Temperaturen siger 29 grader, og datoen 14. september. Vi befinder os ikke i Danmark, men er på den græske ø Kreta for at udforske resortet Elounda Beach. Glem alt om de ellers så populære ’all-inclusive’-hoteller, som familien Danmark har som yndet rejsemål i Middelhavet. Dette er luksus med stort L.
Foto: PR Elounda Beach
Umiddelbart er luksus ikke det første ord, man tænker på, når man hører om ferie på en græsk middelhavsø, og da slet ikke når målet er Kreta. Men velkommen til Elounda Beach på østsiden af den store ø nær byen Agios Nikolaos.
I modsætning til den vestlige del af øen er her meget tørt og ikke megen vegetation. Der er lidt ørkenlandskab over området ned mod Middelhavet, men lige syd for den lille landsby ligger Elounda Beach. Her er tale om et imponerende resort, der kan tilfredsstille selv de mest kræsne feriegæster. I 1992 gennemgik stedet en omfattende renovation, som opgraderede faciliteterne til et endnu højere niveau. De nuværende ejere er kæden Helios, som har drevet hotellet siden 1987. Her er 280 værelser, hvoraf størstedelen er selvstændige bungalower eller sammenhængende suiter med enten egen pool, egen direkte adgang til havet eller begge dele. Her er desuden fem forskellige restauranter, en imponerende spa, luksusbutikker og meget andet.
Ønsker man at ankomme med helikopter eller i eget yacht, er der naturligvis også mulighed for det. Ankommer man med rutefly, tilbyder hotellet limousine-pickup i lufthavnen, hvor hotellets egen chauffør står klar i ankomsthallen med navneskilt.
Suite på 1.000 kvadratmeter
Selve resortet er modsat de noget golde omgivelser meget velholdt med frodige buske og træer. De mange forskellige former for indkvartering byder på alt fra almindelige dobbeltværelser i hovedbygningen til imponerende suiter på ca. 1.000 kvadratmeter (!) med panoramaudsigt ud over havet.
De forskellige værelsestyper er delt op i såkaldte temaer med ’yachting-suiterne’ som de mest imponerende. Her er der fokus på det maritime, og gulvet er lavet som et teaktræsdæk. Der er adskillige finesser som skjult storskærm i loftet over dobbeltsengen samt projektor og lærred, som kommer frem via fjernbetjeningen i stuen. Det er meget anvendeligt, hvis man ønsker at se en film eller fodboldkamp på et lærred, som enhver provinsbiograf vil misunde resortet. Direkte udgang fra soveværelset til egen pool er naturligvis også standard. Alle sæber, cremer osv. på badeværelserne er fra italienske Bvlgari, hvilket også fortæller lidt om det generelle niveau i denne grønne oase.
Den imponerende spa har alt, man kan ønske sig som gæst på hotellet. Her finder man flere typer pools med forskellige temperaturer, mange slags behandlingsrum, afslapningsområder og så den mest fantastiske mulighed for udendørs behandling med udsigt til Det Ægæiske Hav fra toppen af hovedbygningen. Behandlingerne tager udgangspunkt i de seneste videnskabelige resultater om den menneskelige krops funktionalitet. Resortet kombinerer tusind års traditionel brug af kinesisk medicin, baseret på energi og balance, til at forene kroppen med sindet og ånden. Behandlingerne tilpasses via massageteknikken ’chenot’ til den enkelte gæst og optimerer dermed oplevelsen og resultatet med behandlingen.
Restauranter for alle
Uanset hvilket køkken man er tilhænger af, er her restauranter til at matche behovet. Ned til den lille havn ligger en bygning, som på øverste etage har en italiensk gourmetrestaurant, der både serverer nybagte stenovnspizzaer og frisklavet ravioli med trøfler og karljohansvampe. Nederste etage går direkte ud til de små både, som ligger ved kaj. Her serveres gourmetsushi, sashimi og andre delikate fiske- og skaldyrsspecialiteter. Længere oppe i resortet ligger gourmetrestauranten Dionyssos (opkaldt efter den hedonistiske vingud), hvor der serveres retter på michelinniveau med et imponerende vinkort. Alle Grækenlands bedste vine er naturligvis til stede, hvilket man som gæst ikke må snyde sig for. Græske vine er groft undervurderede, men ellers er her som alternativ samtlige 1. cru-bordeauxvine i mange tiltalende årgange eller måske den italienske supervin Sassicaia, der tilbydes i hele 12 forskellige årgange!
Er man til mere traditionel græsk mad, er her også en taverna, som serverer lokal mad, når det er bedst. I restauranterne hilser tjenerne på én ved navn allerede første dag, hvilket vidner om opmærksomheden og serviceniveauet hos personalet. Fitnessrummet byder på det nyeste udstyr, og det er muligt at booke en personlig træner under opholdet. Det er dermed muligt at få fastlagt et forløb, som enten kan handle om vægttab, muskelforøgelse eller lignende. Professionelle trænere står til rådighed 24 timer i døgnet og bidrager også gerne med vejledning til kost og mentaltræning. Glemte vi at notere, at fitnessrummet naturligvis er nedkølet?
Alting har en pris
Hvad med shopping? Rolig, der er rigeligt med muligheder, idet man kan finde butikker med tøj fra Chanel og Dior samt ure/smykkebutikker med mærker som Audemars Piguet, Rolex og Patek Philippe. Der er også mulighed for at gøre et scoop med smykker, der er designet af lokale guldsmede, ligesom lækre pelse sælges til fornuftige priser. Elounda Beach er et fantastisk hotel og bestemt et besøg værdigt for selv de mest rejsevante aficionados. Før besøget troede jeg ikke, der fandtes resorts på dette niveau i Europa, men det er tilsyneladende ikke nødvendigt at rejse til Østen eller over Atlanten for at opleve sublim service og faciliteter. En tretimers flyvetur fra København kan gøre det.
Ved booking skal man være opmærksom på de forskellige værelsestyper, da en del af disse er meget traditionelle, mens for eksempel ’yachting-suiterne’ er mere moderne og fuldt opdateret til nutidens krav. Generelt har Elounda Beach alt, man kan ønske sig. Man skal dog være opmærksom på prisniveauet, imens man er der. Priserne på mad, vin, ja selv på kaffe, kan virke utopiske for almindelige mennesker, men på den anden side er dette sted ikke tiltænkt hvem som helst. Faciliteterne og servicen er helt i top, og alt koster derfor mere end gennemsnittet. Elounda Beach er en del af sammenslutningen Leading Hotels of the World, som repræsenterer de absolut bedste hoteller i verden. I Danmark er det kun det nyrenoverede Hotel d’Angleterre i København, som er sluppet gennem nåleøjet og kommet med i LH W. Det siger også lidt om, hvor høj standarden er i denne oase på Kreta.
Elounda Beach Hotel & Villas
720 53 Elounda, Kreta
Tlf. +30 2841 0630 00
www.eloundabeach.gr