Med blot seks timers flyvning fra København er Doha det perfekte sted for en weekend i lune omgivelser. Luxury Aficionados rejste på businessclass til verdens rigeste land for at køre ørkenrally, shoppe i souker og drikke champagne på en vaskeægte jazzklub.

”Kunne De tænke Dem deres frokost nu, eller foretrækker De at vente,” lyder det fra stewardessen. Hun har pænt sat sig på hug ved siden af mig. Jeg selv sidder tilbagelænet med benene oppe i businessclasskabinen i en Dreamliner fra Qatar Airways med kurs mod Doha. En businessclass, som er blevet kåret til verdens bedste af Skytrax. Et flyselskab, som i øjeblikket sætter et nyt fly i drift omtrent hver anden uge.

”Meget gerne nu, tak,” svarer jeg. Har man ikke appetit, får man det af at kigge på det omfattende, læderindbundne menukort. Champagnen har jeg fået, både en hvid og en rosé, da stewardessen mente, at jeg bestemt burde smage dem begge. Der er også et omfattende vinkort og et lille portræt af den verdensberømte michelin-kok, som har skabt et par signaturretter til dagens rute. Hun noterer mine valg og forsvinder med et smil.

Og så går det ellers løs. Dug på bordet. Porcelæn og bestik. Et klæde til skødet. Retterne serveres én for én, akkompagneret af høje vinglas og salt og peber i porcelæn. Lækre arabiske mezzeretter med hummus, tabbouleh og feta til forret. Delikat ’mustard chicken with butternut squash masala’ til hovedret, og sidst, men bestemt ikke mindst, tre gode oste med en – og hold nu fast – 40 år gammel portvin som finale. Der er langt til de sædvanlige plasticbakker med udkogte bønner og Den Leende Ko.

Efter maden bliver bordet ryddet, og espressoen serveres. Jeg starter en af de utallige film på den 17-tommer store fladskærm foran mig, men når ikke langt ind i starten, før øjenlågene bliver tunge. Mens jeg sover, lægger stewardessen et tæppe over mig, og hun vækker mig blidt, da vi skal til at lande.

Mondæn marina

Flere og flere får øjnene op for Doha. Dels fordi det voldsomt ekspanderende Qatar Airways bruger den qatarske hovedstad som hub for selskabets omfattende rutenetværk, dels fordi den siddende emir ønsker at få nationen kendt for andet end at være landet med de rigeste indbyggere i verden.

Ganske få årtier tilbage hørte qatarerne til de fattigste, men så fandt man olie, og da Hamad bin Kalifa Al-Thani i 1990’erne overtog tronen fra sin far efter et fredeligt kup, kom der for alvor gang i udviklingen.

Doha har i dag sit eget finansdistrikt, West Bay, på en kunstig ø ud for byens havnepromenade, som har givet byen sin berømte skyline. Velhavere residerer i den mondæne marina, mens der uddannes læger og ingeniører i de arkitekttegnede bygninger lidt uden for byen, hvor man har fået amerikanske universiteter til at oprette filialer. Der er fodboldstadioner, hestestadioner, golfbaner og ikke mindst byens nye og imponerende museum, som er fyldt op med kostbar islamisk kunst hentet hjem fra auktioner i USA og Europa.

Strande er der ikke mange af, for Doha har bevidst valgt ikke at konkurrere med Dubai på dét område. Der satses i stedet på kongresser, store sportsevents samt weekendturister, som sagtens kan få et par dage til at gå med oplevelser, før rejsen går videre mod Fjernøsten eller Australien.

Lempelig alkoholpolitik

Den første oplevelse er lufthavnen. Hamad International Airport tager imod alle indkommende fly og er finansieret af Qatar Airways, som igen ejes af staten. Med sin særlige arkitektur, der er inspireret af bølgerne i Den Arabiske Golf, sørger lufthavnen for en tjekket velkomst. Der er 600.000 kvadratmeter check-in- og shoppingområde med flere end 70 butikker, og rejsende på businessclass eller firstclass hos Qatar Airways kan slå ventetiden ihjel i den enorme lounge på 10.000 kvadratmeter fyldt med designermøbler, flere forskellige spiseområder og et springvand på størrelse med en mindre sø. Lufthavnen er bygget til at håndtere 30 mio. passagerer årligt, dog
undtaget kongefamilien, der har sin helt egen unikt designede private terminal, som du passerer på vej ind til byen.

Lander du en fredag, er der ikke meget andet at foretage sig end at køre direkte til et af byens nye femstjernede luksushoteller. Fredagsbønnen betyder, at det meste er lukket indtil om eftermiddagen, hvor gaderne atter fyldes med biler og taxaer. Doha lader intet tilbage at ønske, hvad angår udvalget af lækre hoteller, og vi kan i særdeleshed anbefale W Doha, The St. Regis og det overdådige The Ritz-Carlton Sharq Village & Spa. Hotellerne ved kysten har typisk privat anlagte strande, hvor det er muligt at solbade under samme forhold som i Europa, ligesom landets strenge arabiske alkoholpolitik ikke håndhæves på disse private områder.

