Niveauet på de populære kro- og slotsophold strækker sig fra traditionelle B&B’s til landlige luksusresorts med spa og michelinrestauranter. Det er dog ikke kun i Danmark, at interessen for disse ophold er stigende, vores norske naboer sætter også større og større pris på at kombinere et besøg på landet med gastronomi og luksus.

Godt halvanden times kørsel fra Oslo, ned langs vestsiden af fjorden, ligger Tønsberg. Området er Norges svar på Hornbæk eller Skagen, og mange velhavende nordmænd har valgt at investere i en feriebolig i områdets smukke natur. Her er så populært, at befolkningstallet i sommersæsonen bliver tidoblet til 50.000 personer, og sådan har det været lige siden 1960’erne.

Lige syd for Tønsberg ligger den lille ø Tjøme, hvor man finder Engø Gård. Gården daterer sig tilbage til 1600-tallet, men siden 1845 har bygningerne ikke ændret udseende. I 1937 forpagtede Frithjof Pihl gården og omdannede den til det sommerpensionat, der stadig møder de mange trofaste kunder. Her er der plads til, at interesserede gæster kan komme forbi og blive så længe, de har lyst. For at gøre plads til dem, flytter værtsfamilien ud i sommerperioden og indtager et lille kvistværelse i en af de tilstødende bygninger, hvilket fortæller lidt om den gæstfrihed, der har inspireret måden at drive Engø gård på siden starten.

Værtsfamilien hedder Andersen til efternavn. De købte gården i 1986, og i 2000 åbnede de restauranten. Her er plads til 100 spisende gæster, og indretningen er klassisk med masser af træ og bjælker i loftet, som går fint i harmoni med resten af den gamle gårdbygning. Til at begynde med var der 10 værelser på gården. Nu er der 47 værelser fordelt i otte bygninger, og i alt er der i dag plads til 110 overnattende gæster.

Værelserne er indrettet i traditionel norsk landstil, og man skal ikke forvente minimalistisk high-tech decor. Stilen passer fint til resten af gården og omgivelserne, selv om en del af værelserne er meget simple og godt kunne bruge en opgradering. Størstedelen af værelserne har f.eks. ikke TV, men så kan gæsterne selvfølgelig bedre nyde omgivelserne og naturen. Skulle temperaturen i fjorden være for lav til et dyp, er her et lille badehus med opvarmet pool og en sauna, som kan benyttes året rundt.

Engø gård er det perfekte sted til at afstresse, nyde naturen og gastronomi på højeste niveau. Næste skridt i udviklingen er et ’bådhus’, der skal fungere som spisested direkte ud til vandet i Oslo Fjord med plads til 20 gæster.

Et kulinarisk forspil

Ved ankomst i restauranten bliver man først ført ind i pejsestuen, hvor man i bløde sofaer får serveret et glas champagne Blanc de Noirs fra Coessens foran den åbne ild. Her serveres små snacks som valnøddeskaller, der er udhulet og fyldt med en foie gras-mousse med valnødder. Moussen er fed, men har en glimrende syre og karamelliserede smagsnoter. Næste snack er knivmusling serveret i egen skal. Grillet og serveret med yuzuolie får muslingerne en pikant citrussmag, som passer perfekt til retten. Sidste snack er en dejlig, cremet og sødlig kammusling med noter af træ fra enebær.

Efter en halv time foran pejsen er det tid til middagen, og en tjener fører gæsterne til bords på førstesalen. Her er højt til loftet med tværgående bjælker og træbeklædte vægge. Det giver en hyggelig stemning og afslappende omgivelser til de mange retter, vi skal i gang med. De mest markante følger her i kronologisk rækkefølge.

Aftenens menu

1. Caviar en surprise:
Hasselnød, hummer og kaviar i perfekt balance. Hertil en hjemmebagt kiks dækket med revet trøffel. Alt går op i en højere enhed sammen med champagnen, der har præg af rugbrød, nødder, fad og orange noter.

2. Østers med pomelo og ingerfær veloute:
Den friske havsmag fra vores østers neutraliseres af friske grøntsager. Agurk og pocheret ræddikke matcher fint den tilhørende sancerre fra Sebastien Riffault med let fad og sødme samt noter af fersken og blomster. Dette er den letteste af vores retter og den eneste, der giver associationer til det nordiske køkken.

3. Kammusling, smør, blomster og mandel:
Endnu en dejlig ret med god balance. Vinen fra Tiefenbrunner på Müller-Thurgau-druen er dog for tør til en ret som denne.

4. Smørpocheret rokke og snegle:
Denne ret bliver serveret i en sauce lavet på madeira. Hertil en grüner veltliner fra Schloss Gobelsburg i Østrig. Syre og æble i vinen giver god kontrast til rettens lidt tunge sauce.

5. Brisler serveret med szechuanpeber og madeirasauce:
De perfekt tilberedte brisler med røde bær og den kraftige sauce giver et kraftfuldt indtryk. Der er power på denne ret! Vinen fra Domaine du Pelican i Jura matcher de røde bær perfekt.

6. Dådyr i crouton med rødbeder og syrlig salat:
Perfekt tilberedt kød. En utrolig smuk ret, som har en ualmindelig flot balance. Denne dessert har et fint touch af røg og serveres med en Moscatel do Douro fra Niepoort i Portugal. En fortrinlig afslutning på et måltid ud over det sædvanlige.

Som prikken over i’et afsluttes middagen med kaffe og petit fours, og hvilket måltid det har været! Middagen varierer i stilarter, der går fra det klassiske franske køkken hen over det nordiske med små afstikkere til det asiatiske køkken. Det har været en rejse og et bombardement med smagsindtryk, der afslutter en sublim dag på Engø gård. Det er ikke mærkeligt, at stedet får mere og mere opmærksomhed i de norske medier, og det er ikke kun weekendophold, der lokker de gastrointeresserede gæster til. Restauranten er blevet så populær, at selskaber fra Oslo gerne kører halvanden time hver vej for at spise her i weekenderne.