Siden 1858 har det franske smykkefirma Boucheron fremstillet smykker inspireret af dyr. De små bæster har enten været en måde at lade folk få symbolsk andel i dyrenes tillagte (spirituelle) egenskaber, eller også har de simpelthen været en måde at bringe lidt humor, charme og legesyghed ind i smykkernes ellers lidt konservative verden.
I dag tæller Boucherons ”zoologiske have” mere end 25 dyr, som hver er bærer af egne karakteristika, egenskaber og symbolik. Fra vingede væsner som små kolibrier, kakaduer, svaner, svaler og ørne, til større dyr som heste og endda elefanter; dyrene har alle personlighed i den måde, de fremstilles på – og når for eksempel en svane er blevet fremstillet ofte nok og i nok farveversioner, laver Boucheron som regel også mere abstrakte fjer-inspirerede kreationer, som refererer tilbage til svanen.
- “Foxy”-ring af 18 karat hvidguld med en 7.28 carat grøn dråbesleben turmalin, smaragder og diamanter.
- ”Laïka”-ring (eskimohund/husky) af 18 karat hvidguld med en 31.21 carat lys-grålig-blå antiksleben safirer, grå spineller, spineller og diamanter.
- ”Ladoga”-ring (vaskebjørn) af 18 karat hvidguld med sorte safirer, træ og diamanter.
- ”Oulu”-ring (ugle) af 18 karat hvidguld med gule safirer, sort lak og diamanter.
Smykkerne, der er modelleret efter små naivt-stiliserede dyr, udføres som regel i tre prisklasser. De ”almindelige” smykker, der primært består af guld – de lidt dyrere versioner, der også kan fremvise (for eksempel graverede) smykkesten og diamanter, og endelig de meget kostbare unikasmykker, der er fattet med store ædelsten.
I løbet af de seneste cirka ti år har Boucheron også fundet på at navngive dyrene; svanen hedder for eksempel Hera, mens pindsvinet er døbt ”Hans the Hedgehog”. Som regel – men bestemt ikke altid – er der sammenfald mellem det dyr, som smykkefirmaet lancerer et givent år, og de kinesiske stjernetegns-dyr. For ja, Boucheron overser bestemt ikke kunderne på det asiatiske marked. Hvor år 2017 er hanens år, var 2016 abens år – og næste år er hundens år.
Da Boucheron viste firmaets nyeste kollektion, Hiver Impérial (Den Kejserlige Vinter, red.), frem under sommerens Couture-uge i juli i Paris, var det med en scenografi som hentet fra Nordpolen i den strideste, koldeste vinter! Stemningen blev slået an med spor af dyrepoter i nyfalden sne, og publikum fik lov til at gå igennem en snedækket skov, hvor montrerne var lyst dramatisk op med spotlights.
Dyre-motiverne var bestemt ikke blandt de vigtigste smykker i kollektionen, men de var der – for efterhånden kan man ikke forestille sig en Boucheron kollektion uden sådan et par indslag. Og de små ringe og armringe med dyr var blandt de suverænt mest humoristiske; nøjagtig som man vil forvente sig af ’menageriet’. I kollektionen blev der vist en sneræv, en ugle, en vaskebjørn, en los, en isbjørn og en husky (en eskimohund, red.) – alle valgt for at forblive i den rette arktiske stemning.