Mauriske atriumgårde med rindende vand, spejlblanke mosaikgulve, fakler i haven og duften af appelsinblomst, der blander sig med cikadernes sang i natten. For enhver rejsende med hang til overdådighed er der dømt 1.001 nats eventyr på det nordafrikanske palads La Mamounia.

Chaufføren rækker nonchalant armen ud ad det åbne vindue, inden han laver et skarpt sving til venstre. Han undviger lige akkurat bilen foran og mumler et par forbandelser, mens han himler med øjnene, da bilisten bagved begynder at dytte og blinke. En tildækket kvinde overhaler os på sin scooter og drøner videre ad den hullede vej, hvor støvet hvirvles op og blander sig med den varme luft. I snegletempo triller en ældre mand med gråt fuldskæg afsted i sin faldefærdige vogn, læsset med sandsække og trukket af et udkørt æsel. Det gælder om at holde tungen lige i munden, og svedperlerne begynder da også at pible frem på chaufførens pande, mens han zigzagger sig vej gennem Marrakeshs travle gader.

Pludselig drejer vi ind ad en sidevej, og med ét forsvinder bilos, larm og kaos bagude, mens store palmetræer rejser sig i vejkanten og skaber en frodig allé. Vejen kurver let, chaufføren sænker farten, og inden han når at stoppe bilen, står en velklædt portier allerede klar til at åbne døren for mig. ”Velkommen til La Mamounia,” siger han smilende, mens han rækker hånden frem for at hjælpe mig ud.

En kongelig gave

I det 18. århundrede forærede kong Mohammed Ben Abdellah sin søn, prins Moulay Mamoun, en bryllupsgave. Og det var en grandios en af slagsen, nemlig en syv hektar stor park beplantet med oliventræer, meterhøje palmer, velduftende rosenbuske og grønne appelsinplanter. Her kunne prinsen smide sig i græsset med sin elskede og betragte de små svaler glide let hen over himlen eller nyde udsynet til de majestætiske Atlasbjerge i horisonten. Nogle hundrede år senere fremstod parken stadig så flot, som var den nyanlagt, og i 1923 blev det derfor besluttet at opføre et palads midt i disse frodige omgivelser. Som en hyldest til prinsen fik det navnet La Mamounia.

Der gik ikke længe, fra La Mamounia første gang slog dørene op, til paladset blev talk of the town, ikke bare i Marrakesh, men verden over. Luksushungrende globetrottere strømmede til for at opleve dette nye refugium, der den dag i dag er kendt som det mest prestigiøse palads på det afrikanske kontinent. La Mamounia blev snart en klassiker for alle feinschmeckere på udkig efter en oplevelse lidt ud over det sædvanlige, men tiden satte sine spor, og i 2007 måtte man sande, at art decomøbler og leopardmønstrede gulvtæpper var gået af mode.

Derfor indledte man en to år lang totalrenovering dirigeret af den franske designer Jacques Garcia, som efterlod sig en astronomisk regning på 177 millioner amerikanske dollars.

Gammelt og nyt i lykkeligt ægteskab

Den pebrede ansigtsløftning har imidlertid betydet, at paladset på ny er kommet på alles læber, og siden genåbningen har La Mamounia høstet priser som ’Best Resort 2010’, ’Hotel of the Year 2010’ og ’Best Hotel Spa in The World 2011’. Det tidligere lidt kitschede udtryk er blevet erstattet af underspillet loungeæstetik, alt sammen udført i marokkansk stil med moderne accenter. I lobbyen er safranfarvede tæpper bredt ud over det skinnende italienske marmorgulv, mens marokkanske lanterner i grafiske mønstre lyser de lange korridorer op. Væggene er dækkede med traditionelle zellij-fliser, og overalt går Jacques Garcias varme røde signaturfarve igen.

”En dadel, frøken?” Jeg er knap kommet ind ad døren, før jeg bliver placeret i en af lobbyens bløde fløjlssofaer og får tilbudt et glas kold mælk med kanel samt en velsmagende dadel hentet samme morgen på det lokale frugtmarked. Velklædte portierer vimser lydløst omkring, og fra lobbyens øvrige sofaer lyder en diskret summen mellem hotellets gæster, der har slået sig ned her for at tage en pause fra den hede sol. En duft af appelsinblomst fylder rummet, solen står svagt ind gennem de smukt dekorerede skodder, temperaturen er forfriskende lav, og jeg får øjeblikkeligt lyst til at barrikadere mig i disse gennemførte omgivelser og aldrig mere røre mig ud af stedet. ”Denne vej,” lyder det fra en venlig receptionist. Jeg løsriver mig fra mit dagdrømmeri, tørrer hænderne i en vådserviet og følger med ned ad gangen.

”Alt er blevet fornyet under renoveringen, men én ting har man bevaret,” forklarer receptionisten og peger op. ”Dette loftsmaleri blev lavet af den franske kunstner Louis Majorelle, da paladset åbnede i 1923, og det hænger her endnu. Men selvom resten af interiøret er udskiftet, er det sket i respekt for den marokkanske tradition, og alt lige fra de buede dørkarme til mønstrene i træloftet er håndlavet efter lokale teknikker.” Jeg nikker og fornemmer straks dette vellykkede miks af moderne design og traditionelle marokkanske udtryksformer, som går igen i lobbyen, i elevatoren, ned ad gangene og hele vejen ind på min suite, hvor receptionisten forlader mig med ønsket om et behageligt ophold.

