Thailand og hotelkæden Six Senses har i mange år været et yndet feriemål for danskere. Begge er kendt for sol, gæstfrihed og høj standard for pengene.
Kender du dét, at havet er så blåt, at det føles, som om man befinder sig midt i et postkort fra Costa del Sol anno 1987?
Jeg sidder på terrassen til vores private villa og nyder udsigten over Siambugten, hvor to store katamaraner sejler med kurs mod øerne på den modsatte side. Min butler har netop bragt mig en friskhøstet, afkølet kokosnød med et sugerør, der ser ud til at være rullet af et palmeblad. Jeg læner mig tilbage og nyder den tropiske brise og lyden af palmebladene, der sagte svajer over mit hoved, mens cikader og farvestrålende fugle ivrigt konkurrerer om den musikalske førertrøje.
Jeg har rejst en del i Asien og ofte valgt at bo på hotelkæden Six Senses’ fantastiske resorts. I alt findes der 16 Six Senses spredt ud over Asien, hver især designet til at komplementere den omkringliggende natur og kultur. Således også i det sydlige Thailand, hvor to eksklusive resorts tilbyder afslappet luksus i eksotiske omgivelser med fokus på velvære og sundhed for både krop og sjæl.
Jeg og kæresten befinder os lige nu på Koh Samuis nordligste spids. Selvom det føles, som om vi er langt fra enhver form for civilisation, er det faktisk ganske nemt at komme hertil. Det tager kun en time med fly fra Bangkok og et kvarter i bil.
Hvorfor Thailand?
Men hvorfor vælge Thailand, der i feriemånederne bliver overløbet af turister, herunder tusindvis af danskere? Fordi landet har plads til alle, og fordi man sjældent finder et folkefærd, der i den grad forstår kunsten at forkæle sine gæster uanset økonomisk formåen. Uanset om du bor på bed & breakfast midt i Bangkok eller på et resort som Six Senses, vil du føle dig som en royal æresgæst.
Jeg nipper atter til min eksotiske drink. Der er noget særligt over kokosnødderne i Thailand sammenlignet med dem i Afrika. De er større og sødere i smagen, men jeg kan ikke mindes nogensinde at have fået en bedre kokosnød end denne. Alt frugt og grønt, der bliver serveret på Six Senses, er økologisk og ofte dyrket i hotellernes egne haver.
At bo på Six Senses er som at være på et længerevarende spaophold. Et par dage her er ideelt, hvis man har en travl og stresset hverdag, for kædens koncept er designet med henblik på 100 pct. afslapning og velvære.
Den charmerende stråtækte villa, som er bygget i teaktræ, sten og bambus, ligger midt inde i junglen med perfekt panoramaudsigt over havet gennem de store gulv til loft-vinduer. Vi har egen pool, udendørs brusebad og alt, hvad der ellers skal til for at gøre livet i junglen til en luksusoplevelse.
Six Senses har et stort udvalg af aktiviteter, hvis man har lyst til andet end at slappe af ved poolen og få massager i verdensklasse. Jeg vælger at starte dagen i selskab med hotellets muay thai-træner til en hård omgang prygl.
Koh Samui, som er Thailands næststørste ø, byder på rige muligheder for underholdning og naturoplevelser, afhængigt af hvad man har lyst til. Butleren er klar til at arrangere alt fra mountainbike til scooter eller bil med chauffør. Hvis man hellere vil selv, kan man altid benytte Grab- eller Gtaxi-appen, hvilket fungerer fint.
Vi beslutter os for at udforske øen på lokal manér, nemlig på en scooter. Vi kører gennem små fiskerlandsbyer op langs kysten, mens vi drikker kokosvand og spiser pad thai på lokale spisesteder. Vi fortsætter ad snoede bjergveje ind i junglen, der gemmer på vandfald og buddhistiske templer. Man er sin egen guide, og overalt venter eventyret.
Aftenvibes
Efter en lang dag med mange store indtryk vender vi tilbage til hotellet for at slappe af. Six Senses Koh Samui består af 66 villaer, to restauranter og en sunsetbar. Et hyggeligt bymiljø med lokale restauranter og barer ligger ikke mere end 10-20 minutters kørsel fra hotellet.
