Mads Christensen er elsket og hadet for sit alter ego, Blærerøven, men som årene er gået, har livsstilseksperten vundet danskernes hjerter som den voksne mand med de skarpe holdninger. Luxury Aficionados har mødt den 51-årige entertainer, som stadig kæmper for den sørgelige danske mand, der har glemt sig selv.

FOTO: Ulrik Jantzen

Vidste man ikke bedre, ville man ikke tro, at den høje, høflige mand med de grå stænk gennem tiden har gjort sig til en af Danmarks mest hadede personligheder. Prædikatet blærerøv hænger stadig ved den 51-årige Mads Christensen, som med afsæt i sin rolle som Danmarks første mandlige moderedaktør på livsstilsmagasinet Euroman i1990’erne skrev bogen ’Den store blærerøv’. Værket, som er en håndbog i alt fra at binde en butterfly til nice-to-know-facts om Rolex-ure, speedbåde og solbriller, er solgt i mere end 100.000 eksemplarer.

”Idéen til bogen startede med, at jeg i mit arbejde som moderedaktør selv manglede nogle værktøjer til hverdagens skik og brug,” forklarer Mads Christensen over en kop kaffe i mandeterapigruppen, som han kalder det lille, lejede værksted i Herlev, hvor han og tre andre dyrker deres store passion, biler. ”Jeg er blevet opfostret af hippieforældre i Jylland, hvor man spiste, når man var sulten, slog en skid, når man trængte, og sov, til man vågnede. Jeg kendte slet ikke de dér uskrevne regler og skikke om, hvordan man skal opføre sig og klæde sig, og da jeg undersøgte det nærmere, fandt jeg ud af, at der heller ikke var andre end Emma Gad og andre gamle koner, som havde skrevet om dem.”

Hyld de dygtige

Mads Christensen fik et forlag med på idéen, men kun hvis han selv var med til at finansiere den med 150.000 kr. Moderedaktørens krav til billeder og papirkvalitet var nemlig lidt ud over det sædvanlige, mente forlagsdirektøren, som ikke turde dække den dyre produktion alene. Bogen var trods alt lidt af et sats. ”Så stod vi pludselig og manglede en titel, og da kom jeg på det med blærerøven – og det skulle være i den bedst mulige stemning. Altså noget med at spille sine bolde smartest muligt og være stolt over det, man laver. Samtidig var det et godt og tilpas provokerende ord PR-mæssigt, og så iførte jeg mig to Rolex-ure, et på hver arm, og udviklede det her alter ego, som jeg ikke havde regnet med skulle flyde sammen med min identitet.”

I Mads Christensens verden er blærerøv et positivt ord, selvom han udmærket er klar over, at det i manges ører udstråler selvfedme og andre uheldige værdier. ”Missionen var, og er stadig, at vi skal være bedre til at hylde dem, der er dygtige til noget, og ikke mindst os selv. Vi er så ydmyge, og jeg kan næsten ikke holde ud, når Tom Kristensen efter endnu en sejr siger, at det var teamets skyld. Hold nu op, for fanden, det var da dig!”

Bekymret for den danske mand

”Jeg har med årene fundet ud af, at den allervigtigste egenskab ved et menneske er drivkraft. Skidt med uddannelse. Hvis en person skiller sig ud i denne verden, er det da på grund af dennes personlighed og drive. Jeg vil gerne slå på tromme for, at man er ambitiøs, ekstrovert og udfarende og tør skille sig ud fra mængden i stedet for at gøre som alle de andre og tage en universitetsuddannelse og købe den sorte Audi. Sådan nogle er der mange af i mit postnummer i Nordsjælland. Jeg maler min bil lilla og stikker en blomst i knaphullet. Når jeg har et valg, gør jeg aldrig det, som alle andre gør. Og jeg kan jo ikke være den eneste.”

Den selvbestaltede livsstilsfilurs øjne gnistrer, når han fortæller om vigtigheden af at have en interesse, en passion for noget, og på det område er han godt og grundigt bekymret for den almindelige danske mand.

”Jeg ser desværre en skræmmende tendens til, at han bliver mere og mere kedelig. Han bliver mere kuet, mere nedtrykt. Jeg møder tit det, jeg kalder for de sørgelige mænd, som er sådan nogle, som i deres transformation fra unge til voksne har solgt deres motorcykel. Han siger måske, at det er, fordi hans kone ikke er så meget for det, eller fordi han har fået børn, men jeg tror desværre, han gør det, fordi han tror, at det er det rigtige for ham,” forklarer Mads Christensen.

”Han begynder systematisk at lægge sine interesser fra sig. Motorcyklen, skiferien med gutterne osv. Alt det, som formodentlig var det, som gjorde, at hun forelskede sig i ham til at begynde med, lægger han fra sig, fordi han synes, det er noget umodent pjat. Og så ender han som en sørgelig mand i 30’erne, som ingen passion har. Intet kan sætte hans pis i kog, han går ikke til noget, han dyrker ikke noget, har ikke noget. Han er bare et ordentligt og redeligt menneske, som passer sine børn, sit hus, sin have og hæk og sin sorte Audi, før han vågner op som 45-årig med nogle gigantiske tømmermænd, fordi han har fundet ud af, at hans kone er skredet, fordi han er røvkedelig.”

