Dyrehaven nord for København udgør et helt specielt stykke danmarkshistorie. Med forbillede i Ludvig den XIV parforce-landskab ved Paris skabte Christian 5. et stort jagtområde, der sidste år kom på UNESCOs verdensarvsliste. Kongen selv kom af dage efter en duel mod en kronhjort.

I 1669 lod Frederik 3. et mindre skovområde på 200-300 hektar nord og øst for forlystelsesparken Dyrehavsbakken indhegne. Hegnet skulle holde bøndernes kreaturer ude af skoven og sikre kronvildtets levevilkår i et kulturlandskab med langt mindre skov, end det vi har i dag.

At jage og spise kronvildt var nemlig et kongeligt privilegium helt frem til 1841, hvilket vidner om en exceptionel relation til netop denne vildtart. Af samme grund var kronvildtet reelt en konkurrent til bøndernes kreaturer, der blev sendt i skoven for at finde foder i form af primært bog og olden. Allerede året efter døde Frederik 3., men hans søn Christian 5., som var en meget passioneret jæger, ekspanderede hurtigt reviret til hele 1.600 hektar.

På UNESCOs liste

Som kronprins havde Christian 5. besøgt Ludvig den XIV’s hof i Frankrig og deltaget i solkongens ekstravagante parforce-jagter. Den traditionelle jagtform, hvor man jager til hest med hundekobbel, var i Frankrig blevet raffineret med et omfattende og meget kostbart vejnet i skoven. På denne måde kunne jagten bedre sættes i system, langt flere kunne deltage, og ikke mindst blev den en begivenhed, som passede fint i de moderne tider.

På samme måde, som den franske konge havde forvandlet sit jagtrevir ved Compiègne nordøst for Paris, valgte Christian 5. at investere et anseeligt antal mandetimer i at omdanne Dyrehaven til et storslået parforce-revir. Reelt endte det danske parforce-landskab med at strække sig fra Gribskov ned til Dyrehaven, og sidste år blev det optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Da hjorten besejrede kongen

Den 19. oktober 1698 skulle et stort drama udspille sig under en parforcejagt i Dyrehaven. Her havde kongen sat sig til bords for at spise frokost, da beskeden kom, at hjorten var blevet ’stillet’ af hundene ved den kongelige jagtpavillon, Hubertushuset – forgængeren til Eremitageslottet. Christian 5. skyndte sig afsted for at ’give fangst’, men af ukendte årsager gik det grueligt galt, og hjorten sårede kongen. Selv om kongen umiddelbart hverken brækkede nogle knogler eller pådrog sig større synlige skader, kom han sig aldrig helt over episoden og døde 10 måneder senere på Rosenborg Slot.

Nordøst for Eremitageslottet – dér, hvor Nordre Eremitagevej og Rødebrovej krydser hinanden i et femvejskryds – står den eg, hvorunder man mener, at ulykken skete. Træet bærer den dag i dag navnet ’Christian 5.’s eg’, og geviret fra hjorten, der sårede kongen, kan stadig ses i kældrene under Rosenborg slot.

En eremitage

Eremitageslottet stod færdigt i 1736, og den sidste parforcejagt fandt sted i 1770, altså 100 år efter at Christian 5. satte sit ambitiøse projekt ved Dyrehaven i gang.

Selv om slottet blev bygget som et jagtslot, fik det navn efter det maskineri, der gjorde det muligt for kongen at kunne spise ”en eremitage”, dvs. uden, at der var tjenestefolk til stede. Dette foregik ved, at en del af bordet kunne sænkes et par etager ned til køkkenet for at blive dækket op for derefter at blive hejst op igen. Den meget avancerede anordning holdt desværre ikke ret mange år. I dag bruges Eremitageslottet af kongehuset til mindre arrangementer, og slottet har desuden her i foråret været åbent for besøgende i anledning af en aktuel istandsættelse.

Dagens vildtforvaltning

I dag er jagtformen i Dyrehaven naturligvis en helt anden, men der er dog stadig tale om et kongeligt jagtrevir, der forvaltes af Naturstyrelsen. Sommerbestanden af kronvildt, dåvildt og sikavildt er samlet på ca. 2.800 dyr, mens vinterbestanden er på ca. 2.100 dyr. Med andre ord skal der årligt nedlægges omkring 700 hjortedyr, for at den særprægede natur i Dyrehaven kan bevares. Flere forhold skal gå op i en højere enhed, for at Dyrehaven kan beholde sin karakteristiske natur. Vinterbestanden af dåvildt skal således være på mindst 1.700 individer for at bevare skovens blanding af gamle og yngre træer uden undervegetation.

Hertil skal det varierende landskab med eng og skov bevares, ligesom der skal tages hensyn til en række oldtidslevn og andre historiske karakteristika. Et eksempel er sletten vest for Eremitageslottet, der i sin tid udgjorde markerne til landsbyen Stokkerupt.

Det mest karakteristiske ved skoven i Dyrehaven er nok det, som kaldes ’browsing line’, hvor træernes løvværk er blevet spist til omkring mandshøjde, hvilket sammen med den manglende undervegetation giver et unikt gennemsyn i skoven. Vinterbestanden af kronvildt er på ca. 300 dyr, mens sikabestanden er på ca. 100 dyr.

Rift om kronhjorte

Kronvildtet er selvfølgelig den hjorteart, som har størst historisk betydning for Dyrehaven. Under årets brunst var der i alt 12 pladshjorte, dvs. hjorte, som har formået at samle en gruppe – en rudel – af hinder på et mindre område.

Pladshjorten bruger i brunsttiden al sin tid og energi på at forsvare sine hinder fra konkurrerende hjorte, hvilket kan resultere i drabelige kampe med døden til følge. Brunsten topper i perioden 20.–25. september, hvor hjortenes brøl kan høres over hele Dyrehaven. I år blev der nedlagt i alt fire kapitalhjorte (hjorte, hvis gevir har flere end ti ender, red.), hvoraf én desværre måtte skydes i utide på grund af sin aggressive adfærd mod de mange besøgende. Normalt skydes der et par kapitalhjorde om året, og skytterne i Dyrehaven, der ledes af Torben Christiansen, har et helt nøjagtig billede af alle kronhjorte over fem år, hvilket i år udgjorde 26 individer. I denne alder begynder hjortene at få tildelt navne, og skytterne kan reelt genkende dem på gevir- og kropsform.

I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne blev der solgt en del avlsdyr til udlandet. En stor del af bestanden på Berleburg i Tyskland stammer således fra Dyrehaven. Der spekuleres dog ikke i trofæmaksimering som mange andre steder, og selv om kronhjortene hører til blandt de mest imponerende i Europa, afspejler trofæstørrelsen en hel naturlig forvaltning.