Sex, løgn og opvaskemaskiner

Thomas Vinterberg har til filmen ’Kollektivet’,  har hentet inspiration i instruktørens egen opvækst i et venstresocialistisk bofællesskab i Hellerup. Vi har mødt dansk films evige vidunderbarn til en snak om tidsånd, idealer, tabte drømme og stærke minder.

Fødselsattesten siger 46 år, men som han kommer ind ad døren hjemme i Charlottenlund med et stort smil og en lige så stor undskyldning for at være forsinket af trafikken, ligner han fortsat bare en glad dreng, der er sminket ældre af hensyn til det lokale gymnasiums årlige elevforestilling.

Thomas Vinterberg er sammen med Lars von Trier Danmarks berømteste filmmager, og allerede som teenager gav han prøver på sit helt usædvanlige talent. Som 19-årig blev han optaget på Den Danske Filmskole som den stadig yngste nogensinde, og hans afgangsfilm ’Sidste omgang’ blev kåret til Europas bedste og i 1994 nomineret til en Oscar. Samme år fulgte novellefilmen ’Drengen der gik baglæns’, som vandt 17 internationale filmpriser, og i 1998 fulgte gennembruddet ’Festen’. Det overrumplende familiedrama modtog juryens specialpris på filmfestivalen i Cannes, og Steven Spielberg har kaldt filmen en af de bedste, han nogensinde har set.

Netop familiedrama er et af Thomas Vinterbergs specialer. Vi så det i den ligeledes Oscar-nominerede film ’Jagten’ fra 2012, og nu er instruktøren klar med en af sine mest personlige film i karrieren, nemlig ’Kollektivet’, der får premiere i januar.

Et dansk fænomen

Udgangspunktet er Thomas Vinterbergs egen opvækst i et akademikerkollektiv i Hellerup.
”Det lå på Nordkrog, og jeg boede der i lang tid, faktisk fra jeg var syv til 19 år gammel. Det var en gylden periode, som kom til at betyde utrolig meget for mig, og jeg har ønsket både at lave en fortælling om kollektivet og at beskrive hele den tid. Kollektiver er hovedsageligt et skandinavisk fænomen, og når jeg har fortalt udenlandske kolleger om min planer om at lave filmen, har de været helt oppe at køre. De kender ikke i samme grad til den form for livsstil, så derfor håber jeg, at filmen vil blive modtaget med stor nysgerrighed, ikke bare herhjemme, men også i udlandet. De første modtagelser har været positive, så nu får vi se,” siger den spændte instruktør.

I filmen følger vi parret Erik og Anna – spillet af henholdsvis Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm – der arver en stor villa i Hellerup. Succesarkitekten Erik vil egentlig helst bare sælge og komme videre, mens DR-nyhedsoplæseren Anna og deres datter, Freja, ser muligheder i det rummelige hus. Erik bliver overtalt, men for at få økonomien til at løbe rundt beslutter familien at få andre medbeboere, og snart er kollektivet en realitet.

Psykologisk krydsild

En sælsom blanding af skæve eksistenser finder sammen i en drøm om frihed og fællesskab. De diskuterer, skændes, elsker og inspirerer hinanden. De er billedet på det perfekte liv, hvor de største problemer manifesterer sig i utallige diskussioner om nødvendigheden af at have en opvaskemaskine samt enkelte beboeres konstante besvær med at betale husleje.

Da Erik helt i tidens ånd får en ung elskerinde, bliver drømmen imidlertid udfordret. Anna gør op med sig selv, at det vil være småborgerligt ikke at acceptere, at elskerinden flytter ind i kollektivet, men hun kan ikke leve op til sine egne og venstrefløjens tanker om at vise storsind. Hele kollektivet bliver fanget i en idealistisk og psykologisk krydsild, hvor man skiftevis ler og græder med beboerne.

”Det er klart, at min egen opvækst i et kollektiv har givet masser af inspiration til handlingen, men jeg må understrege, at der er tale om en personlig, ikke en privat film. For eksempel var mine egne forældres kollektiv langt mere intellektuelt, men det blev for langhåret at skrive det element ind i manuskriptet og de enkelte personer, så det er prioriteret ned,” forklarer Thomas Vinterberg.

Fantastisk energi

I midten af halvfjerdserne var der mange kollektiver i Hellerup, selvom området også dengang var indbegrebet af dansk borgerlighed.

