Siden 2014 har den eksklusive hvidevareproducent Gaggenau været vært for en konkurrence, hvor nogle af verdens bedste vinkypere får bedømt deres evner til at vurdere og identificere vin – og kaffe! I år var Geranium med i finalen.

Konkurrencen ’Gaggenau Sommelier Awards’ blev i år afviklet i Wien – naturligvis – med finalister fra Tyskland, Kina, Grækenland, England og Danmark. Vores repræsentant var Nobert Dudziński, som godt nok er polsk statsborger, men bor i Danmark, hvor han er sommelier på landets eneste trestjernede restaurant, Geranium.

Finalen afvikles over to dage, og første dag startede med den vigtigste egenskab for en sommelier, nemlig at kunne identificere vin. Ved blindsmagning skulle hver deltager først analysere tre forskellige vine ved at beskrive dem, både i duft, smag, kompleksitet, optimal serveringstemperatur og farve. Desuden skulle sommelieren give et bud på, præcis hvilken vin der var i glasset samt anbefale, hvilke retter den ville passe til.

Kvalificerede deltagere

Det var sjovt at høre, hvor tæt nogle af deltagerne var på at gætte det produkt, der rent faktisk var i glasset – og også hvor langt fra, de kunne være. De tre vine var en chardonnay fra Napa Vally, en chianti fra Toscana og den monumentale Château Mouton Rothschild fra 1985. Det var meget usædvanligt med så stor en vin i en konkurrence som denne, og den fik da også nogle af deltagerne til at tænke sig ekstra godt om. Tættest på denne vin kom kineseren Tanzy Zhao, der var overbevist om, at der var tale om en af de store Grand Cru Classé fra Pauillac i en ikke helt ung årgang. Flot ramt, må man sige.

Om aftenen skulle deltagerne på skift præsentere en vin, de selv havde valgt til en specifik ret fra den store gallamiddag. Maden var tilberedt af den unge mesterkok Harald Irka, der kan bryste sig af tre Gault&Millaukokkehuer.

Det vigtige samspil

Den næste dag skulle kaffe analyseres fra ende til anden, hvor englænderen Benjamin Robinson imponerede stort. Det var derfor umuligt at gætte, hvem der løb med den samlede sejr, men det blev tyske Marc Almer fra Fairmont Hotel Vier Jahreszeiten i Hamborg. Andenpladsen gik til Tanzy Zhao, mens det blev til en flot tredjeplads til Nobert Dudziński (tv. på fotoet).

Gaggenau er kendt som en af de mest innovative producenter af eksklusive hvidevarer. Det er inspirerende, at en producent gør så meget ud af en konkurrence for sommelierer. Normalt er det stjernekokkene, der er i fokus, men for den komplette oplevelse for gæsten i restauranten er det lige så vigtigt, at sammenspillet mellem kokken og sommelieren fungerer optimalt. Derfor tre kokkehuer til Gaggenau for det gode initiativ og for at bringe de vigtige kypere i centrum.