Et overflødighedshorn af oplevelser

Jeg ved snart ikke, hvor mit behagelige ophold skal begynde, for La Mamounia er en sand Ali Baba-hule af små gemmesteder og uopdagede perler, som mange gæster desværre overser i deres pendulgang mellem poolen og liggestolen. Men tager man sig tid til at gå på opdagelse, finder man i parken blandt århundredgamle oliventræer en petanquebane med privat bar, botaniske haver, velholdte tennisbaner og den hyggelige Menzeh-pavillon, der serverer myntete og søde kager til langt ud på aftenen.

Det indendørs spaområde breder sig over 2,5 kvadratkilometer og er udstyret med tre hamambade, en opvarmet pool i gennemdesignet maurisk stil, underjordisk træningscenter med state of the art-maskiner og behandlingsrum, hvor gæsterne kan lade sig massere med traditionelle marokkanske produkter som arganolie, sort sæbe og rosenvand.

Ved den udendørs pool serveres friskpresset citronlimonade, i den italienske bar kan man nyde en let aperitif inden middagen, og i den marokkanske restaurant anrettes traditionelle retter som couscous, tajine og lammeskulder. Om aftenen står den på late night drinks og live piano i den populære Churchill Bar, hvor de leopardmønstrede gulvtæpper har overlevet renoveringen og rummer genklang af de festlige nætter, som Édith Piaf, Marlene Dietrich, Ronald Reagan og Winston Churchill i sin tid tilbragte netop her.

I ly for paparazzoer

La Mamounia kan nemlig om nogen prale af en stjernespækket historie, og politikere, forretningsmænd, filmstjerner og forfattere har alle tjekket ind på det nordafrikanske palads. Det var her, Alfred Hitchcock optog scener til filmen ’The Man Who Knew Too Much’, ligesom store dele af filmen ’Sex and the City’ fandt sted i La Mamounias luksuriøse omgivelser. Ray Charles, Elton John, Orson Welles og Nicole Kidman har alle lagt vejen forbi, og til denne fornemme skare har man opført tre villaer, eller riader i lokal jargon, tilbagetrukket fra paladset og gemt væk bag parkens høje palmer. Her kan de berømte slappe af i fred for lange blikke og ivrige paparazzoer, og for 12.000 euro pr. nat kan de vælte sig i 24-timers roomservice, egen pool, tagterrasse uden vis-a-vis og femstjernede middage
leveret til døren.

En anden mulighed for dem, der ønsker at være i fred, er selvfølgelig at privatisere hele paladset. Det gjorde for eksempel et russisk par for år tilbage, da de valgte at holde deres bryllupsfest på La Mamounia. Parret bookede samtlige 207 værelser og suiter, så deres gæster frit kunne boltre sig i tre dage uden fare for at støde ind i ordinære turister på gangene. Kun budgettet sætter grænser for, hvad der er muligt på La Mamounia, som er og bliver et must, hvad enten man er international filmstjerne, russisk rigmand eller almindelig dødelig.

Royal forkælelse

Selvom jeg hverken er søgt i ly for paparazzoerne eller har privatiseret paladset, kan jeg ikke helt undgå at føle mig lidt speciel under mit ophold på La Mamounia. Om morgenen bliver min avis skubbet ind under døren, fra sengen kan jeg trykke på en knap, der automatisk låser op, når roomservice banker på, og ved poolen forsynes jeg med egen parasol, læsestof på alverdens sprog og friskpresset juice i lange baner. For at give den alt, hvad den kan trække på forkælelseskontoen, booker jeg tid i paladsets wellnessområde, som i 2011 blev kåret til ’Best Hotel Spa in The World’.

Den sidste dag af mit ophold trækker jeg i den housecoat og tilhørende fløjlstøfler, der ligger på mit værelse, og bevæger mig ned i stueetagen, forbi den mauriske pool og videre ind i spaen, hvor jeg bydes velkommen med en udrensende citronade. Efter at være blevet varmet igennem i det velduftende dampbad bliver jeg hentet af en lille marokkansk kvinde, som smører mig ind i blødgørende olier.

”Dette er sort sæbe baseret på olivenmarmelade og beriget med eukalyptusolie,” forklarer hun med sin blide stemme. Herefter står den på dybdegående scrub, hvorefter jeg smøres ind i mineralholdigt ler, der er udvundet i de nærliggende Atlasbjerge, inden jeg giver mig hen til en times forførende massage. Mens jeg langsomt døser hen under massørens bløde hænder, bliver jeg enig med mig selv om, at La Mamounia på alle måder får én til at miste pusten, i det øjeblik man træder indenfor. Dette er Afrikas sande stjerne.

Læserservice:
Hjemmeside: www.mamounia.com
Telefon: 00212 524 388 600