Iver Rosenkrantz er adeligt født og uddannet jurist i Danmark, men hans hjerte, firma og netværk findes i dag i Tanzanias og Zimbabwes undergrund – dér, hvor tanzanitter og akvamariner er blevet til.
”Jeg kan godt lide at gå på jagt, men ikke nødvendigvis efter dyr,” fortæller Iver Rosenkrantz en solrig sommerdag med udsigt over Københavns tage. På bordet imellem os ligger de første 20 guldsmykker med bittesmå diamanter, der glitrer og glimter.
Det er dog alle de andre ædelsten – pink spineller, grønne smaragder og tsavoritter, blå tanzanitter, røde rubiner, pink og grønlige turmaliner og lyseblå akvamariner – der løber med opmærksomheden. Som farverige centre for smykkerne er de tingsliggørelsen af skønhed, og Iver Rosenkrantz supplerer da også med videoer og billeder af flere på sin telefon. Sten, der allerede er solgt. Sten, der nok aldrig vil blive set på dansk jord. Dertil er de for kostbare – og udlandets efterspørgsel for stor.
Ud på opdagelse
Iver Rosenkrantz’første møde med det afrikanske kontinent var i 1999 efter endt karriere i Forsvaret som officer af reserven. Da blev han nemlig tilbudt et job i Zimbabwe som safariguide, og der fik han smag for livet i bushen, som det leves i landets mest fjerntliggende områder. Måske slog genetikken også igennem – Iver Rosenkrantz’ oldefarVerner Rosenkrantz (1885-1962) var nemlig også lidt af en eventyrer og opdagelsesrejsende.
Da Iver Rosenkrantz afsluttede sin uddannelse ved Københavns Universitet i 2005, havde han formået at indskrive et seks måneders ophold i Tanzania i studiebagagen. Der skrev han speciale, mens han arbejdede ved handelsdomstolen i Dar es Salaam, som var blevet oprettet med støtte fra Danida fem år forinden.
Med den juridiske kandidateksamen i hus var den dengang 26-årige Iver Rosenkrantz klar til at vende tilbage til Østafrika. ”Sammen med min bedste ven grundlagde jeg i 2005 den første Fairtrade- og SA8000-certificerede tekstilfabrik i Afrika. Vores 60 ansatte – primært kvinder, fordi man ved ansættelsen af kvinder tilgodeser lokalsamfund langt mere og bedre, end hvis man hyrer mænd på de kanter – producerede bæredygtige tekstiler for Samsøe & Samsøe. Desværre var industrien ikke klar til vores koncept, og efter i nogle år at have kæmpet med underskud på grund af finanskrisen lukkede vi i 2012,” fortæller Iver Rosenkrantz om sit første firma.
De to danskere måtte derfor finde andre måder at tjene penge på – og løsningen viste sig i form af George Assaf, en israelsk diamanthandler med mere end 20 års erfaring fra Afrika og Sydamerika. Sammen med ham begyndte de at handle med diamanter og tanzanitter, og i løbet af de næste otte år lærte Iver Rosenkrantz det meste om handlen med afrikanske ædelsten.
Hvad nu?
”Det var en ny og spændende verden, der åbnede sig for mig. Vi købte vores sten fra miner i Tanzania og nabolandene. Det var spændende, farligt og enormt profitabelt, men heldigvis kom min erfaring fra bushen mig til stor gavn. Jeg taler swahili og ved, hvordan jeg skal begå mig, så når jeg var afsted på ekspeditioner til nogle af de mest ufremkommelige afkroge af Tanzania, var jeg også altid på udkig efter kilden til ædelstenene. Jeg var træt af at handle med mellemmænd og var fast besluttet på at finde stenene selv.”
Som tænkt så gjort. I 2015 anlagde Iver Rosenkrantz en rubinmine sammen med en af sine venner, en masaihøvding ved navn Oryahe. ”Vi havde hørt et rygte om nogle bjerge, der efter sigende skulle gemme på forekomster af de mest fantastiske rubiner og safirer,” fortæller Iver Rosenkrantz. Hvad de ikke var forberedt på, var deres hårdeste ekspedition til dato med 22 timers trekking i junglen i begyndelsen af regntiden.
