James Hunt er hverken den hurtigste eller mest talentfulde Formel 1-kører i historien. Men ingen var mere underholdende end den frygtløse englænder, som havde et mere end almindeligt forbrug af sprut, smøger – og smukke kvinder.

James Hunt. Navnet er meget sigende for dette koryfæ i Formel 1-historien. Altid var han på jagt efter endnu en sejr på racerbanen, eller også blev han selv jagtet af groupies og hangarounds, som ville gøre hvad som helst for at være en del af en racerkørers omgangskreds. James Hunt kunne noget med racerbiler, men han kunne så sandelig også noget med damer, sprut og fester. Han var muligvis besat af begge dele, hvilket nok var årsagen til, at han rent sportsligt aldrig blev anerkendt på lige fod med de andre store navne, som blev skabt i 1970’erne: Jackie Stewart, Mario Andretti og ikke mindst ærkerivalen Niki Lauda. For James Hunt var racerløb ikke bare en sport og da slet ikke et arbejde. Det var en livsstil.

James Hunt blev født i 1947 som nummer to i en søskendeflok på seks. Faren var en succesfuld børsmægler, som sendte sin søn på kostskole som otteårig og så frygteligt håbede, at han ville uddanne sig til læge eller noget i den retning. Det skete aldrig. Ikke fordi evnerne fejlede noget, men medicinstudierne – og alle andre studier for den sags skyld – interesserede bare ikke Hunt. Han var rebelsk, og han var et konkurrencemenneske, som altid prøvede at overgå kammeraterne, hvad enten det drejede sig om at spille tennis eller charmere damer. Særligt det sidste havde den charmerende Hunt et medfødt talent for.

Fra havestol til racerbil

Som 17-årig fik James Hunt imidlertid øjnene op for racerløb, da han sammen med nogle venner overværede et lokalt løb. Lysten til selv at stå på skamlen og modtage hæderen tændte en flamme i den unge englænder. Da han helt som ventet ikke fik meget hjælp fra forældrene, som nægtede at supportere deres søn i noget så proletarisk som racerløb, købte han for sine egne lommepenge en brugt Austin Mini – en tidlig version af den berømte Morris Mascot – som han med sine tvivlsomme evner forsøgte at forvandle til en racerbil. Debuten som racerkører mislykkedes ikke overraskende, da bilen dumpede til teknisk kontrol, bl.a. fordi Hunt havde forsøgt at konstruere et racersæde ud af en havestol.

Det lykkedes dog så småt at få gang i karrieren, og James Hunt skaffede penge via jobs her og der. Han arbejdede dag og nat for at få råd til benzin, og han skar nye slidbaner i de dæk, som andre teams smed ud.

Hunt var en ganske talentfuld, men også aggressiv kører, som ofte kom galt afsted på banen, hvilket gav ham kælenavnet ’Hunt the Shunt’. Hans evigt gode humør og festlige væsen gjorde ham alligevel populær, selv blandt dem, han kæmpede imod. Hunt var nemlig skæg at være sammen med – medmindre han stjal ens kone naturligvis. For det gjorde han, hvis han ville. James Hunt gjorde, lige nøjagtig hvad han havde lyst til.

Sælsomme ritualer

Hunt vandt sit første racerløb som 21-årig i en Formel Ford – en Formel 1-racer i babyformat – som han havde købt for 300 pund. Herefter kørte han tre sæsoner i den hurtigere Formel 3-klasse og rykkede så op i Formel 2, dog uden succes. Hunt faldt derefter tilbage til Formel 3, hvor han kørte for det anerkendte hold March, men kun indtil teamchefen smed ham på porten på grund af ren og skær ulydighed.

Udadtil virkede James Hunt selvsikker som få. Men allerede tidligt i karrieren var der tegn på, at briten kæmpede med sig selv. Han havde et ufrivilligt ritual med at kaste op inden løbets start, og seancen blev senere så kendt, at hans teamcrew frygtede, at der var noget galt med Hunt, hvis ikke han vendte vrangen ud på sig selv, lige inden han skulle bag rattet. Det siges, at han ofte rystede så meget, at bilen stod og vibrerede på startgridden.

Men når det kommer til stykket, var han nok ikke alene om den adfærd. 1970’erne var et af de mest dødelige årtier i Formel 1-historien, hvilket skyldtes kombinationen af den voldsomme udvikling af bilerne og en total mangel på sikkerhed.

Den småfede baron

Når de grønne lamper tændtes, tog fanden imidlertid ved Hunt. Så kunne ingen matche hans frygtløshed. Adrenalinen pumpede i ham som en gal tyr i en arena, og han var så besat af at vinde, at alt andet var ligegyldigt – i disse afgørende sekunder selv hans liv. I et løb crashede Hunt voldsomt i sin Formel 3-racer og landede i et hegn, hvorefter han straks trykkede startknappen i bund for at få liv i motoren igen, mens han bandede og svovlede. Og han gav først op, da det gik op for ham, at motoren faktisk havde revet sig fri af bilen og lå på den anden side af banen.

