Det franske vindistrikt Bordeaux anses af mange som verdens vigtigste, og nogle af klodens dyreste og mest prestigefyldte vine kommer da også herfra. Vi er på rundtur hos nogle af topslottene i Bordeaux og bliver mindet om, hvor betagende et liv i yderste luksus kan være!

Man går ikke bare hen til porten på Chateau Latour og banker på for at spørge, om man lige må smage lidt vin og få en guidet tur. De store slotte i Bordeaux er stort set alle ejet af internationale koncerner i luksusindustrien og repræsenterer business i milliardklassen. Dørene står af naturlige grunde derfor ikke vidt åbne for alle og enhver. Man skal kende nogen med de rigtige kontakter for at komme helt ind i de hemmelige gemakker og ikke mindst smage de dyre dråber fra kældrene.

Det danske vinfirma LTDV arrangerer fra tid til anden meget eksklusive ture til vinslotte i primært Frankrig og Italien, og denne tur er årets højdepunkt med en stribe af de mest prestigefyldte slotte i Bordeaux på agendaen. De inviterede er nogle af firmaets bedste kunder og forretningsforbindelser, så overliggeren er sat højt – rigtig højt!

Det ene skal passe til det andet

Med slotte som Lynch Bages og Latour på programmet – som i øvrigt meget ambitiøst var sat til kun to en halv dag – nytter det ikke at flyve med rutefly til Genève, Paris eller en anden lufthavn hundredevis af kilometer væk fra herlighederne. Nej, hvert minut tæller, og derfor står der en næsten spritny Falcon-jet fra M. Goldsmith Aviation klar i Københavns Lufthavn, klar til at flyve os direkte til Aéroport de Bordeaux-Mérignac. Efter et par timer i de fede lædersæder med en gourmetmiddag og tilhørende kaviar og champagne i maven, lander vi midt i vinens mekka, og første glas vin au chateau kan nu næsten mærkes i næseborene.

Imponerende line-up

Mange vinelskere har sikkert på den ene eller anden måde sneget sig ind på et slotsbesøg, men når line-up hedder Ducru Beaucaillou, Pontet Canet, Latour, Lynch Bages, Cheval Blanc, Angelus, Ausone, Pavie, Troplong Mondot, Palmer og Margeaux på godt to dage, kræver det de helt rigtige kontakter. Indehaver af LTDV, Lars Andersson, fortæller: ”Jeg har sammen med min far handlet med slottene igennem mange år, og det har givet os et godt netværk blandt specielt de franske high-end-vinslotte. Det er også derfor, de som regel byder os velkommen, når vi kommer til Frankrig.” Og velkommen må man sige, vi bliver budt. Det er enten ejeren eller øverste direktør, der står klar alle steder for med stolthed at fremvise marker, produktionsfaciliteter og ikke mindst de imponerende lagringshaller.

De steder, hvor der er frokost eller middag på programmet, er i ren michelinklasse. På sidste dag er den overdådige frokost hos Chateau Palmer ligefrem skyld i, at vi må ringe til piloten og fortælle, vi bliver to timer forsinket. ”Det er ikke noget problem, vi står bare stand by og flyver, når I er her,” beroliger piloten os.
Den var næppe gået hos Easy Jet …

Vin som investering

Vine fra Bordeaux har vist sig at være en god investering over tid, og når der går spekulation i de gode flasker, har det desværre den negative effekt for os vinnydere, at priserne tordner op. Hvis man kan lade være med at drikke sin profit løbende, anbefales det at købe vine, der har et lagringspotentiale på minimum fem år – køb desuden kun fra de bedste slotte, som er internationalt efterspurgte.

Som ved alle andre investeringer skal man dog huske på, at kriser og andre makroøkonomiske faktorer kan betyde store udsving i priserne. Men skulle det gå helt galt, kan man jo altid glæde sig over, at man kan åbne sin investering og nyde den i godt selskab. LTDV rådgiver gerne om vininvestering og tilbyder også opbevaring under de optimale betingelser.

Kort om LTDV

Det københavnske vinfirma LTDV (Les Terroirs du Vin) er grundlagt af Lars Andersson, som også står bag investeringsselskabet Winetrader.dk. LTDV har selv en række fornemme vinagenturer og sælger et bredt udvalg af kvalitetsvine fra et 400 kvm stort vinhus i Sølvgade og en meget omfattende online-shop. Se mere på www.ltdv.dk.