Hotellet Sanders, der siden 1. januar 2016 har været under konstruktion, bliver et resultat af Alexander Kølpins passion for den kreative scene og sans for historiefortælling, som afspejles i alt fra interiør og design til mødet mellem hotellets medarbejdere og gæster.
Afdæmpet luksus bag Det Kongelige Teater
Sanders, der tæller fem etager i en klassisk, historisk bygning lige rundt om hjørnet fra Det Kongelige Teater, byder på det ultimative inden for afdæmpet luksus og sensibilitet.
Al interiør er skræddersyet og kurrateret til Sanders, og elementer som brede senge, rattan og vævede tæpper er med til at skabe den nostalgiske og rustikke stemning, som hotellet emmer af. Som prikken over i’et rummer Sanders værker fra etablerede såvel som nye kunstnere.
Foruden hotellets 52 værelser har Sanders en vinterhave på femte sal med udsigt til nattehimlen, Tata Bar og Sanders’ Kitchen, der hver dag tilbyder økologiske, lokale delikatesser og bagværk til både overnattende gæster og besøgende.
”Sanders er for mig meget mere end et hotel. Det er både et eksklusivt og hjemligt rum, hvor folk mødes, spiser, slapper af og bor. Og jeg håber, at Sanders bliver en destination for kreative mennesker, som værdsætter den omhu, service og opmærksomhed for detaljen, som vi lægger i stedet”, siger Alexander Kølpin i en pressemeddelelse. Foruden Sanders ejer Kølpin også Helenekilde Badehotel og Tisvildeleje Strandhotel.
Omhyggeligt udvalgt interiør og design
Den Londonbaserede designduo Lind + Almond, som specialiserer sig i interiør og arkitektur, har sammen med Alexander, designet hotellet fra ende til anden. Alt fra dørhåndtag til hvælvinger i loftet er omhyggeligt udvalgt og designet. Til uniformerne samarbejder Sanders med det førende service wear brand i Paris, OLDER Paris, hvis designere har en historie fra Alexander McQueen og Isabel Marant.
Sammen med OLDER Paris og Lind + Almond skaber Alexander Kølpin den særlige scene og historie, der udspiller sig på Sanders, når hotellet slår dørene op i starten af 2017.
Se mere på www.hotelsanders.com