Ørkenræs

Vi får en god nats søvn og står tidligt op. Uden for vores hotel holder en Toyota Land Cruiser med V8-motor og venter. Den fragter os ud i ørkenen, hvor både lokale og turister bruger weekenderne på at fare op og ned ad de meterhøje sandsletter i deres firehjulstrækkere eller specialbyggede buggyer med flere hestekræfter end en Formel 1-racer.

Det pæne ord er ørkensafari. Chaufføren er ferm ved rattet og kender ørkenen som sin egen bukselomme. Han har lukket en pæn mængde luft ud af bilens store ballondæk, hvilket giver et bedre greb i sandet, og han manøvrerer den store offroader op og ned ad sandsletter, så gæsterne i den syv mand store kabine af og til afgiver et hvin. Lidt som rutsjebanen i Tivoli. Blot med en langt mere prisværdig udsigt. Solen står højt på himlen, og kombinationen af det gyldne, bølgede sand og blå himmel er enestående.

Vi gør holdt tæt på kysten, hvor en interimistisk beduinlejr danner rammen om vores frokost. Lokale kokke disker op med hjemmelavet hummus og nybagt naanbrød bagt på indersiden af en cylinderformet stenovn. Herlige sager! Vi fylder maverne og hviler os efterfølgende på tæpper i skyggen.

Ryk ud med falke

Mens store shoppingcentre skyder op rundt omkring i byen, er de mere end hundrede år gamle arabiske basarer – eller souker, som de kaldes i Mellemøsten – stadig stedet at besøge for såvel turister som lokale qatarer. Souq Waqif er den største og mest berømte i hele Qatar, og de mere end 100 store og små boder gør området til centrum for handel med krydderier, tæpper, klæder, keramik og souvenirs. Her finder du desuden en del gode restauranter med både arabiske, indiske og malaysiske køkkener samt cafeer, hvor der serveres myntelimonade og ryges vandpibe.

Souq Waqif er et af Dohas historiske steder, selvom den oprindelige souk for længst er revet ned og erstattet af nyopførte bygninger i traditionel stil med indlagt el, vand og aircondition. Der er også en guldsouk i nærheden, hvor der handles med guld og smykker, og vil du for alvor have én på opleveren, bør du besøge en af byens falkesouker. Jagt med falke kan spores mere end 1.000 år tilbage og er i dag en eksklusiv hobby for qatarske mænd. Falkene sidder på deres egne små pinde, typisk blændet med en læderhue, eftersom en falk gerne knytter sig til den første person, den ser. Rovfuglene forsynes med deres eget pas for at bevise deres qatarske oprindelse
samt for at sikre, at en falk ikke forlader landet uden ejerens tilladelse. Prisen? De billigste falke koster fra omkring 20.000 amerikanske dollars …

Dansk mesterkok

Når solen går ned, vågner Doha op, og pladserne foran luksushotellerne fyldes i bedste Las Vegas-stil med Rolls-Royces, Bentleyer, Ferrarier og Lamborghinier. Vi har reserveret bord på en af byens mest roste og hippe restauranter: den asiatisk inspirerede Spice Market på W Doha, som minsandten har danske Mads Wolff som chef de cuisine.

Danskeren, der er udlært på michelin-kokken Lars Kyllesbechs fiskerestaurant Mefiso i Aarhus, serverer en masse små delikate retter, som dækker hele bordet. ”Konceptet bygger på, at man deler maden, og man må gerne blive lidt beskidt på fingrene,” forklarer kokken, da vi hiver ham til side for at høre hans historie. Mads Wolff arbejdede efter sin læretid som køkkenchef forskellige steder, før han fik et jobtilbud i Japan, som skabte en passioneret interesse for den asiatiske kogekunst og især for det vietnamesiske gadekøkken, hvor Spice Market netop finder inspiration. Danskeren har således indrettet et lidt utraditionelt 30 meter langt køkken inddelt i syv stationer, hvor hver kok har et lille antal retter, han skal tilberede. ”Hver eneste ret skal serveres, inden for 20 minutter efter at gæsten har afgivet sin bestilling,” forklarer kokken og fortrækker herefter til sit team i køkkenet.

Aftenen afsluttes ikke på en pulserende klub med drinks og DJ’s, men derimod på jazzklub med champagne i glasset og en tyk cigar. Jazz at Lincoln Center er en organisation, som siden midten af 1980’erne har udbredt klassisk jazz til det globale publikum, og partnerskabet med The St. Regis Doha har resulteret i en vaskeægte jazzklub med feelgood-stemning a la 1940’ernes New York. En uventet, omend ganske perfekt, afslutning på et besøg i en by, som aldeles fortjener at blive besøgt igen.