I Paris ligger et anderledes jagtmuseum, nemlig Le Musée de la Chasse et de la Nature, der udmærker sig ved at være interessant for både jægere og ikke-jægere. Her træder man ind i en æstetisk drømmeverden, hvor kunst, kunsthåndværk og jagtredskaber smelter sammen til et tidløst eventyrunivers.

Det forholdsmæssigt lille jagtmuseum ligger i den populære parisiske bydel Marais og er fordelt over to palæer; L’hôtel de Mongelas fra midten af 1600-tallet og det tilstødende L’hôtel de Guénégaud fra begyndelsen af 1700-tallet. Begge bygninger er i dag totalrenoverede efter fransk standard, hvilket betyder, at charmen og historien er bibeholdt på bedste vis, og derved er rammerne på plads.

Det er dog sammensætningen af indholdet, der imponerer. Museumsdirektør Claude d’Anthenaise har nemlig formået at skabe et helt unikt museum, hvor værkerne fra gæsteudstillerne blandes ind i den permanente udstilling for at skabe øget bevidsthed gennem kontrast, provokation og ikke mindst humor.
De permanente udstillinger består af trofæer, våben, malerier, gobeliner, grafik, foto, skulpturer, møbler og keramik. De afdækker fortrinsvis europæisk jagtkultur, men berører stort set alt fra parforcejagt til safari.

Walton Ford og uhyret i Gèvaudan

Under vores besøg var der en stor udstilling med den amerikanske kunstner Walton Ford, der bl.a. har lavet en række værker baseret på historien om uhyret i Gèvaudan specielt til denne udstilling i Paris.
I perioden 1764-1767 blev over 100 mennesker slået ihjel i provinsen Gèvaudan (som i dag hedder Lozère) i det sydlige Frankrig. De blev ifølge datidens kilder dræbt af et ulvelignende væsen, og drabene skabte så meget postyr, at kongen, Ludvig XV, måtte sende flere af sine skytter til området for at organisere jagten på monstret. Flere store ulve blev skudt, men drabene fortsatte, og først da en række ulvekobler var blevet forendt, stoppede drabene. Jyderne har unægtelig noget at se frem til …
Walton Fords smukke malerier passede som hånd i handske med det avantgardistiske jagtmuseum. Det er svært at forestille sig, hvad der fremadrettet vil pryde de mange vægge, hvor hans meterhøje værker hang. Desværre varede udstillingen kun frem til den 14. februar. De næste gæsteudstillere er Mylinh Nguyen og José Levy. Begge udstillinger åbner den 30. maj.

En klub for jægere

Le Club de la Chasse et de la Nature er en privat jagtklub, hvor kun medlemmer og deres gæster har adgang. Klubben fungerer ligesom de traditionelle engelske klubber, hvor man kan socialisere, slappe af eller dinere under civiliserede former.

Jeg havde fornøjelsen af at spise en velsammensat treretters-frokost, serveret på nydeligt porcelæn af uniformerede tjenere. Det var en smuk oplevelse, som jeg sandelig ikke håber var en engangsforeteelse.

Klubben og museet udgør sammen med Francois Sommer-fonden et trekløver, der er opstået ved, at ægteparret Jacqueline og Francois Sommer i sin tid valgte at donere deres enorme samling af trofæer, våben, kunsthåndværk, møbler, malerier samt et smukt naturområde i Ardennerne. Hertil kom desuden en stor formue til det formål at sprede kundskab om jagt og natur samt at bygge bro mellem jægere og andre brugere af naturen.

Ud af museets besøgende er kun et lille fåtal jægere, og hermed må formålet for museet være opnået. Idéen med at væve moderne kunst ind i flere hundrede års jagthistorie er ligefrem genial. Som jæger kan man kun ønske, at dem, der ikke jager, får mulighed for at tage del i det natursyn, som præger en jægers liv.
For mere information: www.chassenature.org