At spise i Københavns Lufthavn er som at spise midt inde i København, mener juryen bag den prestigefyldte FAB Awards, som endnu en gang har præmieret Danmarks nationallufthavn.

Der er smørrebrødet hos Aamanns, juicen og avocadosandwichen hos Joe & The Juice, de saftige steaks fra MASH og den gode kaffe fra Lagkagehuset. Der findes i dag masser af nationale gastronomiske oplevelser i Københavns Lufthavn. Faktisk mener juryen bag FAB Awards, at lufthavnen giver følelsen af at sidde midt inde i København, og det er nu blevet belønnet med prisen for årets bedste mad og drikke-udvalg i Europa. En pris, som for fjerde år i træk placerer Københavns Lufthavn som førende indenfor det, der populært kaldes lufthavnsgastronomi.

FAB Awards hylder det bedste inden for rejserelaterede spiseoplevelser verden over, og i år var der særligt fokus på personlighed, kreativitet og innovation. Københavns Lufthavn var ydermere nomineret i den prestigefyldte kategori ‘Sense of Place’, hvor lufthavnen blev fremhævet på baggrund af deres evne til at skabe personlige og originale madoplevelser, der afspejler regionen.

“Vi ønsker, at Københavns Lufthavn skal være en afspejling af Danmark, København og den nordiske region, og vores udbud af caféer og restauranter er derfor skræddersyet derefter. Vi har en større koncentration af lokale brands end mange andre internationale lufthavne, og vi lægger vægt på at skabe rum til at formidle regionens smage, arv og værdier i et internationalt miljø,” forklarer Chief Commercial Officer hos Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard.

Sidste år rejste 29 mio. passagerer igennem Københavns Lufthavn, og endnu flere forventes at rejse igennem i år. Det kræver både mere plads og endnu flere spiseoplevelser, der imødekommer en stor forskellighed i smag og budget. Som et led i en stor udbygningsplan, udbygger lufthavnen derfor hele Terminal 2 før sikkerhedskontrollen, hvor der bliver plads til endnu flere caféer og restauranter, der åbner til efteråret. I tråd med lufthavnens eksisterende gastronomiske tilbud, vil de nye spisesteder være en blanding af både lokale helte og internationale brands, herunder 42RAW, WOK, Riccos og Nordens første Pret A Manger.

“Det er vigtigt for os at alle, der kommer i Københavns Lufthavn har mulighed for at få exceptionelle og autentiske madoplevelser uanset smagspræferencer og budget. Med den nye udvidelse af området før sikkerhedskontrollen vil vi give mulighed for at endnu flere, også dem der skal hente og aflevere, kan nyde disse”, siger Peter Krogsgaard.