Vi har det dog fint med at blive på hotellet. Six Senses har taget imponerende og ambitiøse tiltag inden for bevaring af miljøet. Kæden dyrker selv en stor del af de råvarer, der bliver serveret under opholdet, herunder svampe, frugt og grønt, og hertil kommer et nært samarbejde med lokale farme om geder, høns osv. Six Senses laver også selv ost og møbler og har implementeret en avanceret vandrensning, således at intet går til spilde. Der bliver ikke brugt nogen som helst form for plastik, og al mad og drikke serveres i glas. Kædens filosofi er, at vores nydelse på ingen måde skal ske på bekostning af miljøet og den lokale kultur.
Efter et dejligt ophold i Koh Samui er det tid at komme videre. Phuket er vores næste mål. Vi lander sidst på formiddagen og bliver mødt af vores chauffør samt en repræsentant fra det lokale Six Senses. Efter en dejlig frokost i yachtklubben går vi ombord på den motorbåd, der skal sejle os til Koh Yao Noi. Navnet, der betyder ’lille, lang ø’, passer ganske godt til beskrivelsen af øens fysiske forekomst. Koh Yao Noi er en øde ø i sammenligning med Koh Samui. Tæt, frodig jungle grænser ned til hvide sandstrande og det rolige, blå hav. Bortset fra et par fiskere i lokale langbåde er der ingen mennesker at få øje på.På kajen står få mennesker, heriblandt vores nye butler, der skal køre os til vores villa.
I modsætning til Koh Samui skal man ikke regne med vilde fester på Koh Yao Noi ud over dem, man selv kan stable på benene. Til gengæld er området noget af det nærmeste, man kommer på Paradis. Det er ikke uden grund, at skurken Scaramanga valgte at bygge sit mansion netop her i James Bond-klassikeren ’The Man With the Golden Gun’ fra 1974.
Selvom stedet er anderledes end Koh Samui, har Six Senses formået at skabe samme stemning af zenagtig idyl. Det er afslappet luksus, hvor man kan gå på bare tæer hele døgnet, hvis man har lyst til det. Alt handler om velvære og nydelse på højt niveau.
Vores villa, som er endnu mere charmerende end den forrige, ligger for sig selv inde midt i junglen. Det er i hvert fald sådan, det føles, når man plasker rundt i den private pool og hører lydene af insekter, fugle og andre af junglens småarter. Det minder lidt om det treehouse, jeg altid har drømt om, bare bedre.
På toppen af skrænten ligger sundowner-baren, der passende nok har fået navnet Hilltop. Herfra har man perfekt udsigt over hele Phang Nga-bugten og James Bond-øerne. Vi når netop at få serveret to cosmopolitans, inden de karakteristiske kalkstensbjerge i horisonten bliver pakket ind i en eventyrlig lyserød dis, der nærmest ligner candyfloss. Oven på den vidunderlige solnedgang går vi ned til restauranten, hvor kokken forkæler os med lokale delikatesser.
De næste dage går med at slappe af og bare nyde hinanden og livet. Six Senses Thailand er generelt meget opfindsomme med deres udvalg af aktiviteter, der strækker sig ud over det sædvanlige. Blandt de mange muligheder er kajakudflugter, sunset cruise, dykning, muay thai-træning, yoga, fitness, cykelture, jungleudflugter, ziplining, udflugter med katamaran, udendørs biografforevisninger, rock climbing samt besøg i de lokale templer eller det lokale marked.
Vores ophold på Six Senses er en form for spirituel rejse for sanserne. På genial vis formår kæden at påvirke og forkæle alle vores sanser, og vi tager herfra med fornyet energi. Vi er enige om, at det bestemt ikke er vores sidste besøg. Selvfølgelig er det altid lokkende at se mere af verden – men Paradis kan man altid godt være bekendt at vende tilbage til.
Læs mere om Six Senses her.
Læs hvad vi ellers skriver om rejser her.