Kæft, trit og retning

”Jeg går meget op i skolen. For hvis mine børn kan mærke, at deres forældre ikke går op i skolen, så gør de det heller ikke selv. Vi møder op til alt, og mine børn er aldrig kommet for sent i skole,” forklarer Mads Christensen, som er far til tre børn, gift med Camilla og villaejer i Søllerød nord for København.

”Men når jeg så hører, at mine børn har haft en vikar, hvor de bare fik lov til at sidde og kigge på deres iPhones, så ærgrer jeg mig over, at jeg ikke tog dem med på arbejde, for det havde de lært meget mere af. Jeg bliver også bekymret, når de kommer hjem og siger, at de ikke kunne høre, hvad lærerne sagde, fordi der var for meget larm i klasseværelset, fordi vi uddanner tandløse lærere, som ikke må noget. De må ikke råbe og må ikke engang slå i bordet og sige, at nu holder I fandeme jeres kæft,” siger Mads Christensen.

Han pointerer samtidig, at han er en af dem, som hilser den nye skolereform velkommen, vel at mærke hvis de længere skoledage bliver udnyttet, og man har bedre øje for den enkelte elev og dropper idéen om, at alle skal være lige.

”Vores uddannelsesstruktur er alt for boglig og for lidt praktisk orienteret. Jeg er stor tilhænger af de institutioner, som lægger vægt på, at børnene skal skabe noget, skal stille sig frem og sige noget. Det, som fremtidens arbejdsmarked vil hylde, det er nogle unge mennesker, som er sprogkyndige, rejsevillige, tolerante, åbensindede, nysgerrige og risikovillige. Vi taler ikke om kompetencer, men karaktertræk, og det gør vi meget ud af at dyrke derhjemme. Vi har f.eks. lige været i Barcelona, og da var det min seksårige datter, som gik op og spurgte tjeneren, om vi måtte få regningen. Hun var enormt stolt.

Elsker sine biler

Mads Christensen elsker biler, og han har ejet en del forskellige gennem tiden. Lige nu optages garagen af en Porsche 911 fra 1969, to Ferrarier samt endnu en ældre Porsche, som dog er splittet totalt ad og skal bygges op som det, Mads kalder for en rå og upoleret bjergracer.

Han medgiver, at det er en kostbar hobby, men at det som sagt er vigtigt for en mand at have noget at gå op i, og så går forretningen i øvrigt glimrende. Den primære indtægtskilde er de omkring 80 årlige foredrag og peptalks, hvor Mads Christensen kører land og rige rundt for at optræde som festlig konferencier eller foredragsholder med mere på hjerte, end hvad man lige forventer af en blærerøv.

”De senere år har jeg talt meget om det her med interaktion mellem mennesker. Jeg synes, det er spændende, når en dør går op, og et andet menneske træder ind. Der er lavet et utal af videnskabelige undersøgelser, som alle viser, at vi inden for ganske få sekunder har dannet os et klart og meget urokkeligt billede af en fremmed person alene baseret på det, vi ser. Vi besidder allesammen det her komplekse, visuelt arbejdende perceptionsapparat, som altså har en afgørende betydning for, hvordan det kommer til at gå mellem os og andre. Det spændende er så, at du ved at justere på nogle ting ved din fremtoning kan påvirke det billede, andre skaber af dig, og det er de værktøjer, jeg i mine foredrag forsøger at give folk og inspirere dem til at tænke over.”

Vi er fulde af løgn

De senere år er det i højere grad samfundet end det enkelte individ, som har interesseret Mads Christensen, og aktuelt har han skruet et foredrag sammen, der handler om det, han kalder for nationens omfattende selvbedrag. ”Det er et faktum, at vi allesammen er fulde af løgn,” lyder det fra Blærerøven.

”På den ene side har du alle livsstilsundersøgelserne, som siger, at danskerne gerne vil købe økologisk og værne om miljøet og køre i elbiler. På den anden side har du det, jeg kalder for sandhedsalteret, som er de faktiske tal fra detailhandlen, som viser et fuldstændig andet billede. Mere end 60 procent af danskerne siger, at de køber overvejende økologisk, men de faktiske tal fra detailhandlen siger syv procent, så undervejs bliver den der idealisme fortyndet af et eller andet. Vi er helt vilde med grøn omstilling, men når det kommer til stykket, gider vi jo ikke se på de vindmøller. Vi giver en tier til Røde Kors og græder med den tredje verden, men samtidig har vi Europas højeste fødevarespild og smider 52 procent af vores mad uberørt i skraldespanden. Og vi siger, at vores børn har første prioritet, samtidig med at alt tyder på, at vi distancerer os fra dem og ikke aner, hvad de laver og interesserer sig for. Og så er vi det lykkeligste folkefærd i hele verden, men bliver samtidig skilt i hobetal,” forklarer Mads Christensen og får et reflekterende udtryk i sit stadig drengede ansigt.

”Det er jo egentlig utroligt, at man kan få en hel sal til at grine af sådan noget. Jeg går naturligvis efter, at folk skal more sig, men der skal være en underliggende alvor. Målet er, at de skal tænke over indholdet, når de kommer hjem. Jeg vil på min egen underfundige lille måde gerne være med til at påvirke nogle ting, som er meget større end mig. På den måde er Blærerøven nok blevet lidt mere voksen.”

Artiklen blev oprindeligt udgivet i 2014. Siden har Mads Christensen skiftet ud i sin garage, som i dag rummer bl.a. en klassisk Morgan. Mads Christensens holdninger til den danske mand har dog ikke ændret sig…