”Vi endte med at sove i en næsten udtørret flod. Terrænet var hårdt og fyldt med aggressive bøfler, krokodiller og flodheste. Vi fik infektioner i vores ben fra igler og vågnede hver morgen side om side med skorpioner og slanger,” genkalder Iver Rosenkrantz turen.
Efter to uger fandt det umage par dog, hvad de var kommet efter: Kong Salomons gamle miner. En ny mine blev anlagt, og i løbet af de næste tre år gravede de to efter rubiner og safirer. Alt gik fint, indtil en ny præsident forbød eksporten af rå sten. Så var tiden nok en gang inde til at søge andre jagtmarker.
Nye oplevelser
Det blev i Zimbabwe, at Iver Rosenkrantz søgte nye oplevelser – og nye sten. ”Jeg mødtes med en af mine venner fra Tanzania – Patrick, som oprindeligt er fra Zimbabwe. Han var vendt hjem for at gå ind i politik i håb om at gøre en forskel, og begge havde vi en del ventetid, så vi besluttede os for at tage en tur op til den nordlige del af landet for at lede efter ædelsten,” fortæller Iver Rosenkrantz.
SONY DSC
På turen fandt de to herrer de mest fantastiske akvamariner og turmaliner, og således begyndte endnu et opkøbs- og eksporteventyr. ”Vi var blevet gode venner med høvdingen, som pegede os i retning af det, som skulle blive vores nye mine – et sted, hvor der ikke har været gravet tidligere. Og nu er vi langt om længe ved at være i mål. Vi tænker på at etablere en bæredygtig mine, som skal være til gavn for lokalområdet. Den bliver verdens første ’all women mine’, og det er på ingen måde nemt.
Vi er oppe imod en meget konservativ industri og en mandsdomineret kultur, men fordi vi har høvdingens opbakning, er vi indtil videre blevet taget godt imod. Lokalbefolkningen undrer sig over, hvorfor vi kun vil arbejde med kvinder, og det har krævet mange møder med ’de ældre’, hvor vi gentagne gange har måttet forklare os, ofre til forfædre og deltage i traditionelle ceremonier,” siger Iver Rosenkrantz.
Arven fortsætter
Stenene, som er dukket op af undergrunden, har allerede fundet vej til Iver Rosenkrantz’ smykkemærke, Rosenkrantz, som designes af hans kæreste, Jhaleh Aziz, der er perser og fjerde generation tanzanier. Jhaleh Aziz er uddannet fotograf og står for alt det kreative omkring smykkemærket. Smykkerne falder i tre linjer: en linje med en helt klassisk smykkeæstetik – f.eks. en ring af 18 karat hvidguld fattet med en tanzanit omgivet af en bort af diamanter – en yngre, mere avantgardistisk linje kendetegnet ved rå eller polerede (men ikke facetterede) smykkesten fattet i guld med enkelte ’prikker’ af diamanter hist og pist og endelig de smykker, som parret udfører på bestilling. Mærkets logo er familien Rosenkrantz’ våbenskjold, som er graveret ind i samtlige smykker, der udføres i enten 14 eller 18 karat guld.
Vedhæng til 21.400 kr Ring til 166.650 kr. Armring til 77.500 kr Ørestikker til 11.595 kr. Vedhæng til 37.500 kr.
Inden for ædelsten og mineraler er det ikke muligt at være ekspert på alle områder. Iver Rosenkrantz’ speciale er ’sourcing’ – at finde sten – og han er specielt god til at finde de sjældne. Da han ikke er bebyrdet af et stort team, kan han tilbyde en personlig service til lavere priser, end hvad man finder blandt veletablerede smykkemærker. ”Dels fremstiller vi smykkerne, også de meget eksklusive på bestilling, dels leverer jeg løse ædelsten til samlere. Lige nu er jeg f.eks. i gang med at opbygge en tanzanitsamling for en skandinavisk milliardær. Den kommer bl.a. til at bestå af tre sten, hver på over 150 carat, så det bliver uden tvivl en af de mest fantastiske samlinger i Nordeuropa,” oplyser Iver Rosenkrantz, der så småt er på vej hjem til Møn og familiens gods, Liselund.
Læs mere om smykkerne her.
Se hvad vi ellers skriver om ædelsten og smykker her.