Det var sådanne episoder, der fascinerede manden, som endte med at bane vejen for James Hunts Formel 1-karriere. Denne mand var lord Alexander Hesketh, en ung, bleg og småfed aristokrat, som havde arvet en solid familieformue samt et stort gods. Lord Hesketh var lige så rebelsk som Hunt, og han havde besluttet sig for at bruge sin formue på, hvad han nu lige fandt sjovt. Og racerløb var sjovt. Hesketh anede ganske vist intet om motorsport, men ansatte nogle folk, der gjorde, og dermed skabte han sit eget lidt cirkusagtige racerteam, som inden længe fik James Hunt som midtpunkt.

Sponsorer? Nej tak!

Til at begynde med var Hesketh Racing mest berygtet for teamets adfærd uden for banen. De blev notorisk kendt for altid at holde fest – selv når Hunt havde smadret racerbilen, blev det fejret med adskillige flasker champagne. Og hvis det var sjovt i Formel 3 og Formel 2, måtte det jo være endnu sjovere i Formel 1, konkluderede den unge baron. Og således fik James Hunt sit største ønske opfyldt – han skulle køre Formel 1.

Hesketh Racing debuterede i motorsportens absolutte kongeklasse i 1973, og i 1974 stillede teamet sågar op med sin helt egen bil, dog uden en eneste sponsor. Klistermærker var grimme, mente baronen, og det var et stort arbejde at finde sponsorer for ikke at tale om det besværlige arbejde med at varte dem op undervejs i sæsonen. Næ, så hellere selv finansiere hele gildet og bestemme selv.

Hunt blev derfor placeret i en kridhvid racerbil med intet andet end et startnummer på siden samt teamets nye logo, en teddybjørn med styrthjelm. På køredragten var der desuden syet et rundt stofmærke med ordene ”Sex – Breakfast of Champions”. Det var noget, der passede Hunt, som, til trods for at han senere blev gift med den underskønne fotomodel Suzy Miller, ikke holdt sig fra at benytte de adskillige kvindelige tilbud, som helt naturligt fulgte med det at være Formel 1-kører.

Morgenbrød med helikopter

Hesketh Racings første Formel 1-optræden skete under Monacos grandprix, og selv fyrsten spærrede øjnene op, da lord Hesketh og co. dukkede op i en stor, skinnende Rolls-Royce efterfulgt af en Daimler og en Porsche 911. En helikopter hentede morgenbrød i Nice og fløj gæster som Elizabeth Taylor og Andy Warhol direkte ind på Heskeths 162-fods luksusyacht, som naturligvis var blande de største i havnen. James Hunt holdt på startgridden sammen med store navne som Jackie Stewart og Ronnie Peterson, og han endte på en niendeplads. I det følgende grandprix endte han som sekser, og den kække englænder i den hvide racerbil scorede dermed sit første VM-point.

Det var nok meget godt, at Hesketh Racing ingen sponsorer havde at tage hensyn til. Lige så flink og venlig James Hunt kunne være, lige så utilregnelig og uforskammet kunne han opføre sig. Han sagde, hvad der passede ham, og hans udtalelser kunne være lige så grove og provokerende som hans kørestil. Han afskyede jakkesæt, men elskede T-shirts og slidte jeans, og han nød at gå rundt på bare fødder, selv under formelle begivenheder. Han drak massivt og røg endnu mere. Han begyndte at eksperimentere med stoffer, og hans sociale liv var et inferno af fester, hangarounds og et utal af villige skønheder. Han var en rockstjerne.

Fra playboy til vinder

Undervejs udviklede Hesketh Racing sig fra at være en joke til at blive en seriøs konkurrent blandt respekterede teams som McLaren, Lotus og Ferrari. I erkendelse af at han vidste mere om champagne end racerbiler, havde lord Hesketh nemlig ansat en håndfuld personer, som både kunne finde ud af at feste igennem og samtidig drive et professionelt racerteam – bl.a. den begavede ingeniør Harvey Postlethwaite, som senere konstruerede Formel 1-biler for Enzo Ferrari, samt Anthony ’Bubbles’ Horsley, som tidligere havde drevet et racerteam sammen med den succesfulde teamejer Frank Williams og dermed kendte en del til, hvordan sådan noget skulle håndteres. Og når James Hunt sad i bilen, var han mindst lige så skarp og fokuseret som sine konkurrenter.

I 1975 vandt han sit første Formel 1-løb på den hollandske Zandvoortbane foran den østrigske Ferrari-kører Niki Lauda, og fra dén dag var der ikke længere nogen, som grinede af den fede baron og hans playboy af en førstekører.

