Er der noget bedre end champagne? Svaret giver sig selv, og når de gyldne dråber oven i købet er fra huset Krug, hvor passionen for champagne siden grundlæggelsen i 1843 altid har resulteret i fantastiske smagsoplevelser, bliver det ikke meget bedre.

I år har Krug inviteret 17 af verdens bedste kokke til at kombinere enestående æg-retter, der kan nydes med et glas Krug Grand Cuvée – og Luxury Aficionados blev inviteret med til bordet, da to af kokkene besøgte København. Det blev til en eftermiddag med store smagsoplevelser og spændende retter, hvor kreativiteten og passionen for ekstraordinære kreationer nåede et højt niveau.

I København tryllede kokkene Michael O’Hare og Torsten Vildgaard i køkkenet på restaurant Studio, og vores selskab fik serveret 11 forskellige fortolkninger over temaet Krug x æg. Fra den fantastiske Bellini med østers fra Colchester og perle af Krug Grand Cuvée over Håndmasseret blæksprutte, amalficitronsmør og paprikaemulsion til Langtidstilberedt æg og grillet spidskål med comté og trøffel.

Krug Grand Cuvée er huset Krugs signaturchampagne. Husets Cellar Master, Eric Lebel, der er født og opvokset i Champagne-regionen og har arbejdet med skabelsen af Krug champagne siden 1998, kombinerer hvert år den perfekte Grand Cuvée fra mere end 120 vine. Vinen er høstet over en periode på mere end 10 forskellige sæsoner, og for at få den helt rigtige smag og finesse, lagres den i yderligere  minimum seks år i husets kældre, inden den frigives til salg. Hver eneste flaske har med andre ord været undervejs i mere end 20 år fra de første druer blev høstet, til den rammer din vinhandler eller restaurant.

En flaske Krug Grand Cuvée kan købes fra 1.199 kr. hos førende vinhandlere.