Det schweiziske smykke- og urfirma Chopard har lanceret en minimalistisk smykkeserie – Ice Cube Pure er navnet, og den skal nok gå rent ind på de skandinaviske breddegrader.
Armringe/Ankelkæder, armbånd, vedhæng, øreringe og ringe – alle med et radikalt minimalistisk geometrisk udtryk. Hvis man ikke lige ved det, er det ikke lige til at se det, men serien stammer fra det schweiziske smykkefirma Chopard. Og både økonomisk og æstetisk giver det rigtig god mening at lancere Ice Cube Pure nu, inspireret af nogle isterninge-design fra 1999.
Chopard er i løbet af det seneste årti blandt andet blevet kendt for at udlåne meget kostbare unikakreationer til diverse filmstjerner under Cannes filmfestivalen. Dertil kommer, at firmaet har gjort meget for at promovere det etiske, certificerede ”fairmined” guld, specielt med linjen Green Carpet, som siden 2013 er produceret af råmaterialer med gennemført ’ren’ samvittighed.
Med smykkekonceptet ”Happy Diamonds” har Chopard tidligere haft et massivt og relativt prisvenligt hit på deres hænder, men med ”Ice Cube Pure” vil flere få mulighed for at lege med – priserne ligger fra 5.250 – 40.900 kroner. Udtrykket er minimalistisk og geometrisk perfekt, skarpt og rent, mere rock end romance, og et sted mellem urban chic og moderne glamour. Materialerne er 18 karat rosa guld, hvidguld eller guld, alt sammen etisk-produceret og certificeret ”fairmined”. ”Ice Cube Pure”-smykkerne fås enten helt uden brillanter, med en enkelt, flere eller totalt dækket med diamanter.