”Alene i vores område lå der tre, nemlig os, Maos Lyst og 100 Blomster, der samlet gik under navnet Landsbyen. Vores kollektiv var det mindst flippede og bestod af højtuddannede akademiker- og journalistfamilier, men der var en meget stor samhørighed imellem de enkelte kollektiver. Vi fik jævnligt besøg fra de andre, så derfor kiggede personligheder som Ib Michael og Troels Kløvedal også ind. Nogle af Shu-bi-dua-drengene og pigerne fra Jomfru Ane Band boede desuden tæt på os,” husker Thomas Vinterberg.
Instruktøren erindrer, at der med mellem ti og 15 faste beboere på Nordkrog var et konstant leben med mennesker overalt.

”Der var en fantastisk samhørighed og energi, for det var ikke kun intelligensniveauet, der var højt – det samme var niveauet for galskab. Vores spisebord var – ligesom i filmen – verdens centrum, her foregik der altid noget interessant. I weekenden blev der hver morgen læst op af avisen, når nogen fandt noget vigtigt. Det var enormt fascinerende, og jeg sugede alt til mig. Samtidig var det anderledes og interessant at få lektiehjælp af en person som Tor Nørretranders, der også boede i kollektivet.”

Robin Hood i Hellerup

Man kunne frygte, at kontrasten til det stenrige Hellerup ville skabe konflikter, men ifølge Thomas Vinterberg var der respekt mellem de to modpoler i lokalområdet: ”Vi var reelt nok mere fordomsfulde end vores rige naboer! Som børn levede vi i en selviscenesat virkelighed, hvor vi var de frække oprørere, der i bedste Robin Hood-stil boede midt i fjendeland og tog politisk afstand til alt det borgerlige. Selv gik jeg på den kommunistiske Østerbro Lilleskole, hvor vi sang Internationale hver morgen. Vores kollektiv bestod imidlertid ikke af ekstremister; den grundlæggende politiske holdning var nærmere venstresocialistisk. Der flyttede indimellem nogle mere rendyrkede kommunister ind, men dem grinede vi ad! Der blev heller ikke røget ret meget hash på Nordkrog, og jeg har i filmen forsøgt at undgå de mest klassiske hippieklichéer. Men som helhed tog Hellerup godt imod os. Jeg tror, der var en stor nysgerrighed omkring, hvem vi var, og hvad vi stod for. Når jeg besøgte andre familier på vejen, blev jeg altid behandlet godt. Det var et hyggeligt kvarter,” slår filmmageren fast.

Russisk roulette

Selvom kollektivet på Nordkrog endte med at fylde hele den unge teenager med liv, var begyndelsen langt mindre optimistisk.

”Da jeg flyttede ind som syvårig, var jeg et lille, genert barn. Jeg hadede rodet i huset, men det var småborgerligt at tænke på at rydde op, så det gjorde man ikke. I skolen havde vi et hjul med to ringe til henholdsvis pige- og drengenavne, så der kunne arrangeres tvangsbesøg hos hinanden, men da vi ikke var lige mange drenge og piger, var der et blankt felt. Jeg snød altid mit navn hen på det blanke felt, når jeg kunne, resten klarede jeg med undskyldninger. Jeg skulle i hvert fald ikke have nogen på besøg og se kollektivet – jeg ønskede mig bare et borgerligt hjem!

Så begyndte jeg imidlertid at få venner, og de var nysgerrige. Jeg begyndte at lukke dem ind i kaosset, men at få en ven med hjem var ren russisk roulette. Han, der boede ved siden af køkkenet, havde højlydte samlejer på alle tænkelige tidspunkter af døgnet, og en beboer skrev på et tidspunkt en afhandling om totalorgasmen og eksperimenterede derfor med den nede i kælderen. Den slags var dagligdag for mig, men det var svært at forholde sig til, når jeg fik gæster. Med tiden opdagede jeg imidlertid, hvor meget mine venner og kærester elskede at være hos os. De gik jo og kedede sig i deres parcelhuse, så ofte var de ikke til at drive ud igen. I perioder boede der tre mennesker på mit værelse, fordi de blev taget så godt imod af alle de andre. Fra at være noget, der forpestede hele min tilværelse, blev kollektivet noget, jeg virkelig var stolt af,” fortæller Thomas Vinterberg.

Forsinket tilfredshed

Selvom Erik og Anna i filmen langsomt glider fra hinanden, er de ikke billeder på instruktørens egne forældre.

