til TanzaniaOne er det tyske ædelstenfirma Paul Wild i stand til at fremvise tanzanitter på over 200 carat.
Endelig er der de rigtig store sten, som slebne er på over 500-600 carat, men dem taler administrerende direktør Markus Wild ikke om. De er forbeholdt samlerne, som ikke ønsker det offentliggjort, at sten af den størrelse eksisterer.
”Det mest fantastiske ved de største tanzanitter, er, at jo større, man finder dem, jo mere intense er deres farve også,” fortæller Markus Wild.
Priser på de større tanzanitter offentliggøres som regel ikke, men hvis man som en tommelfingerregel regner med ca. 25.000 kr. pr. carat og opefter, bliver man ikke skuffet.
I disse år er det primært det asiatiske og europæiske marked, der køber tanzanitter, og samlere går udelukkende efter tanzanitter på mere end 100 carat. Tanzanitforekomster er ved at være udtømt, og derfor stiger priserne. Alene i løbet af de seneste ti år er prisen på de bedste tanzanitter steget omkring 50 pct.