Iver RosenkrantzFor ti år siden hev den danske globetrotter og eventyrer Iver Rosenkrantz teltpløkkerne op af den danske muld og besluttede sig for at udforske Afrika. Han er aldrig blevet færdig med at se og opleve og beretter her begejstret om løver og luksus i Kenya.
Bedst som jeg træder ud af bruseren, lyder der et svagt grynt. Jeg kigger ind i soveværelset og får øje på en giraf, der stikker sit hoved halvvejs ind gennem det åbne vindue. Tøvende og lettere omtumlet – klokken er knap nok 7.00 – bevæger jeg mig hen mod det utålmodige dyr, der er i gang med at støvsuge vindueskarmen for spiselige genstande.
På mit natbord står der en skål med noget, der minder om hundekiks, hvilket jeg formoder er girafguf. I samme øjeblik giraffen ser skålen, bliver den helt vild i blikket og ruller sin lange tunge ud i forbavsende længde, hvorefter den ivrigt puffer til min arm. Én efter én slubrer den de mange hundekiks i sig, hvorefter den veltilfreds puffer til mig endnu en gang, før den fortsætter sin morgenvisit i vinduerne på førstesalen af Giraffe Manors hovedbygning.
Bortset fra håndfodring af giraffer byder Giraffe Manor på afslapning i klassiske koloniale omgivelser. Man kan nyde sin eftermiddagste i den smukke have eller en gin og tonic foran pejsen. Man føler sig mere som gæst i Karen Blixens hjem end som gæst på et hotel (fem minutters kørsel fra Giraffe Manor finder man rent faktisk Karen Blixens glimrende museum, som var hendes hjem i Kenya fra 1914 til 1931). Selvom man befinder sig en halv times kørsel fra Nairobis centrum – afhængigt af trafikken – føler man, at man befinder sig et sted ude på savannen. Nedenunder i havestuen bliver vi trakteret med et vidunderligt morgenbord, alt imens giraffodringen fortsætter.
Præhistoriske kæmper
Som små perler hænger duggen på de lange græsstrå og glimter i skæret fra dagens første solstråler, der har ramt dalen i reservatet Solio. Det er stadig køligt, og et hvidt tæppe af tåge svæver over det grønne græs i retning af floden længere mod syd.
Pludselig hører vi lyden af nogle grene, der brækker et sted inde i skoven. Min lokale guide Mike rækker en finger i vejret, mens han forsøger at retningsbestemme lyden. Efter få sekunder kommer et fuldvoksent næsehorn til syne mellem træerne blot 50 meter fra vores skjul. Det giver et sæt i mig, da jeg får øje på det store dyr, der roligt, men opmærksomt bevæger sig gennem den frodige underskov i sin søgen efter føde.
”Det er en ko med en ung kalv,” hvisker Mike og udpeger ungen, der gemmer sig bag sin mor. ”Solio har en bestand på 250 næsehorn, hvoraf 50 er sorte næsehorn, mens resten er hvide,” forklarer han. Der går ikke mere end et kvarter, før endnu en flok på syv næsehorn kommer ud af skoven og stiller sig i lysningen blot 20 meter fra os. På bare én morgen har vi set tæt på 30 næsehorn, hvilket er helt fantastisk i en tid, hvor de præhistoriske kæmper regnes blandt verdens mest truede dyrearter.
Bekvem luksus
Efter at have tilbragt en halv time i selskab med de prægtige, dinosaurlignende kreaturer beslutter vi os for at køre tilbage til lodgen for at spise morgenmad. Jeg sætter mig op bag på jeepen, hvorefter vi kører gennem sumpen og videre ud på den støvede grusvej, der fører til Solio Lodge. Men vi når ikke mere end et par hundrede meter ned ad vejen, før Mike hugger bremserne i og peger ind i skoven. På stammen af et væltet træ 200 meter fra os sidder fem løver og kigger nysgerrigt på os.
Uden tøven drejer min guide væk fra vejen og kører forsigtigt nærmere. Løverne følger os med stor interesse, men uden at vise tegn på frygt. Da vi er 30 meter fra flokken, slukker Mike motoren, hvorefter der bliver helt stille. ”De er stadig for unge til at jage, så de sidder og venter på, at deres mor kommer med mad til dem,” fortæller han. Mætte på oplevelser, men sultne efter kokkens velsmagende morgenbord kører vi det sidste stykke hjem til Solio Lodge, hvor vi som altid bliver mødt af en smilende tjener, der står klar med friskpresset juice og en fugtig klud til at tørre støvet af hænderne med.
