Fire danske spillere, champagne i glassene og hvide klæder på banen: Wimbledon forener sport, stil og luksustraditioner som ingen anden tennisturnering på herrernes ATP og kvindernes WTA tour.

Wimbledon er mere end en Grand Slam – det er en institution. Som verdens ældste tennisturnering, grundlagt i 1877 og drevet af The Lawn Tennis Association, emmer Wimbledon af britisk tradition og aristokratisk elegance. Det er her, hvide klæder ikke bare er forventet – de er påbudt. Og det er her, hvor tennis serveres med et strejf af formfuldendt finesse.

En sportsbegivenhed med aristokratisk aura

Siden 1902 har Slazenger leveret de officielle Wimbledon-bolde, og det gør samarbejdet til det længstvarende mellem en sportsevent og en udstyrsleverandør i historien. I nyere tid har Babolat meldt sig under fanerne som sponsor og udstyrsleverandør til spillere på banen – en moderne kontrast til det traditionsbundne setup.

Champagne, jordbær og britisk sommerstemning

Et Wimbledon-besøg er ikke fuldendt uden den ikoniske servering: jordbær med fløde. Hvert år fortæres over 200.000 portioner i løbet af turneringen – helst skyllet ned med et glas Pimm’s eller champagne fra Lanson, der er officiel champagnesponsor. Atmosfæren i VIP-områderne og Royal Box balancerer mellem diskret luksus og storslået elegance – her mødes kultur, sport og high society.

Dansk rekord: Hele fire spillere i hovedturneringen

2025 markerer en historisk bedrift for dansk tennis. For første gang er fire danske spillere med i hovedturneringen i Wimbledon:

  • Holger Rune, seedet nr. 10, er Danmarks bedste herrespiller. Holger har store ambitioner på græsset, og kommer han til semifinalerne, vil det være hans bedste resultat nogensinde.
  • Clara Tauson forsøger at spille sig dybt i turneringen og har før bevist, at hun kan bide skeer med de største. Hidtil er hun tre gange tidligere røget ud i første runde.
  • August Holmgren kvalificerede sig for første gang til en Grand Slam-hovedturnering – et stort gennembrud for den 27-årige tennisspiller fra Gentofte.
  • Elmer Møller kom med som lucky loser efter norske Casper Ruud måtte melde afbud, og han skal gribe chancen for at vise sit potentiale i det fineste selskab. Elmer er 21 år, og tiden er derfor inde til at vise sit potentiale.

Sammen signalerer de, at dansk tennis for alvor er ved at etablere sig som en faktor på verdensscenen – hvor den tidligere verdensetter Caroline Wozniacki har været den, der har banet vejen for dansk tennis.

Prinsessen af Wales, Catherine, er med til at kaste royal glans over turneringen i Wimbledon.

Luksussponsorer med matchpoint på stil

Wimbledon samarbejder med nogle af verdens mest eksklusive brands – nøje udvalgt for deres tidløse æstetik og kvalitet:

  • Rolex har været officiel tidtager siden 1978 og repræsenterer præcision og prestige. De ikoniske Rolex-ure på banerne er nærmest indbegrebet af Wimbledon.
  • Ralph Lauren designer turneringens uniformer og understreger den ikoniske, preppy Wimbledon-stil. Amerikanske Ralph Lauren har været sponsor siden 2006.
  • Range Rover står for transporten af spillere og VIP-gæster – med elegante hybridbiler og sofistikeret komfort. De 179 biler af modellerne Range Rover og Range Rover Sport oplades med bæredygtig el på anlægget.
  • Babolat leverer moderne ketchere og udstyr, og blev i 2022 officiel teknisk partner. Det er derfor eksperterne fra Barbolat, der står for opstrengning og teknisk service til spiller.
  • Lanson sørger for, at champagnen flyder i de rigtige mængder – med respekt for turneringens diskrete luksus. Champagnen fra Reims serveres fra alle barer og hospitality-områder på anlægget.

En turnering som ingen anden

Mens mange sportsevents forsøger at skrige sig til opmærksomhed, fastholder Wimbledon sin elegante stemning, hvor det usagte ofte vejer tungere end det larmende. Her matches sportens højeste niveau med en æstetik, der er lige så imponerende som spillernes slag på banen. Wimbledon er og bliver tennissportens mest sofistikerede scene. Læs mere om Wimbledon her.

Læs også:

Britisk elegance finder man også andre steder end på Wimbledons tennisanlæg. Eksempelvis hos bilproducenterne, hvor Aston Martins Q-afdeling har kreeret en one-of-a-kind specialmodel af DB12 Volante til forhandleren i Palm Beach. Læs mere om den særlige Aston Martin DB12 Volante her.

Rolls Royce får ny officiel nordisk importør i København, og sender i den forbindelse en Black Badge udgave af den elektriske Rolls Roye Spectre model på gaden. Læs mere her.

Selvom det er champagne fra Lanson, der serveres på anlægget i Wimbledon, så er der meget andet god champagne, man kan nyde hjemme foran TV’et. Eksempelvis den nyeste Grand Guvée fra Krug, der netop er frigivet i sin 173’ende udgave. Vi var med til præsentationen, der foregik på Hotel d’Angleterre, der som bekendt betyder Det Engelske Hotel. Læs mere om oplevelsen med Krug her.