Hovedstaden har fået et nyt gastronomisk tempel. På Kurhotel Skodsborg byder ’The Restaurant by Kroun’ på et køkken, der ikke går på kompromis med noget som helst og allerede må kandidere til en michelinstjerne.

Kurhotel Skodsborg har siden 2012 brugt millioner af kr. på at bringe det gamle hotel op på international standard. Det er lykkedes med spaafdelingen, mødelokalerne, selve hotellet og baren. Nu er turen kommet til at højne den gastronomiske kvalitet, og til det formål er stjernekokken Erik Kroun hentet til. Med en fortid på michelin-restauranterne Kong Hans og Søllerød Kro ved han alt om, hvad der kræves for at indfri ambitionerne, og han synes at have fået frie hænder til at forme sin egen restaurant, der meget passende også bærer navnet ’The Restaurant by Kroun’.

Restauranten er smuk med højt til loftet, et behageligt lydniveau, runde borde og lysekroner af amerikanske gevirer. Nuancerne i brun og hvid giver associationer til A.O.C., og det er ikke den dårligste restaurant at blive sammenlignet med.

Fuld skrald

Men vi er her jo primært for madens skyld. Gæster kan vælge mellem fem retter til 700 kr. eller otte retter til 900 kr., sidstnævnte med mulighed for en vinmenu til samme pris. Man kan imidlertid også opgradere til menuen ’Fuld skrald’ for 2.000 kr., hvilket inkluderer aperitif, vand samt kaffe og sødt oveni den største menu med tilhørende vine. Den vælger vi.

Fra start er stilen nordisk, og der rystes ikke på hænderne. I roligt, men effektivt tempo kommer retterne ind, og de viser en mangfoldighed i køkkenet, som hører de allerstørste restauranter til. Et af højdepunkterne er noget så anderledes som en æggeblomme med grillet grønt og en sauce på torskerogn. ”Det er jo ingen sag at stege en bøf af bedste kvalitet, men at finde på en komposition som den her er jo det, hele faget går ud på,” som min kokkeuddannede ledsager konkluderer.

Lutter pletskud

De øvrige retter tæller hovedingredienser som muslinger, brisler, dansk sorthummer, oste og fåremælkssorbet. Alt sammen er perfekt, men vores favoritter er en unik fiskeret med torsk, smørsovs, tre slags rogn og ristede skorzonerrødder med persille. Den perfekt stegte torsk går i symbiose med de forskellige konsistenser fra rogn og grønsager, ligesom sovsen samler alle indtrykkene. Fremhæves må også en saftspændt due, der med et selvtillidsfuldt overskud bliver serveret med fødder – herligt uhøjtideligt!

Vinene er et kapitel for sig. Vores sommelier er nemlig restaurantmanager Martin Troelsen med en fortid på Kong Hans og Marchal på d’Angleterre, og han formår at fange ånden i Erik Krouns retter med det ene pletskud efter det andet. Hans vine overmatcher aldrig retterne, men supplerer og løfter helhedsoplevelsen. Selv Peter Sissecks krasbørstige PSI årgang 2012 tæmmer de opsigtsvækkende duefødder med rødbeder og stjerneanis.

Til sidst runder vi af med skøn kaffe, hjemmelavede kager, madeleines og flere slags chokolader på op til overvældende 100 pct.

Regningen på 2.000 kr. pr. mand ligger i den høje ende af skalaen, men det samme gør ambitionerne og kvaliteten. Det er få restauranter i København, der overgår standarden på Kurhotel Skodsborgs nye spisested.

The Restaurant by Kroun
Skodsborg Strandvej 139
2942 Skodsborg
www.skodsborg.dk
Åbent torsdag-lørdag kl. 18-30-23.00