”Nej, mine forældre endte ganske vist også med at blive skilt, men ikke fordi min far tog en yngre elskerinde med hjem. De holdt ud sammen på Nordkrog et stykke tid, og da de så endte med at flytte hver til sit, ville jeg gerne blive i kollektivet. På en måde flyttede jeg hjemmefra ved at blive boende. Det var en mærkelig overgang, men det viser også, hvor meget jeg holdt af fællesskabet. Faktisk har jeg dyrket fællesskabet lige siden, også i mit arbejde. Jeg tager altid mine skuespillere med på råd, og jeg skriver altid mine manuskripter sammen med andre for at have nogen at sparre og udvikle idéer med,” oplyser Thomas Vinterberg.

Mens han venter på premieren på ’Kollektivet’, er han ret tilfreds med det færdige resultat.
”Ja, for helt tilfreds med mine film bliver jeg ikke, før der er gået ca. ti år. Jeg kan i nuet ikke se dem klart, fordi jeg har været så ekstremt involveret i dem over en lang periode. Men følelsesmæssigt kan jeg mærke, at jeg har ramt det, jeg ville. Jeg har set ’Kollektivet’ med publikum, og de græder og griner, som jeg har håbet. Ulrich og Trine er fantastiske i de bærende roller. Ingen af os har arbejdet sammen siden ’Festen’, men i mit hoved har de været gift lige siden, så det hang meget godt sammen at få dem med nu som et par i midtvejskrise.”

Druk på tegnebrættet

Efter et par års hårdt arbejde med film som ’Jagten’, den internationale storfilm ’Far from the Madding Crowd’ og aktuelt ’Kollektivet’ puster instruktøren nu lidt ud. Han er netop blevet far for anden gang med sin anden kone Helene Reingaard Neumann – der i øvrigt er eminent i rollen som elskerinden i ’Kollektivet’ – men snart vil der blive skruet op for blusset igen.

”Lige nu er planen at lave et nyt manus med min medforfatter Tobias Lindholm. Vi ved ikke endnu, om det ender med en film, men arbejdstitlen er ’Druk’ og tager udgangspunkt i en hyldest til alkohol. Danmark er det mest drikkende land i Europa. Sammen med rygning er det med til at placere os nede på en 18.-plads på listen over lande i Europa med længst levetid blandt indbyggerne. Sverige er nummer to, så jeg vil gerne tage diskussionen op, hvor meget det stimulerer os at drikke,” afslører Thomas Vinterberg.

”Arbejdet med ’Far from the Madding Crowd’ har desuden givet en række tilbud udefra, hvoraf det mest interessante er at lave en amerikansk TV-serie. Det er imidlertid stadig danske film, der ligger mit hjerte nærmest. Man skal ikke kimse ad hele vores filmkultur med støtteordninger, for det giver os på trods af vores lille sprogområde mulighed for at lave kunst. Tag til sammenligning USA, hvor der ikke bliver lavet meget kunst længere – derovre er det jo mest superheltefilm eller remakes, der overlever. Amerikanske kolleger kigger misundeligt på det, vi har.”

Og hvordan er det så lige med ambitionerne om endelig at vinde den Oscar, der har været så tæt på et par gange?

”For mig står en Oscar som rockstjernesiden af det at lave film. Rent kunstnerisk er det vigtigste for mig at skabe karakterer og situationer, man husker. Når man har skabt Egon Olsen eller Godfather, så har man skabt et medlem af hele vores familie, som vi alle kan huske, tale om og reflektere over. Så har man skabt liv – og det er det fineste, jeg kan forestille mig.”

Blå bog

Thomas Vinterberg, født 19. maj 1969 på Frederiksberg. Optaget på Den Danske Filmskole i 1989 som den yngste nogensinde.

Grundlagde sammen med Lars von Trier i 1997 dogmereglerne, der dikterer brug af håndholdt kamera og forbud mod at bruge kunstig lyd og kunstigt lys. Filmen ’Festen’ fra 1998 blev Vinterbergs dogmedebut og hans internationale gennembrud. Lavede herpå film, der delte publikum og kritikere, men i 2012 skulle ’Jagten’ med Mads Mikkelsen i hovedrollen blive endnu en verdenssucces og nomineret til en Oscar.

Har fra et tidligere ægteskab med teaterinstruktøren Maria Walbom to døtre, mens han med skuespilleren Helene Reingaard Neumann har en dreng og en pige.
Får i januar 2016 premiere på sin nye film ’Kollektivet’.