Vi bringer her et udvalg af formidable flasker fra nogle af vinverdenens mest klassiske områder – og et par outsidere, som bestemt kan være med på samme niveau.

Til 1.499 kr. hos moethennessynordic.com
Testet og siden gensmagt på Restaurant À L’aise. Hvilken prægtig champagne, der her er tale om, med en uendelig dyb karakter af efterårsskovbund, karljohansvampe og trøffel suppleret af en elegant syre samt noter af citrus og æble. Selvom det er ren chardonnay, spiller vinen virkelig på de dybe, fyldige noter, og det er en nærmest meditativ oplevelse at sidde med et glas Dom Ruinart – med eller uden mad til. Der synes at være yderligere potentiale til lagring, men der er absolut intet i vejen for at åbne den nu, for den smager forrygende.

Til 295 kr. hos hjhansen-vin.dk
Saint-Romain ligger få kilometer nordvest for Meursault og byder på lidt af den samme fedme og rigdom som nabokommunen. Næsen byder på moden frugt i form af melon og fersken med en anelse grape samt en delikat karakter af smør og karamel. Fadet er nydeligt integreret og lader terroiret spille førsteviolin, hvilket især giver plads til den rige mineralitet og friske syre, som vinen er præget af; en utrolig behagelig vin, som kan drikkes nu eller gemmes op til fem år efter min mening, og i en tid, hvor Bourgogne er notorisk dyrt, er prisen ganske okay.

Til 695 kr. hos vinsnobben.dk
Bulgarske bobler til 695 kr.?! Der vil de fleste nok stå af, men hold fast, for der er tale om seriøse varer. Alt er sat ind for at lave en luksusrosé med nøje udvalgte pinot noir- og chardonnaydruer, som har lagret ti år i flasken. Det kommer til udtryk med noter af tørrede jordbær, roser og en dyb karakter af mørkt brød, toast og svampe. Syren er perfekt afstemt, således at de mørke nuancer og den cremede tekstur får lov at komme til deres ret. Det er mousserende vin, der sagtens kan være med blandt Champagnes deluxe-cuvéer, og så er prisen knap så slem.

Til 449 kr. hos victoriavine.dk
Normalt er barbera ikke en drue, man anvender til topvin, men hos Scarpa, en af Piemontes bedste producenter, har man set potentialet i den frugtige druesort. La Bogliona er således en enkeltmarksvin med en meget mørk, intens duft af kirsebær, blod og cremefraiche. Normalt er barbera forholdsvis ’grov’ i strukturen, men her er den let og silkeblød. Syren er forfriskende og flot integreret. Vinen ligger tre år på store fade og dernæst 2,5 år på flaske, inden den frigives. Det siger også lidt om, hvor seriøst Scarpa tager barbera. En vin af høj klasse.

Til 310 kr. hos hjhansen-vin.dk
Grosses Gewächs – Tysklands svar på grand cru – på riesling fra en af landets bedste regioner: Mosel. At tage en tår af denne vin er som at bide i en bordplade af usleben granit på grund af den ubeskriveligt intense mineralitet, som denne vin besidder, og som indikerer, at der er basis for 30-40 års lagring. Mineraliteten suppleres af confiteret citron, citronverbena, grape og en frisk syre. En monumental vin, som efter min mening skal ligge mindst fem år endnu, før den viser sit egentlige potentiale. Og kan man vente, har man en stor vinoplevelse at se frem
Læs hvad vi ellers skriver om vin her.