Redningskransen McLaren

Historien om James Hunt kulminerede i tiden omkring det japanske grandprix på Fujibanen i efteråret 1976. Kort før sæsonstart havde James Hunt fået en overraskende aftale i stand med McLaren, hvilket blev en redningskrans for englænderen, som ellers stod uden team, da Hesketh Racing mod slutningen af 1975 var løbet gevaldig tør for penge. Helikopteren var solgt, og det samme var baronens Rolls-Royce, så til 1975-sæsonens sidste løb mødte Hesketh Racing op i en autocamper med baronen selv bag rattet. James Hunt kørte en andenplads i hus for det fallerede team, hvorpå lord Hesketh trak sig helt ud af motorsporten og i stedet begyndte en glorværdig politisk karriere i det engelske parlament.

Med sin nye McLaren-kontrakt fik James Hunt imidlertid adgang til en af de bedste biler i feltet, og han kvitterede med at vinde otte ud af 15 mulige løb, før sæsonens sidste løb skulle køres i Japan.

Den eneste konkurrent til titlen var ærkerivalen Niki Lauda, der mirakuløst havde overlevet en voldsom ulykke i løbet på den berygtede Nürburgring. Den stædige østriger havde trods voldsomme forbrændinger i ansigtet kæmpet sig tilbage fra hospitalssengen, og sæsonafslutningen skulle derfor blive til en historisk spændende duel mellem to meget forskellige, men lige karismatiske racerkørere.

Aparte opladning til VM

For en gangs skyld mødte James Hunt op i god tid for at forberede sig til løbet – ganske vist på sin helt egen facon. To uger før det mest afgørende løb i sin karriere indlogerede han sig sammen med motorcykelkøreren Barry Sheene på Hilton i Tokyo, og i de følgende 14 dage fornøjede de to playboys sig med stewardesser fra British Airways i et orgie af sprut, stoffer og intimiteter. Ingen, som havde set James Hunt hænge i hotelbaren i de dage, ville have troet, at han forberedte sig på sit livs vigtigste løb.

Da Hunt mødte op på banen, opførte han sig da også mere bizart end nogensinde. Han stillede sig op og urinerede foran tusindvis af jublende tilskuere, og på løbsdagen gik en mekaniker ind i en pitgarage, hvor han tilfældigt overraskende Hunt med køredragten nede om anklerne – i fuld gang med at lære en kvindelig japansk fan et og andet om stempler og cylindre. Få minutter efter seancen brækkede Hunt sig som altid bag en stabel dæk. Han iførte sig sin hjelm, kravlede ned i sin McLaren-racer – og blev verdensmester foran millioner af TV-seere.

Hunt fejrede verdensmesterskabet med at drikke sig fra sans og samling, og en ceremoni på den britiske ambassade blev nær aflyst, da ambassadøren nægtede at åbne dørene for den rent ud sagt spritstive racerkører. På turen hjem til London tørlagde Hunt og hans følge et passagerfly for alkohol, og de 2.000 fans, som ventede i Heathrow, kunne overvære en plørefuld James Hunt vælte ned ad trappen og lande i armene på sin tydeligt bekymrede mor.

Misbrug og depression

Efter verdensmesterskabet gik det ned ad bakke for James Hunt. Han havde opnået, hvad han ville, og havde svært ved at finde energien til at blive på toppen. Han påstod sågar, at han aldrig rigtig havde brudt sig om at køre racerløb, men havde nydt alt det, som foregik omkring løbene. Han fortsatte hos McLaren i 1977 og 1978, hvorefter han skiftede til Wolf Racing, men trak sig halvvejs i sæsonen på grund af en teknisk skrøbelig bil, et crash og en enkelt ottendeplads.

Som den tidligere manager Peter Warr på et tidspunkt udtalte til et amerikansk magasin, var James Hunt muligvis en af de mest intelligente racerkørere i sin tid. Bag det festlige og pragmatiske ydre gemte der sig nemlig en person, som tænkte meget over balancen mellem risiko og succes. Og da James Hunt indså, at han sad i en bil med dårlige chancer for at vinde, men stadig skulle løbe den samme risiko, trak han sig. I 1980 blev han tilbudt en millionkontrakt af McLaren, men afslog. Han var igennem endnu en skilsmisse og økonomisk deroute og røg endelig ud i et øget misbrug og depression, som ikke mindst ærgrede de kolleger, som havde kæmpet mod James Hunt, mens han var på toppen – deriblandt rivalen Niki Lauda.

James Hunt opblomstrede dog, da han i 1980’erne blev en elsket Formel 1-kommentator på BBC. Seerne elskede britens rå og usødede kommentarer, og han nød anerkendelsen. Han havde fået to sønner, som han ofrede alt for, og i starten af 1990’erne var han på vej til sit tredje ægteskab med den unge kunststuderende Helen Dyson, som så ud til at være den endelige lykke for den tidligere playboy.

Men de største stjerner har det med at slukkes hurtigst, og i 1993, præcis 20 år efter sit verdensmesterskab og i en alder af blot 47 år, døde James Hunt af et hjertetilfælde i sit hjem i Wimbledon. Verden mistede en af de mest karismatiske racerkørere og personligheder nogensinde – ikke fordi han var den hurtigste, mest vindende eller mest talentfulde, men slet og ret fordi han var James
Hunt.