Hvordan lyder en champagne når man sætter øret mod glasset? De fleste vil nok bare høre en svag brusen fra boblerne der springer, mens feinschmeckerne udi champagne vil kunne høre om det er en yngre eller ældre champagne. Under alle omstændigheder valgte Krug at lancere deres Grand Cuvée (GC) med fokus på lyden.
Scenen er sat i Berlin, og scenen skal indtages af hovedpersonen Krug Grand Cuvée, som med dette års release er lavet ikke mindre end 170 gange siden tyskeren Joseph Krug stiftede champagnehuset tilbage i 1843. Joseph havde en drøm om at champagnen hvert år skulle smage på en helt bestemt måde, og at man ikke skulle være underlagt det enkelte års høsts udsving m.h.t. druekvalitet og smag. Dette års lancering af Krug Grand Cuvée er som nævnt akkompagneret af musik, og hvorfor så egentlig det?
Symfoni i flaskerne
Når kældermester hos Krug Eric Lebel påbegynder blandingen af de vine som skal blive til årets GC, sammenligner han det med den kreative proces der starter når en musiker sætter sig foran et blankt stykke nodepapir. Noderne er i Eric Lebels tilfælde de ca. 250 forskellige vine fra årets høst, plus de c.a 150 vine fra de enorme reserver som Krug gemmer i de dybe kældre. De første spæde smagninger kan betragte som når solopianisten så småt begynder at slå de første toner an. Senere, efter bl.a. mere end 5.000 sider smagenoter, er den endelige symfoni færdig, og koncerten kan udspilles hos forbrugerne.
“With the Krug Celebration, in keeping with the nature of our Champagne, we create a musical journey together”
Margareth Henriquez, President & CEO of the House of Krug
- Vores workshop bød også på smagning af Krug 2000 og Krug 2003. Begge var svære år i champagne med varme somre, og begge champagner er gode repræsentanter for hvad Krug kan præstere selv når vejrliget spiller et puds. 2003 var den tidligste høst nogensinde p.g.a. varmen, og alligevel er champagnen efter 12 års lagring stadig frisk og skarp i smagen som en Krug bør være.
- De imponerende rammer for gourmetmiddagen kreeret af stjernekokken Tim Raue, og med underholdning af Jacky Terrasson og hans band.
- Den New York baserede jazzmusiker Jacky Terrasson gav en usædvanlig og helt fænomenal koncert under middagen. Og champagnen har aldrig smagt bedre…
- Nogle af aftenens ”musikanter” som var med til at komponere en fantastisk aften i Berlin. Fra venstre, kældermester Eric Lebel, mesterkokken Tim Raue, President & CEO Margareth Henriquez, komponist og jazzmusiker Jacky Terrasson samt direktør Olivier Krug
- Kældermester Eric Lebel foran det der skal illustrere de mere end 5.000 smagenoter der ligger til grund for den færdige Grand Cuvée hvert år.
Kan musik påvirke smagen?
Det er alment kendt at synet kan påvirke smagen i væsentlig grad, og lugtesansen er essentiel når det gælder om at smage. Men kan hørelsen overhovedet gøre nogen forskel på hvordan vi opfatter smagen af det vi putter i munden? Det har de to forskere Charles Spence and Janice Wang fra Oxford University forsket en del i, og svaret er et ja. Undertegnede var stærkt skeptisk, da jeg på inden måde kunne forstå hvordan det kunne hænge sammen. Man forelagde på vores lille workshop resultater fra et nyligt gennemført forsøg, som var virkelig interessant. Man havde bedt fire musikere om at komponere et stykke musik der skulle symbolisere de fire smagssanser; surt, sødt, bitters og salt. Derefter afspillede man de fire stykker musik for testpersoner, som skulle sætte musik og smagssanser korrekt sammen. Forsøget viste en klar sammenhæng, og for at bevise det for os, at der er en sammenhæng mellem smags- og høresans, blev vi inddraget i et lille forsøg. Vi fik to stykker chokolade, som skulle indtages mens vi hørte to stykker musik, og vi skulle så vurdere hvilket stykke der var på 85% kakao. Flertallet mente de første stykke chokolade måtte være 85%… faktum var at chokoladen var identisk, men at musikken ændrede vores smagsindtryk.
Jazzede Krug
Dagens sidste punkt på agendaen var en fænomenal middag komponeret af mesterkokken Tim Raue fra den tostjernede michelin-restaurant af samme navn. Efter min mening var det ikke nødvendigt at forbedre den flydende del af menuen med musikalsk krydderi, da den bl.a. indeholdt den stærkt limiterede og højt ansete Krug Clos de Mesnil 2003, men Krug havde bedt den anerkendte jazzmusiker Jacky Terrasson om at akkompagnere gourmetmiddagen med sin musik. Det blev et brag af en middag, og en stor musikalsk oplevelse. Kan skrive under på at Krug 2003 smager fantastisk – også til jazzmusik.