Ingen hovedstad i verden byder os danskere på så mange muligheder som London. En hurtig weekendtur kan blive endnu mere eksklusiv med denne guide, der viser vej til tre anderledes og ekstremt luksuriøse hoteller.
Har du nogensinde haft følelsen af, at du oplever et ellers velkendt sted for første gang? Som så mange andre rejselystne danskere med smag for storbyferie, kultur og shopping i særklasse kan jeg stort set ikke tælle, hvor mange gange jeg har været i London. Harrods, London Eye, Buckingham Palace, musicals, Big Ben, dobbeltdækkerbusser, sjove telefonbokse og ’high tea’ på Claridges. Been there, done that!
Alligevel er det, som om jeg ser byen for første gang, da jeg sidder på min private terrasse midt i det spændende og pulserende Marylebone, kun et stenkast fra Bond Street og Oxford Street.
The Marylebone
Jeg befinder mig i hjertet af London med alt inden for rækkevidde. Af samme årsag føles det som noget særligt at være i besiddelse af egen terrasse med pejs. Det er en dejlig dag, og solen skinner fra en skyfri himmel, men jeg vil helt sikkert sætte pris på pejsen, når natten falder på. Taget, der kan betjenes med en remote control, er indtil da kørt helt tilbage, så man kan nyde det skønne vejr.
Er man ude efter en fed London-weekend, tæt på hvor det hele sker, er The Marylebone et fantastisk valg. Det er klassisk og alligevel med et spændende og moderne tvist, både i forhold til indretning og faciliteter.
Som gæst har man adgang til et stort ’gym’ med en 18 meter indendørs pool, spa samt adskillige gode restauranter, herunder 108 Brasserie. Begge steder tiltrækker en hel del lokale, så man ikke føler sig som almindelig turist.
- The Marylebone
- The Marylebone
- The Marylebone
- The Marylebone
- The Marylebone
Plads til indianere
The Marylebone er en del af The Doyle Collection-gruppen, der består af i alt otte hoteller. The Doyle Collection er et interessant alternativ for mange familier, idet gruppen har specialiseret sig i gode faciliteter for børn. Anbefales kan ikke mindst et mini-indianertelt udformet som seng, der kan sættes op på værelserne. Desuden spiser børn under fem år gratis.
Hvert eneste værelse i de otte hoteller er smagfuldt indrettet af ejeren selv, således også mit. The Marylebone giver en hyggelig boutique-fornemmelse, selv om hotellet har 257 værelser og 44 suiter, hvoraf kun de tre har privat tagterrasse.
Priserne for en overnatning starter ved 2.300 kr. for et dobbeltværelse.
The Kensington
Ønsker man at bo få minutters gang fra Knightsbridge og opleve, hvordan det er at have sit egen townhouse i den mest eksklussive del af London, så er The Kensington stedet.
Også dette hotel er en del af The Doyle Collection og byder derfor på laidback-luksus og følelsen af ’home away from home’. Hvert eneste af gruppens hoteller er forskelligt fra de øvrige, men med samme grad af magelighed, service og eksklusivitet.
The Kensington er ingen undtagelse med sin centrale placering i forhold til både kultur og shopping. Harrods, The Victoria & Albert Museum, Natural History Museum, Kensington Gardens, Sloane Street og Royal Albert Hall ligger alle få minutters gang fra The Kensington.
- The Kensington
- The Kensington
- The Kensington
- The Kensington
- The Kensington
Londons største suite
Da jeg åbner dørene til det, der med sine 180 kvadratmeter i al beskedenhed betegnes som Londons største ’townhouse suite’, bliver jeg mødt af grønne træer og rolige omgivelser til trods for hotellets centrale placering. Det er en vidunderlig suite med højt til loftet, originale parketgulve og smukke marmorbadeværelser.
På trods af sit klassiske udseende rummer hotellet alt, der kan forventes af et moderne hotel i form a gym, spa og en hyggelig bar og restaurant.
De 150 værelser er indrettet og dekoreret med kunst, antikviteter og møbler, som var det ens eget private hjem. Dog har man førsteklasses faciliteter i form af et moderne og velekviperet gym, en hyggelig coctailbar og restaurant.
Priserne for en overnatning starter ved 1.800 kr. for et dobbeltværelse.
The Lanesborough
Bryder man sig ikke om at have en privat butler, der står til rådighed 24-7 med det eneste formål at opfylde samtlige ens behov og ønsker, er The Lanesborough bestemt ikke stedet. For her oplever man i den grad, hvad det vil sige at være hovedperson i Downton Abbey.
The Lanesborough, der ligger midt i Knightsbridge med udsigt over Hyde Park, betragtes som et af verdens mest luksuriøse hoteller. Når denne beskrivelse efter min mening er velfortjent, skyldes det ikke blot min butlers tjenestevillighed, den perfekte beliggenhed, den overdådige indretning, den fortrinlige og velekviperede ’walk-in humidor’ cigarbar eller restaurantchefen med sine tre michelinstjerner i ryggen. The Lanesborough er ganske enkelt en luksusoplevelse på alle tænkelige måder.
- The Lanesborough
- The Lanesborough
- The Lanesborough
- The Lanesborough
- The Lanesborough
For konger og præsidenter
Mere end 300 eksperter, 2.000 timer og 18 måneder blev brugt på en netop afsluttet totalistandsættelse af den historiske bygning, i hvilken forbindelse der ikke blev sparet på noget som helst. De 93 værelser og 43 suites, der for det meste bebos af kongelige, præsidenter og hollywoodstjerner, er overdådigt indrettet med håndudskårne træpaneler, malede lofter, antikviteter og kunst.
Uanset om man er cigarryger eller ej, bliver man nødt til at gå en tur i The Garden Room, som er en lille, hyggelig gårdhave i sammenslutning med den berømte walk-in humidor og bar, hvor man blandt andet har chancen for at smage en af verdens mest sjældne cognac’er fra 1770.
Priserne for en overnatning starter ved 4.000 kr. for et dobbeltværelse, og skal der følge morgenmad med, koster den 333 kr. pr. person – men så er der også gratis genopfyldning af kaffe.