Druer har det med at udvikle sig ekstra godt i solrige områder uden alt for mange tropegrader, hvilket understreges af denne måneds udvalgte vine fra latinske smørhuller.
Et fund til prisen
Puligny-Montrachet Les Houilléres 2014, Gramont, Bourgogne, Frankrig, 300 kr. Se mere på www.bichel.dk
Puligny-Montrachet er en af Bourgognes bedste kommuner inden for produktion af hvidvine, og Gramonts eksempel her er lige efter bogen; næsen er dejlig åben med noter af honningmelon, citron og et strejf af hvid peber suppleret af flot afstemt fadkarakter i form af smør, karamel og vanilje.
I munden har vinen en forfriskende syre og en cremet fylde, mens den er domineret af smagsnoter i form af melon, agurk, flintesten og røg. Et flot glas puligny til en god pris.
Il Poggio Chianti Classico Riserva 2012, Castello di Monsanto, Toscana, Italien, 395 kr. Se mere på www.bichel.dk
Il Poggio er en enkeltmark i hjertet af Chianti og udmærker sig ved at ligge på en lille, rund bakketop, hvor druerne hele dagen bliver eksponeret for sol og samler flot modenhed. Det er en vin, der rummer masser af kompleksitet med fyldighed fra sangiovesen, der udgør rygraden i vinen. Næsen byder på noter af blommer, jordbær og tobak, og i munden suppleres disse af lakrids og spidskommen. Tanninerne er faste, men de bløder med garanti op med alderen, og man kan roligt g(l)emme vinen i kælderen i 10-15 år.
Marsannay Clos du Roy 2013, Domaine Sylvain Pataille, Bourgogne, Frankrig, 375 kr. Se mere på www.hjhansen-vin.dk
Marsannay går ofte under radaren i folks jagt på bourgogne, fordi der hverken er premier- eller grand cru-marker. Det er dog ikke det samme, som at der ikke laves god vin. Tværtimod har Sylvain Pataille fået enormt meget ud af sine parceller via biodynamiske dyrkningsmetoder. Noterne vælter op af glasset med jordbær, blåbær, rabarber, roser og lakrids. I munden er der kirsebær og en anelse chokolade, mens mundfølelsen er silkeblød takket være de meget afrundede tanniner. En super bourgogne.
Vin i særklasse
Clos de la Roche Grand Cru 2014, Coquard Loison Fleurot, Bourgogne, Frankrig, 1.035 kr. Se mere på www.ottosuenson.dk
Jeg vil ikke forsøge at beherske min begejstring: Dette er en fantastisk vin. Ofte skal de store grand cruer have mange år for at vise, hvad de dur til, men selv i denne purunge udgave er der fuld valuta for pengene; let og subtil med sarte noter af jordbær, kirsebær og meget flot behersket fad, der giver rygrad uden at overdøve – elegance på flaske.
Coquard Loison Fleurot er en lille, ung producent, og det er vine som denne, der giver vinskribenter store dilemmaer: Skal man fortælle om den eller købe det hele selv?
El Gran Enemigo 2011, Bodega Aleanna, Mendoza, Argentina, 399,95 kr. ved køb af 12 fl. Se mere på www.philipsonwine.dk
Argentinsk kultvin med stjernestatus takket være topbedømmelser fra Robert Parker. Vinen er primært baseret på cabernet franc, der har groet i over 1.000 meters højde for derefter at ligge 18 måneder på nye og gamle fade. Det har givet en mørk og ekstremt koncentreret vin med noter af brombær, blomsterhonning og kål. Der synes at være et stort potentiale, som ikke lader til at udfolde sig 100 pct. lige nu. Vinen vil vinde meget ved at ligge fem år mere, og så tror jeg, at det bliver rigtig interessant.