Chilensk vin er i høj grad kendt som en alkoholtung, sødmefuld vin
fra supermarkedet, som kendere ikke vil røre ved. Det er rigtig synd, for Chile
producerer vine, der til fulde kan hamle op med de bedste europæiske vine.
De færreste vil tage en chilensk vin med til en smagning, hvor de skal vise vennerne noget særligt. På de danske toprestauranter er der heller ikke megen vin fra det sydamerikanske land på menuen.
Ja, Chile har fået et noget uretfærdigt ry som landet, der kun kan levere god vin til pengene i klassen under de 100 kr. Med en længde på 4.000 kilometer og de enorme Andesbjerge vendt mod vest har
landet imidlertid enestående betingelser for at producere eksklusive vine. Vi har besøgt tre af landets bedste producenter.
- Sauvignon blanc er ikke specielt udbredt i Chile, men Tabalís marker ligger tæt på Stillehavet, og oppe i Andesbjergenes højder stortrives druen.
- Jordbunden
- Jordbundsekspert Hector Rojas har ansvaret for alle Tabalís marker – han kan sit kram!
- Tabalís terroir skifter alt efter placering tæt på hav eller ørken, ligesom bjergene er med til at give ideelle betingelser for de forskellige druer.
- Her dyrkes vin i kalkstensjord med kaktusser som undrende vidner.
Tabalí – ørkenens store vin
Mens der er frodigt, tempereret og fugtigt i syd, består den øverste del af landet op til Peru af ørken. Det er ikke til at forestille sig, at nogen skulle have held med at dyrke vin her, og sådan har indtrykket været de sidste mange kilometer på motorvejen, hvor jeg nu har kørt i små fire timer mod nord fra Chiles hovedstad, Santiago. Den bjergrige horisont er ganske nøgen med få pletter af buskads hist og her, men tilsyneladende er det nok til at holde liv i et par geder, der bevæger sig i terrænet.
Stendøde er til gengæld de får, som er blevet pelset og renset og nu agerer som lokkemad fra vejsiden, hvor alternative slagtere i bogstaveligste forstand vifter med de aflivede kreaturer for at skaffe
kunder i biksen. Den var højst sandsynligt ikke gået langs E45, men det her er Chile, og vi befinder os i grænselandet til ørkenen Atacama.
Målet er vinregionen Limarí Valley, som indtil for få år siden kun producerede druer til almindeligt konsum samt til spiritussen pisco, en slags grappa, som faktisk smager glimrende, med en aromatisk profil fra de anvendte muskatdruer.
Utroligt landskab
Jeg er på tur med eksportchefen hos vinproducenten Tabalí, Christian Goich, og han vil vise mig, at den fattige jord kan huse vinstokke på en måde, der resulterer i særdeles betagende vine. Vi drejer af motorvejen, og kort før asfalt bliver til jordvej, bliver vi mødt af vitikulturisten Hector Rojas, der har det overordnede ansvar for vinmarkerne. Efter ti minutters kørsel ad kuperede bjergveje åbenbarer
et utroligt landskab af vinmarker med navnet Talinay sig, og foruden det smukke syn i sig selv er der en god grund til, at Tabalí besluttede at plante vinmarker her.
”Den typiske jordbund i Chile består af ler, men her lykkedes det os at finde meget kalkholdig jord. Lerholdig jords evne til at binde vand er meget god, og selvom det umiddelbart lyder godt for et tørt område som vores (blot 70-80 mm regn pr. år, red.), betyder det, at vinstokkene har tendens til at gro for meget og dermed glemmer at gemme næringen til druerne. I meget kalkholdig jord siver vandet nemmere igennem, og dermed er vinstokkene mere pressede. Derfor bruger de al næring og væske på druerne, og det giver øget koncentration til den endelige vin,” fortæller Hector Rojas.
Koldklimavin
Tabalí plantede sine første marker tilbage i 1993, og i 2001 begyndte firmaet at producere vin under eget navn. Talinay udgør med sine 86 hektarer kun en del af Tabalís marker, men det er helt klart dette område, der gør producenten særlig interessant. Her finder vi de eneste vinmarker i Chile, der er plantet i ren kalkstensjord. Foruden de udfordrende forhold for vinstokkene har den kalkholdige
jord den kvalitet, at den øger den inden for vinsproget såkaldte mineralitet, som ofte kommer til udtryk i form af salte smagsnuancer og en duft af våde sten.
Samtidig er det interessant, at Talinay på trods af sin placering syd for Atacamaørkenen faktisk befinder sig i et køligt klima. Vinmarkerne ligger blot 12 km fra Stillehavet, og på bjergtoppen sikrer en konstant og stædig vind, at temperaturen ikke overstiger 23,5 grader. Det betyder, at Tabalí kan høste sine druer to til tre uger senere end gennemsnitstidspunktet, og at druerne er udsat for en langsommere, mere nænsom modning med en høj, naturlig syrlighed til følge. Særligt druesorterne
sauvignon blanc, chardonnay, pinot noir og syrah klarer sig rigtig godt under disse forhold.
Fremragende terroir
Selve vinhuset ligger godt 20 minutters kørsel fra Talinay-markerne. Der er tale om en smuk, moderne bygning, hvis placering til gengæld rummer oldgammel historie. Helt tilbage i tiden før år nul levede der her stammer af indfødte, og Tabalí har ønsket at fortælle historien om, hvordan de levede, inden de spanske kolonister udryddede stammefolket. I vinkælderen har Tabalí derfor æret den lokale høvdingestamme med et lille museum, hvor bl.a. en 2.000 år gammel og forbløffende velholdt poncho af alpakauld er udstillet.
Gode historier gør det dog ikke alene, og produktet er nødt til at være af en vis kvalitet. Her skuffer Tabalí ikke. Som udgangspunkt er Chile herhjemme især kendt for kraftige, let sødmefulde og alkoholrige vine, men det image ville ændre sig, hvis flere smagte disse vine.
”Vores ambition er at afspejle Limarís særlige terroir og klima. Derfor er vi forsigtige med at bruge for mange nye træfade, som afgiver mørke noter og en mere markant garvesyre. Vores terroir giver syrlige og friske vine med koncentration og kompleksitet, og det skal ikke overskygges af fadsmag,” forklarer Felipe Müller, der er chefvinmager hos Tabalí.
Chiles bedste vin
Elegance og friskhed er præcis, hvad vinene rummer. Flere af vinene har vundet priser, heriblandt Syrah Reserva Especial 2008, der for et par år siden blev kåret blandt 650 vine til Chiles bedste af et dommerpanel, der bestod af nogle af verdens mest respekterede vinanmeldere.
Vinen er også særdeles tiltalende med en lethed og elegance, man sjældent ser for den normalt kraftige drue fra Rhônedalen, og til 129 kr. er den et decideret fund. Også 2013 Talinay Chardonnay imponerer med sine præcist doserede fadnoter, og med den ranke, opfriskende syre er der rigtig meget vin at komme efter. Præcis det samme gælder for pinot noiren fra samme sted, der brillerer med personlighed fra kalken og de friske vinde i Limarí Valley. Generelt er vinene rørende billige i forhold til kvaliteten, og det bør man udnytte, så længe chilensk vin endnu ikke betragtes som en del af eliten herhjemme.
Tabalís vine forhandles i Danmark af Vinens Verden, www.godevine.dk.