Safarilivet er slet ikke så tosset. Især ikke på Solio Lodge, der byder på bekvem luksus midt inde i Østafrikas største private næsehornsreservat. Dyrelivet kan opleves i selskab med erfarne og behagelige guider i præcis det omfang, man har lyst. Man har rig lejlighed til at føle sig helt alene, hvilket er et sjældent privilegium i et område, der er så rigt på dyreliv. Den eksklusive lodge består af seks vidunderlige hytter med panoramavinduer, pejs og enorme badeværelser.
Rift Valley fra luften
”Velkommen ombord,” siger vores pilot Peter med et bredt smil. Efter en kort sikkerhedsbriefing vender han det lille Cessna på landingsbanen, der består af en aflang græsmark, hvorefter vi gør klar til takeoff. Flyveturen fra Solio til Samburu tager ca. 40 minutter. Vi flyver over savanne og tætte skovområder og snart ind i Rift Valley, hvor dramatiske klippesider rejser sig på begge sider af det lille fly. Peter flyver lavt ind mellem bjergene og udpeger en flok elefanter, der står ved et vandhul i færd med at slukke deres tørst.
Vi cirkler et par gange over flokken for at studere dem nærmere, inden vi fortsætter ind over et ørkenlignende område, hvor jordens rødlige toner bliver kraftigere, og bevoksningen gradvist aftager. ”Velkommen til Samburu,” siger en lokal kriger, da Peter åbner døren og folder stigen ud. En varm brise rammer mig i ansigtet som påmindelse om, at Samburu har tropisk klima, hvilket medfører en helt anderledes form for vegetation og dyreliv.
Sasaab Samburu
Lodgen Sasaab Samburu ligger på bredden af Ewaso Nyiro-floden. Hver af de ni private villaer er placeret på højtliggende udsigtspunkter, hvorfra man kan nyde synet af hundredvis af kilometer uforstyrret natur.
Villaerne, der alle er på over 100 kvadratmeter, er perfekte versioner af primitiv luksus, og man føler sig en anelse som Tarzan, når man står og bader under åben himmel, mens elefanterne spadserer forbi nede i floden, og aberne holder øje med én fra deres plads i trætoppene. Eller når man ligger i sin private plungepool og nyder solnedgangen. Om natten hører man løver og leoparder brøle i det fjerne, mens små antiloper rumsterer i buskadset. Naturen her er vild, dramatisk og helt fantastisk smuk. Samburu ligner intet andet sted, jeg har været i Afrika.
Kamelsafari
Selvom der er akut fare for at blive lettere søsyg, kan det bestemt anbefales at opleve dyrelivet fra ryggen af en kamel, hvilket øjensynligt er samburufolkets foretrukne transportmiddel. Dyrene er vant til kamelerne og lader sig derfor ikke forstyrre af deres tilstedeværelse.
I næsten en time følger vi med en flok på fem elefanter, der roligt går langs floden og spiser, mens de bader sig selv og hinanden i støv, som de kaster op i luften med deres snabler. Gerenukantiloper med ansigter som rumvæsener står på bagben og spiser af de mange tornebuske, og giraffer tårner sig op i landskabet her og der.
Sidst på eftermiddagen når vi frem til en stor sten, som fra tidernes morgen har haft hellig status blandt de lokale stammer. Vi parkerer kamelerne og klatrer op på toppen, hvor vores krigerguide har udvalgt et fantastisk spot til solnedgangen, klargjort med bløde puder, knitrende bål og drinks. Herfra ser vi den blodrøde sol forsvinde bag floden og bjergene i det fjerne. Tænk, at man kan føle sig så lille og så høj på samme tid.
Fire eksklusive lodges
The Safari Collection har fire eksklusive lodges, som hver især byder på en unik side af Kenya. The Safari Collection er grundlagt og drevet af Tanya og Mikey Carr-Hartley, der tilbyder skræddersyede safarier i Kenya og den øvrige del af Østafrika. En af de fire lodges er Solio på ca. 10.000 hektar, som er omgivet af yderligere 20.000 hektar privat ranch. Aktiviteterne tæller natsafari, helikopterture til Mount Kenya, ørredfiskeri i Aberdarebjergene, ridning og mountainbiking. Også Giraffe Manor og Sasaab Samburu er en del af lodgegruppen.