Rygter vil vide, at nogle af de bedste barer i verden findes i Hongkong. Vi sender vores mest erfarne globetrotter i felten med opgaven at rapportere direkte fra Østens førende cocktailby.
”Solen går aldrig ned i Hongkong,” siger Ozones kvindelige bartender med et charmerende smil og stiller en delikat cocktail foran mig. ”Er det på grund af den smog, der konstant hænger over byen, eller er det udtryk for, at alle fester til den lyse morgen?” Inden det sidste ord i min kække bemærkning har forladt mine læber, er den smukke bartender, som bærer den fornemme titel af mixologist, alt for hurtigt væk. Den stemningsfulde bar er fuld af gæster, der utålmodigt venter på stedets berømte cocktails, så selv ikke mindre attraktive bartendere har tid til småsnak. Jeg tager et sip af min dragontini, der er kendt som Ozones signaturcocktail, mens jeg nyder udsigten over den pulserende storby, skibene, højhusene og de grønne bjerge i baggrunden. Er man modig nok til at gå helt ud til Ozones vinduer og kigge ned fra den 490 meter høje bygning, som p.t. er det højeste hotel i verden, kan det være en god idé at få lidt at styrke sig på først. Det samme gør sig gældende, hvis man under be-Pubcrawl i verdensklasse
Rygter vil vide, at nogle af de bedste barer i verden findes i Hongkong. Vi sender vores mest erfarne globetrotter i felten med opgaven at rapportere direkte fra Østens førende cocktailby. Søget på Ozone skulle få behov for at benytte sig af stedets toiletfaciliteter, hvorfra man ligeledes kan nyde udsigten, hvis man skulle få lyst til det. Ozone har meget mere at byde på end ekstravagante og tjekkede omgivelser, et godt køkken og den bedste udsigt i Hongkong. Ligesom min dragontini er alt fra indretning og décor til menuer og personale stilfuldt og gennemført til mindste detalje. Ozone er det perfekte sted at nyde en sundowner eller to oven på en travl dag med møder eller shopping i Hongkong. Der er god stemning og fuld af smukke mennesker i godt humør. Dette kan selvfølgelig skyldes, at Ozone på ingen måde er fedtet med alkoholen i sine drinks …
- Honi Honi fremstiller uden sammenligning nogle af de bedste – og stærkeste – cocktails i Hongkong.
- Ozone er ekstremt moderne indrettet med mulighed for at nyde sit eget spejlbillede i både gulv og loft.
- Skulle du få lyst til at prøve en dragontini uden at have mulighed for at besøge Ozone, kan du selv forsøge dig som mixologist. Drinken består af følgende ingredienser: Vodka, hindbærlikør, friske hindbær, yuzufrugt og basilikumskum.
- Som aftenen skrider frem, bliver det mere og mere umuligt at finde en plads i baren på Ozone. Stedet har en ’udestue’, hvor man kan vælge at sidde, når vejret er til det.
- Mens vi hygger os i baren, tryller kokken de mest fantastiske retter frem fra det lille køkken.
Honi Honi
Hvis man er ligeglad med romantiske solnedgange og udsigt over Hongkongs skyline, har byen heldigvis meget andet at byde på. Det er lørdag aften, og vi er her for at feste. Befinder man sig i samme sindsstemning, eller har man lyst til en helt formidabel cocktail i skøre omgivelser, er Honi Honi ikke noget dårligt valg. Selvom de fleste ved, at man kan finde alt – virkelig alt! – i Hongkong, så forventer man alligevel ikke at finde en polynesisk strandbar på 3. sal i et højhus på Wellington Street i centrum af downtown.
Honi Honi er den første og eneste tiki-cocktaillounge i Hongkong. Ejeren, Max Traverse, som har boet i Polynesien, har selv stået for udviklingen af samtlige cocktails. Selvom det er tidligt på aftenen, er festen allerede i fuld gang på den lille bar, som består af udendørs og indendørs områder med små borde, eksotiske planter, strandsand, bambus og diverse udskårne hoveder i polynesisk stil. Stedet har et cool 50’er-look over sig, tænker jeg ved mig selv, mens jeg langsomt, men sikkert lader mig intoksikere af den bedste mai tai, jeg nogensinde har smagt. Dette skyldes måske, at Honi Honi er lavet med inspiration fra den berømte Tonga Room & Hurricane Bar i San Francisco fra 1945. Hvad end det måtte være, er Honi Honi stedet, hvis man vil have gode cocktails i stemningsfulde omgivelser. Da vi efter to cocktails beslutter os for, at det er tid at gå ud og spise middag, har naboselskabet, som er bestående af seks piger uden ledsagere, allerede bestilt deres fjerde omgang. I højt humør stavrer vi ud mod elevatoren.
22 Ships
I en lille sidegade midt i det festlige Wan Chai, der til forveksling kunne minde om et ’red light district’, ligger 22 Ships. Adressen, der pudsigt nok er nummer 22 i Ships Street, syner ikke af meget. I et rum på størrelse med venteværelset hos en tandlæge har Jason Atherton formået at skabe en helt speciel stemning, hvilket han selv beskriver som ”the deformalizing of fine dining”.
Ships tager ikke imod bordbestilling, men gæster fra nær og fjern står gerne i kø for at komme til at opleve den hyggelige tapasbar. Atherton, som er oplært af ingen ringere end stjernekokkene Ferran Adrià og Gordon Ramsay, har tidligere gjort sig fortjent til en michelinstjerne. Stedet er moderne, hipt og afslappet. Vi får plads i baren, hvorfra vi sludrer med Atherton, mens han tryller de mest fantastiske retter frem fra det mikroskopiske åbne køkken. De delikate retter skylles ned med sangria og et udvalg af spanske vine. Der er ikke meget albueplads, men det gør ikke så meget, for stedet er fuld af venlige og glade mennesker. Længe inden vi er nået til desserten, er vi på fornavn med samtlige tjenere og adskillige gæster. What a place!
Dragon-i
På Hollywood Road finder man den ene hyggelige cocktailbar efter den anden. Gaden er en alsidig blanding af festglade mennesker i alle afstøbninger. Det er svært at vælge, hvilken bar vi skal på, så i stedet vælger vi dem allesammen. Det er jo ikke hver lørdag, vi er i Hongkong! Sådan hopper vi fra bar til bar, mens vi mingler og sludrer med andre gæster. Der er en fed stemning, og festen bliver kun bedre, jo nærmere vi kommer downtown.
Adskillige cocktails senere ender vi på den legendarisk Dragon-i, som er et must, hvis man er i Hongkong for at feste. Den kombinerede loungebar og natklub er ligetil. Medmindre der er særlige arrangementer på Dragon-i, kan man let komme ind uden at stå på gæstelisten. Gode drinks, cool beats og ikke mindst smukke kvinder og mænd – af en eller anden årsag er der mange modeller. Uden at det går op for os, er det ingen ringere end Paris Hilton, der er DJ på Dragon-i, mens vi er der …